Endnu en gang kommer webkonsulenthuset Valtech ud med et solidt regnskab med overskud før skat på 12 millioner kroner ud af en omsætning på 89 millioner kroner. Ifølge administrerende direktør Carsten Brogaard Jensen er det det næstbedste resultat i virksomhedens historie, som han dog trods den økonmiske krise nøjes med at betegne som »tilfredsstillende«.
»Allerede tidligt på året indså vi, at vi ikke ville være i stand til at fortsætte den helt exceptionelle vækst, som vi oplevede i rekordåret 2007. Årets resultat er derfor til dels påvirket af det vigende aktivitetsniveau i dansk erhvervsliv grundet den verdensøkonomiske afmatning og af øgede projekt- og lønomkostninger på grund af det tidligere overophedede arbejdsmarked,« siger Valtech-direktøren, som beretter om stigende efterspørgsel efter webanalyse, tracking og weboptimering, som årsagen til den forsatte fremgang
»Forklaringen på vores succes er, at vi skaber digitale løsninger, som skaber værdi for vores kunder, som vi kan måle,« siger Carsten Brogaard Jensen til CRN.
Det franskejede Valtech beskæftiger omkring 100 medarbejdere i Danmark og har på verdensplan cirka 1.100 ansatte. Herhjemme tæller kundekredsen virksomheder som Audi, IBM og Kuoni Travel. Desuden er Valtech for nylig kvalificeret som SKI-leverandør indenfor websites og elektronisk publicering.