Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

Fujitsus offentlige kontrakter skal kulegraves i kølvandet på stor it-skandale

Selvom skandalen har været kendt i mange år, så er der kommet fornyet fokus efter en ny tv-udsendelse satte fokus på Post Office-skandalen i begyndelsen af 2024.

Politikere vil kulegrave alle Fujitsus kontrakter med det offentlige i kølvandet Post Office-skandale

Britiske parlamentsmedlemmer har rettet henvendelse til landets skatteministerium for at kræve oplysninger om alle offentlige kontrakter med Fujitsu, mens den japanske teknologileverandør kæmper for sit offentlige image i kølvandet på Post Office-skandalen om Horizon-systemet.

Skatteudvalget har bedt om oplysninger om kontrakter ved 21 ministerier og organisationer inden for skatteministeriets sektorer, herunder Skattevæsenet.

Blandt spørgsmålene ønsker parlamentsmedlemmerne at vide, om kontrakter er blevet tildelt gennem åbne konkurrencer eller direkte. "Hvis en kontrakt blev tildelt direkte, bedes begrundelsen oplyses," står der i det åbne brev, skriver The Register.

Mediet har tidligere beskrevet flere Fujitsu-kontrakter på både centralt og regionalt niveau, som blev fornyet uden konkurrence.

Senest er der sket en kontraktforlængelse på to millioner britiske pund - 17,4 millioner kroner - ud over den eksisterende kontrakt på 4,6 millioner britiske pund - 40 millioner kroner - om at drive Storbritanniens oversvømmelsesadvarselssystem.

Forlængelsen blev tildelt efter angivelige forsinkelser med at finde en erstatningssupplier.

Post Office-skandalen

Fujitsu er i øjeblikket involveret i Post Office Horizon-skandalen, hvor 736 lokale filialledere i landets postvæsen uretmæssigt blev dømt for svindel.

Det har dog senere vist sig, at der ikke var tale om svindel, men i stedet fejl i Horizon-systemet.

Den offentlige undersøgelse af skandalen fokuserer på implementeringen af Fujitsus fejlbehæftede Horizon-regnskabssystem, der lavede fejl i beregningerne af finanserne i lokale postkontorer.

De mange fejl endte med at ødelægge livet for mange af de ansatte på postkontorerne, der blev anklaget og dømt for svindel.

En del af dem endte med at gå konkurs, mens andre endte med at tage deres eget liv.

Selvom problemet har været kendt i årevis, og undersøgelsen nu er inde i sit tredje år, steg den offentlige interesse for skandalen efter en tv-udsendelse, der dokumenterer sagen, blev sendt i britisk tv 1. januar i år.

Fujitsu har allerede skrevet til den britiske regering for at bekræfte, at de ikke længere vil byde på opgaver i den offentlige sektor, mens den igangværende undersøgelse af Post Office-skandalen pågår.

Den britiske premierminister Rishi Sunak har lovet at fremskynde frifindelser og erstatning.