Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Lego-familien sætter trecifret millionbeløb i dansk it-virksomhed / Nyslået dansk direktør sætter sig i spidsen for 5G-virksomheden Gatehouse / Ny bestyrelsesformand for Unit IT

Lego-familien sætter trecifret millionbeløb i dansk it-virksomhed. Nyslået dansk direktør sætter sig i spidsen for 5G-virksomheden Gatehouse. Ny bestyrelsesformand for Unit IT. Fristen er udløbet: 250.000 kroner er på vej til en række danske SMV'ers cyberforsvar.

Der er blevet rettet i den sidste nyhed herunder: Her stod før, at en pulje på 50 millioner kroner, hvor SMV'er kan ansøge om op til 250.000 kroner i midler til forbedring af cybersikkerhed lukkede igår.

Dette er ikke korrekt, og er nu rettet. Man kan stadig nå at sende en ansøgning. Der er derimod åbnet en pulje på 50.000 kroner til blandt andet cybersikkerhed 4. april klokken 9.00.

God-alt-for-tidlig-morgen og velkommen til tirsdag og til dagens første nyhedsoverblik.

På de digitale tangenter er det i dag Ditte Vinterberg Weng, der har sammenstykket dagens første skriv.

Rigtigt god fornøjelse.

Lego-familien sætter trecifret millionbeløb i dansk it-virksomhed

40 procent af it-virksomheden Cookie Information har Kirk Kapital st sig på, som sit første opkøb i år.

Cookie Information er en af de største selskaber i Norden inden for samtykkeløsninger på nettet.

Kirk Kapital, der forvalter formuen for efterkommere af Lego-stifter Ole Kirk Christiansen, vil ikke præcist oplyse, hvad den 40 procents andel har kostet, men ifølge erhvervsmediet Børsen er der sandsynligvis tale om "et trecifret millionbeløb".

Børsen skriver også, at Cookie Information har mere end 3000 kunder, servicerer over 250.000 hjemmesider i 130 lande og blev sidste år kåret som gazellevirksomhed.

Cookie Information blev stiftet af partnerne Karsten Rendemann og Jonas Voldbjerg Andersen i 2011 og har til huse i København.

Cookie Information er ifølge Karsten Rendemann en hastigtvoksende virksomhed, der ifølge ham vækster med 100 procent årligt.

Nyslået dansk direktør sætter sig i spidsen for 5G-virksomheden Gatehouse

Data-as-a-service-virksomhed Gatehouse har fået nu administrerende direktør, og valget er faldet på danske Thomas Scott Jensen, der allerede har været 17 år i virksomheden.

Den i dag 49-årige nyslåede direktør kommer fra en post i selskabet som produktionsdirektør og vicepræsident i datterselskabet GateHouse SatCom.

"Som ny direktør for softwarevirksomheden håber han at kunne udnytte det enorme vækstpotentiale i det globale 5G-netværk," skriver Gatehouse på det sociale medie LinkedIn.

GateHouse SatCom arbejder med at skabe teknologi, der skal udvidde tilgængeligheden af 5G-netværket globalt.

"Virksomheden er inde i en utrolig interessant udvikling og står over for en spændende og skelsættende fremtid, hvor vi tror på, at vores løsninger kan komme til at spille en kæmpe rolle i et endnu meget uforløst marked," fortæller Thomas Scott Jensen om det arbejde, han står overfor til Børsen.

Ny bestyrelsesformand for Unit IT

Også i software-virksomheden Unit It skiftes der ud på toppen. Nina Østergaard Borris tiltræder som ny bestyrelsesformand for Unit It efter Michael Bjerregaard.

Nina Østergaard Borris, der er COO og medejer af Unit ITs moderselskab USTC, er også en del af Østergaard-familien, der ejer USTC.

Unit It leverer platformsuafhængige infrastrukturløsninger, der kan skaleres over tid.

Formandsskabsskiftet træder i kraft i juni i år, og den kommende formand sider selv om den nye titel:

”Jeg ser frem til at indtage formandsposten. Unit It har en meget kompetent bestyrelse, en stærk ledelse og nogle utrolig dygtige medarbejdere, så jeg glæder mig meget til at udvikle selskabet yderligere i de kommende år.”

Hun retter desuden en stor tak til Michael Bjerregaard for hans arbejde som formand.

”Virksomheden har opnået de strategiske mål, den satte sig for knap fem år siden, da jeg tiltrådte som bestyrelsesformand. Vores netop vedtagne treårs strategiplan afviger ikke væsentligt fra den forrige strategi, hvilket netop er et udtryk for, at vi er midt i en stabil og robust udvikling og har gjort de rigtige ting. Jeg føler derfor, at tidspunktet for at overlade posten til Nina er det helt rigtige”, siger den afgående formand Michael Bjerregaard.

Det skriver Unit It i en pressemeddelelse til Computerworld.

Fristen er udløbet: 250.000 kroner er på vej til en række danske SMV'ers cyberforsvar

Det er i dag slået 4. april, og en ansøgningpulje på på 50 millioner kroner er åbnet for ansøgninger. Puljen, hvor man kan få op til 250.000 kroner til cybersikkerhed, er én som regeringen i begyndelsen af marts præsenterede - SMV:Digitals cybersikkerhedspulje.

Puljen skal styrke danske virksomheders cybersikkerhed som følge af krigen i Ukraine, der hurtigt kan eskalere det digitale trusselsbillede i Danmark.

Det betyder, at små- og mellemstore virksomheder mellem 2 og 249 medarbejdere til 4. april kan søge tilskud til at styrke deres cybersikkerhed med op mod 250.000 kroner. Penge der kan bruges til investering i teknologi, IT og rådgivning.

Når puljen lukker går behandlingen af ansøgningerne i gang, og inden længe får en række SMV'er midler til at lave større investeringer i deres cyberforsvar.

Find mere om puljerne her.