Hvordan kan det være, at simple regler i virksomheder gang på gang bliver overtrådt af både medarbejdere og ledere?
Jeg kan tage et godt eksempel som mødedisciplin.
I alle de virksomheder, jeg har været ansat, har der alle steder været en simpel regel om at komme til tiden til møder. Den grundlæggende værdi for reglen var respekt for andres tid, en værdi der aldrig var til diskussion og som høj som lav alle var enige om var en vigtig værdi.
Men hvorfor kom der altid nogle for sent til alle møderne?
Hvorfor lå »undtagelsen, der bekræfter reglen« på 100 procent, og kan man så sige, at der er tale om en undtagelse? Er der ikke nærmere tale om, at reglen er, at det er ok at komme for sent, og at det at udvise respekt for sine kollegaer er ligegyldigt?
Nej! Fordi reglen er, at vi ikke må komme for sent. Den er ikke lavet om, og en gang imellem skælder chefen også dem ud, der kommer for sent, og jeg siger også undskyld, når jeg en sjælden gang selv kommer for sent. Så reglen er stadig den samme.
Ja! Fordi reglen er lavet om til, at det er helt ok at komme for sent. Ikke fordi det er kommunikeret ud på intranettet, eller fordi respekt for hinanden ikke mere er en del af virksomhedens værdier. Reglen er lavet om, fordi vi i vores adfærd giver hinanden en række tilladelser til at overtræde reglen, hvorfor reglen til sidst er ophævet.
Lad mig give en række eksempler på de tilladelser vi giver hinanden omkring mødedisciplin.
Kender du det, at en sælger til det ugentlige informationsmøde kommer hastigt ind i auditoriet, og både smilende og stolt undskylder sin forsinkelse og dermed sin forstyrrelse med: »Jeg havde en vigtig kunde i telefonen«. Tilladelse nr. 1 er givet til den selvhøjtidelige sælger, der i virkeligheden bare har stået og charmet med receptionisten, og faktisk nyder, at alle sidder ned, når han kommer ind i auditoriet. En tilladelse, der ofte er givet af salgschefen, ja sikkert også af den øverste boss i »kunderne frem for alt«’s hellige navn.
Jeg har været ansat i virksomheder, hvor der officielt blev givet tilladelse til, at vigtige kundeaktiviteter altid var gyldig grund til fravær til møder.
Det gjaldt også møder, hvor alene sælgere skulle deltage. Gad vide, hvad der var mest karrierefremmende: At møde op til det møde chefen selv har indkaldt til - med mødepligt - eller anstrenge sig for at booke et kundemøde samtidig?
I virkeligheden er denne tilladelse ikke den første tilladelse, der er givet. For døren til auditoriet var ikke lukket. Den stod åben, så de, der med 100 procents sikkerhed kom for sent ikke skulle ulejlige sig med at åbne den, så deres overtrædelse af den velkendte regel ikke blev alt for tydelig. Nogle forsinkede medarbejdere satte sig da også helt uden at sige undskyld for, at de var kommet for sent. Det kunne tyde på dårlig opdragelse, med det afhænger i realiteten af, hvilken regel der faktisk er gældende.
Faktisk var mødelederen slet ikke gået i gang med sit indlæg, endnu en tilladelse givet til de forsinkede, og de øvrige medarbejdere så da heller ikke synderligt sure ud over den udviste manglende respekt. De vinkede smilende og signalerede »du er velkommen til at sætte dig her hos mig«, til trods for at forsinkelsen skyldes kø ved kaffemaskinen - en stimulans andre havde valgt fra i respekt for deres kollegaer.
Nu er alle tilsyneladende på plads. Døren lukkes, og mødelederen kan påbegynde sin præsentation. Det »akademiske kvarter« er gået - et besynderligt begreb, der grundlæggende er en generel tilladelse til at udvise manglende respekt for andres tid og fælles vedtagne regler - et begreb, der dækker over så mangeartede undskyldninger som, morgentrafik, kaffetørst, uventet vandladning (også stort), manglende parkeringspladser, ja sågar medarbejdere, der ikke kan klokken.
Jeg havde engang en mødeaftale med en chef, der i weekenden havde været i sit hjemland der lå i en anden tidszone, hvorfor det akademiske kvarter blev til mere end en time, fordi hun havde glemt at stille sit ur. Hun undskyldte ikke sin forsinkelse, men kunne bedre forstå, hvorfor det var så nemt at parkerer ved skolen, da hun afleverede sine børn.
Tilbage til mødet, hvor det berømte kvarter er gået. Endnu en forsinket medarbejder afbryder mødet med sin forsinkede entre, og her kommer endnu en tilladelse:
Mødelederen identificerer medarbejderen som værende vigtig, og giver ham et lille referat af, hvad hele forsamlingen allerede har hørt. Vi er da høflige og ordentlige mennesker i denne virksomhed, not?
Hvad gik der galt?
Hvis vi gentagne gange tillader overtrædelse af regler, og overtrædelse af reglen ikke har nogle konsekvenser, så eksisterer reglen ganske simpelt ikke mere. Tilladelserne ligger i vores adfærd, ikke i hvad vi siger. Tilladelser er gældende for alle regler, både de vigtige og de knap så vigtige, både på jobbet og i vores private liv.
Min kone kan stadigvæk ikke forstå, at vores søn ikke rydder op på sit værelse, nu hun nu har sagt det i 16 år. Når lugtgenerne overstiger hendes sarte grænser, og der vokser mug på de gamle pizzastykker, så ender det stadig med at hun ordner det.
Hvor længe vil du give din tilladelse til at kollegaer spilder din tid?
