Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
For de, der arbejder meget udenfor, virker Samsung NC215S som en ganske smart løsning. For de, der ikke gør, kan det blive lidt af et besvær at slæbe den ud i haven, hver gang den skal lades. Heldigvis kommer den da også med et almindeligt batteri, så den kan lades i stikkontakten.
Formelt er der tale om en ganske ordinær netbook med 10,1"-skærm, 1,66GHz Intel Atom N455 eller N570 med integreret grafik, 1GB ram og 250GB eller 350GB harddisk samt vga-udgang, usb-porte og 4 i 1-kortlæser.
Det eneste, der adskiller den fra den store mængde af lignende maskiner, er låget, som er iklædt solceller, der giver computeren energi nok til en times brug efter to timers opladning. Med det indbyggede sekscellede batteri får du dog hele 14,5 timers batterilevetid, så spørgsmålet er, hvor tit man får brugt den grønne energikilde. Nok ikke så tit, når man har sommervejr som det, vi oplever lige nu.
I første omgang er Samsung NC215S dog heller ikke tiltænkt os i det kolde nord. Efter at være ude nogen tid i Afrika lanceres den nu i Rusland, men hvorvidt den kommer videre hertil på et tidspunkt, er endnu uvist.