I forbindelse med et jobskifte overtog jeg personaleansvaret for en medarbejder der var langtidssygemeldt på grund af arbejdsrelateret stress. Som chef i virksomheden følte jeg mig ansvarlig for hans tilstand, og kontaktede ham for at tilbyde en firmabetalt »hjælpepakke«.
Langt inde i samtalen kom medarbejderen med en indskudt sætning: »For øvrigt har min kone fundet en anden, og vi skal skilles«. Det viste sig efterfølgende at dette faktum i langt overvejende grad var årsag til stressen, og sygemeldingen fra arbejdet alene var et resultat af skilsmissen.
Af hensyn til medarbejderens integritet fastholdt jeg arbejdsrelateret stress som årsagen til fraværet i den interne og eksterne kommunikation. En beslutning jeg aldrig havde drømt om konsekvensen af, med et enormt omfang, der forgrenede sig langt ud over det, jeg fik direkte kendskab til.
Kollegaernes bemærkninger - »typisk for det her firma« - var utallige. Der lå en utvetydig ansvars- og skyldspålæggelse af virksomheden, ikke kun fra de nærmeste kollegaer, men fra alle afdelinger i virksomheden. Det virkede som om der opstod en fællesskabsfølelse, en slags solidaritet i »den arbejdsrelaterede stress’« hellige navn, der langt overskred reaktionerne ved fyring af en tillidsmand i renovationsbranchen. I grunden underligt da solidaritet som begreb i overenskomstmæssig forstand, ikke eksisterer i IT-branchen.
»Jeg er også stresset over mit arbejde«, var en lige så hyppig bemærkning fra kollegaerne, en slags advarsel til mig om en overhængende fare for en potentiel sygemelding. Det var som om, at stressen smittede, og jeg følte at bemærkningen blev brugt som en uskyldig hoste under en influenzaepidemi: »Jeg har nok også fået den«. Det var som om, der lå en de facto »Når han har stress af at arbejde i dette firma, så må jeg også ha’ stress, når jeg arbejder samme sted«.
Alle blev smittet og jeg registrerede konkrete sygedage fra kollegaer, som direkte konsekvens af den oprindelige sygemelding.
I den eksterne kommunikation til kunder, der midlertidigt skulle ha’ ny kontaktperson, blev jeg mødt med bemærkninger som »Behandler du ikke dine medarbejdere ordentligt?« Ja, der var sågar en kunde, der sammenlignede den konkrete personalesituation med et af virksomhedens produkter, han havde haft gentagne tekniske problemer med. Så stress smitter også kunderne, ja, og tilsyneladende også produkterne.
I det større samfundsmæssige perspektiv indgik de mange sygedage i statistikken over arbejdsrelateret stress, og bidrog derfor til en forankring og fastholdelse af, at arbejdsrelateret stress er en folkesygdom, på lige fod med rygsmerter og hjerte-karsygdomme. Nu indgik stressen i den større sammenhæng, og nu kunne mange lade sig smitte af statistikken.
Gad vide hvad det støtter os i, at kalde stress for en folkesygdom?
Det legitimerer vores ret til at tale om, hvor dårligt vi i grunden har det, og fjerner vores pligt til at tage ansvar for os selv.
I min nuværende beskæftigelse som coach møder jeg ofte stress som benævnelse for en overordnet tilstand, hvor ordet stress benyttes som synonym på en ubalance med en tendens til at pege på jobsituationen som synderen.
Det dybere spadestik viser dog ofte en sand mangfoldighed af mangeartede faktorer, der er medvirkende til at skabe ubalancen, og som hver især stiller krav til individuelle løsninger.
Vi bør behandle smitten af stress med lige så stor respekt, som vi gjorde for nyligt i forebyggelse af smitten af svineinfluenza, hvor vi satte skilte op overalt med forbud mod håndtryk, anbefalede at vaske hænder med desinficerende væsker, opfordrede til at sygefraværet var inklusiv inkubationstiden og meget mere.
Stress smitter, det gør, skilsmisser, ensomhed, sorg over dødsfald i familien, manglende evne til at sige fra, dårlig kommunikation, syge børn, m.m. IKKE!
… så et godt sted at starte var måske at være ærlige i kommunikationen af årsagen til sygefravær. Ved at luge ud i alt det, der ikke er arbejdsrelateret stress, bliver det måske nemmere at gøre noget ved det, der virkelig er arbejdsrelateret: Dårlig ledelse, kommunikation, samarbejde, uløste konflikter, manglende målsætninger etc.
Spørgsmålet kunne være om arbejdsrelateret stress er et must for medarbejdere i it-branchen. Det hører med, hvis man vil være i den her branche, har jeg hørt. Jeg har også hørt, at det er et udtryk for ikke at ha’ travlt nok, hvis man ikke er stresset.
Er nerven i it-branchen, at alle skal balancere på kanten af en sygemelding for at virke dynamiske, kreative og målrettede, og er det en smittekilde, der burde stoppes?
Hvor længe vil du smitte dine kollegaer?
