Artikel top billede

(Foto: PR-Foto / Line Thit Klein)

Power rykker ind i Sverige: Overtager 29 MediaMarkt-butikker med 1.300 medarbejdere

Den danske elektronikkæde Power rykker med købet af 29 MediaMarkt-butikker ind i Sverige.

Den danske elektronik-kæde Power rykker ind på det svenske marked, hvor selskabet overtager 80 procent af 29 MediaMarkt-butikker.

Sælger er det tyske selskab MediaMarktsSaturn, som beholder de resterende 20 procent af MediaMarkt-kæden i Sverige.

Med købet følger omkring 1.300 medarbejdere og en omsætning på 5,3 milliarder svenske kroner.

“Medarbejdere, butikker, kontorlokaler og distributionssystemer er omfattet af opkøbet, som forventes gennemført i sommeren 2023. Power overtager samtidig alle kundeforpligtelser og kundegarantier,” meddeler Power.

Power er allerede tilstede i Danmark, Norge og Finland. Med købet af de 29 butikker tilføjes det svenske marked altså nu til porteføljen.

Med tilføjelsen af de 27 svenske butikker, kommer Power nu op på i alt at have 269 butikker i de fire nordiske lande.

Topchef Jesper Boysen siger, at det svenske marked har været ‘den manglende brik’ for Power-koncernen.

“Sverige er jo et gigantisk marked, og selvfølgelig skal Power også være tilsted her,” siger han.

De 29 svenske MediaMarkt-butikker vil i den kommende tid få udskiftet skilte og lignende fra MediaMarkt til Power.

“Jeg er sikker på, at overtagelsen får kæmpe værdi også for vores kunder her i Danmark, fordi den øgede konkurrence kommer til at smitte af i sortiment og tilbud – også på det danske marked,” siger Jesper Boysen.