Artikel top billede

(Foto: Netcompany/PR)

Netcompany genvinder kontrakt til trecifret millionbeløb

Netcompany bliver igen storleverandør til Landbrugsstyrelsen. Kontrakten har værdi af et trecifret millionbeløb.

De næste fire år skal Netcompany stå for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af Internet Markkort, der er Landbrugsstyrelsens system.

Aftalen har en værdi af et trecifret millionbeløb. En nærmere værdi er dog ikke specificeret.

Det skriver Landbrugsstyrelsen på LinkedIn.

Beregner milliarder i landbrugsstøtte

Internet Markkort-systemet spiller en vigtig rolle i styrelsens arbejde med at sikre korrekt og hurtig udbetaling af landbrugsstøtte, da det giver både Landbrugsstyrelsen og ansøgerne mulighed for at lave præcise opmålinger af deres marker.

Det er på den grundlag af disse opmålinger, ansøgernes tilskud bliver beregnet.

Systemet vil i forbindelse med den aktuelle ansøgningsrunde blive brugt af mere end 30.000 ansøgere.

”Vi har landet en vigtig aftale, som vi er meget tilfredse med. Den sikrer, at vores system er i trygge hænder hos Netcompany som også har stået for systemet i den seneste aftaleperiode. Internet Markkort spiller en vital rolle, når vi hvert år udbetaler mange milliarder kroner i landbrugsstøtte til landbrugerne. Vi ser derfor frem til et fortsat godt samarbejde, som landbrugerne vil få stor glæde af”, siger vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Jon Simonsen.

Internet Markkort har tidligere vundet en innovationspris.