Injustice 2 er lidt af en afstikker.
Ikke kun er det fyldt til bristepunktet med superhelte, det introducerer også dem alle via en underholdende og velfortalt historie, der lader tegneserie verdenens dydsmønstre træde langt ud over deres normale grænser.
Men det er ikke alt, for Injustice 2 har også fra start mere indhold med i pakken, end hvad man normalt ser fra lignende spil efter de har været på markedet i et års tid og modtaget den første bølge af udvidelsespakker.
Som om det ikke alt sammen var nok, leveres Injustice 2 også i en grafisk indpakning så imponerende at her er tale om nogle af de bedste karaktermodeller på markedet, med ansigtsanimationer så gode at skuespillet rent faktisk fungerer og man ikke konstant bliver revet ud af oplevelsen grundet plastiklignende overflader og kejtede bevægelser.
Alt dette havde været imponerende hvis her var tale om et stort oplagt actionspil i tredjeperson - vi har allerede set eventyr som Uncharted, Tomb Raider eller Arkham-serien krydse mange af de samme punkter af.
Men Injustice 2 er ikke fyldt med platformssekvenser eller snigeri, men snarere hurtige slagkombinationer og specialtricks, for her er nemlig tale om et kampspil i stil med Mortal Kombat, Street Fighter og Tekken.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera
Ret skal dog være ret, for som titlen indikerer er hele denne kombination noget som udvikleren Netherrealm Studios allerede har forsøgt sig med før, både med den klassiske Mortal Kombat-serie, men naturligvis også med det første Injustice.
Forskellen er dog at det hele rent faktisk fungerer efter planen denne gang.
I stedet for blot at byde på en afpudset gentagelse af seriens forrige kapitel, er mulighederne således mange og frit valgbare allerede første gang man starter det hele op.
Det mest åbenlyse sted at starte er med historie-kampagnen, der bygger videre på den der blev fortalt i det første spil, men stadig gør det på en måde hvor nytilkommere også kan være med. Kender man kun de mange superhelte som deres sædvanlige duksetyper, venter der således lidt af en overraskelse.
Superman som diktator
Superman er blevet en diktator-lignende tyran efter, i det første spil, at være blevet narret af Jokeren til at dræbe Lois Lane. Det har medført at han ikke længere ser nogen grund til at skåne kriminelle typer, og i stedet hellere ser dem forvandlet til støv, hvilke har fået en række af superhelte og skurke som Wonderwoman, Black Adam og Bane, til at følge ham.
På den anden side står Batman der stadig ikke mener at døden er en løsning, og han støttes ligeledes af en række helte og skurke som Green Arrow, Lynet og Blue Beetle.
Det lyder måske alt sammen lidt fjollet hvis man ikke har læst en superhelte-tegneserie for nyligt, men historien er rent faktisk god, og så gennemsyrer den alle dele af Injustice 2 på en måde hvor man aldrig bliver revet ud af oplevelsen. Eksempelvis er det ikke kun i mellemsekvenserne at der er tid til at fortælle, men også forud for, og under de enkelte kampe, hvor udvikleren har haft nok overskud til at sætte hver enkelt kamp op med referencer og småfortællinger der cementerer at det hele ikke kun handler om Batman og Superman.
Skulle man ønske at starte et andet sted, kan man også give sig i kast med den mere basale "arcade mode", søge modstand online, eller i stedet give sig i kast med den enorme "Multiverse"-mulighed, hvor spillet for alvor åbner sine døre op.
Adgang kræver guild-medlemsskab
Multiverse foregår således online hvor et væld af parallel-verdner indeholder alskens forskellige udfordringer. Nogle er kun tilgængelige et par timer, andre kræver at man med medlem af en "Guild" med op til 50 andre spillere, og så er der naturligvis også de lidt mere simple af slagsen, der blot kræver at du er klar til at tæve en række af forskellige modstandere på helt standard vis.
Læs også: Anmeldelse: Switch-versionen af Mario Kart byder på få nyheder, men er stadig fantastisk
Belønningerne for at give sig i kast med Multiverse er mange, men mest lokkende er den enorme mængde "loot" der på bedste Diablo-vis lader dig udstyre alle spillets karakter med unikt udstyr, der resulterer i alt fra mere potente slag og spark, til en større livsbeholdning. Genrens regelbog bliver med andre ord igen kastet ud af vinduet, og alligevel får Injustice 2 det til at fungere på en måde hvor det virker som om det altid har hørt sig genren til.
Der er dog et humpel man lige skal bevæge sig over hvis man ønsker at begive sig i superhelte-slåskamp, for er kampspils-erfaringen indkasseret med titler som Tekken eller Street Fighter, har man en brat opvågning i vente. Netherrealm har altid gjort brug af en hurtigere og langt mindre realistisk tilgang i deres spil (og det siger alligevel noget) og det fortsætter her.
Figurer af alle slags størrelser slynges således gennem luften næsten unde nogen vægt, og kan reflekteres på mure og omgivelser som var de lavet af gummi. Kombinationerne skal man hurtigt lære - helst dem der holder modstanderen i luften hvor der ikke er mulighed for at blokere, for uden er chancerne ikke særligt store når man vover sig online.
Man forventes dog ikke at vide alt dette fra starten, og udvikleren har derfor taget sig tiden til at inkludere en stor omgang uudførlige træningsmissioner hvor man skoles godt i de mange muligheder.
Injustice 2 er ikke kun langt bedre end hvad der havde været rimelig at forvente, men også et af de bedste og mest originale kampspil i nyere tid. Mens jeg stadig fortrækker det mere finpudsede og velovervejede kampsystem fra Street Figther-serien, frem for det mere febrilske og kombinations-fokuserede der her findes, overvælder Injustice 2 på alle andre kanter og leder på enormt positiv vis. Et mere indholdsrigt og underholdende kampspil skal man lede lang tid efter.
Læs også: Anmeldelse: Heroes & Generals er en gratis fornøjelse med danske rødder
