For et par år tilbage erklærede en kommunal direktør på et lille møde med eksterne konsulenter, at det var kommunens ambition at være Danmarks førende big data-kommune.
Ok, sagde de høflige konsulenter, men i forbindelse med hvilken problemstilling?
Er det en problemstilling i ældreplejen? Eller jobcenteret? Eller måske for at se nærmere på trivsel blandt børn i Folkeskolen?
Det er ikke så meget hvor, svarede kommunaldirektøren, vi skal bare være Danmarks førende big data-kommune.
Det er en ikke bare en sand historie, der kunne optræde i en Dilbert-stribe, det er også meget mere almindeligt, end man skulle tro.
Hjørnekontorerne er fulde af beslutningstagere, der kan mærke, at noget med data er ved at ske og blive teknologisk muligt. Det er noget, som man bør reagere på. Noget, der kan skabe nye muligheder og som giver street-credit i VP-gruppen.
Men præcis hvad man kan, og hvordan man egentlig bør bruge det på sådan en almindelig gråvejrs tirsdag-formiddag, er ikke så nemt at definere.
Og det bliver jo heller ikke nemmere af, at de eksterne eksperter, som man har inviteret inden for, kommer med den ene idé efter den anden, som beslutningstageren godt ved vil skabe en masse intern ballade.
Så hvad skal man gøre?
Gør som de andre
Direktøren kan jo gøre som mange andre har gjort før ham: Ansæt nogle kloge hoveder, der ser på data på eksperimentel basis.
De kunne få nogle flotte computere, noget data fra forretningen og så for eksempel sidde i lokalet ud mod parkeringspladsen.
Hvis de finder noget genialt, så er det jo spændende. Direktøren kan fortælle om initiativet til vennerne, og så længe de sidder der, og resultaterne ikke forlader laboratoriet, så er der ikke risiko for bøvl i rækkerne på grund af forandringsprojekter. Genialt.
Hvis man skal udtrykke lidt forståelse for direktøren, så er det jo rigtigt, at forandringsprocesser skaber meget internt besvær og giver en omkostning for medarbejderne, der konstant er genstand for omstrukturitis - en af de herskende kilder til frustration næsten overalt på arbejdsmarkedet.
Men i stedet for at dyrke dataanalyse som hobby skulle man hellere tage og bruge dataanalyse som det redskab til forbedringer, som det vitterligt er - hvis det vel at mærke bruges rigtigt.
Og hvis man ønsker at få ro på bagsmækken ved at tage hensyn til medarbejdere, kan man jo overveje at starte forretningsudviklings-processen med at se på menneskerne og bruge dataanalysen til at lette frustrerende opgaver og frigive tid til der, hvor medarbejderne selv gerne vil have det i stedet for ledelsesinformation i et dashboard til økonomidirektøren.
Så det gælder selvfølgelig ikke om at være Danmarks førende big data-kommune eller landets førende bank inden for AI i finanssektoren eller Europas førende analytics-hospital.
Faktisk er selve ambitionen om at være landets førende inden for big data en meget stærk indikator for, at organisationen aldrig bliver landets førende noget som helst inden for big data – simpelthen fordi det er en defekt tankegang, som vil spænde ben for de mindre succeser, der er nødvendige for at ende med at nå det mål.
Det handler om at bruge avanceret dataanalyse så rigtigt og klogt, at det ikke handler om, hvordan man løste problemet, men om at produktionen er blevet bedre, organisationen mere effektiv eller medarbejderne mindre stressede.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os noget tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
