Artikel top billede

(Foto: Microsoft/PR / Stephen Brashear)

Microsofts hovedkvarter i lockdown: Aktivister har stormet Brad Smiths kontor

Microsofts hovedkvarter i Redmond, Washington, blev midlertidigt lukket ned mandag, da aktivister brød ind i selskabets bygning og indtog præsident Brad Smiths kontor.

Aktivister stormede mandag bygning 34 på Microsofts hovedkvarter i Redmond, hvor det lykkedes at bryde ind på Brad Smiths – vicepræsident og næstkommanderende i Microsoft – kontor.

Aktivistgruppen, der kalder sig No Azure for Apartheid, protesterede mod Microsofts cloud-kontrakter med Israel.

Under aktionen råbte de slagord, hang bannere op og overleverede en fiktiv stævning mod Brad Smith for “forbrydelser mod menneskeheden”, hvilket de livestreamede på gaming- og streamingplatformen Twitch.

Brad Smith stillede senere på dagen op til et improviseret pressemøde, hvor han oplyste, at syv personer blev fjernet af politiet og anholdt for blandt andet ulovlig indtrængen og forhindring af politiarbejde.

"Sådan en handling er ikke nødvendig for at få vores opmærksomhed og risikerer at fjerne fokus fra den reelle dialog, vi har internt i Microsoft," lød det fra Brad Smith.

To af demonstranterne er aktive Microsoft-medarbejdere, mens en tredje tidligere har arbejdet i Google.

Ifølge The Verge deltog både nuværende og tidligere ansatte i protesten – herunder personer, der tidligere er blevet fyret på grund af aktivisme.

Protesterer over Microsofts masseovervågning

Baggrunden for protesterne er ifølge TechCrunch, at Microsofts Azure-cloud er blevet brugt af den israelske efterretningstjeneste Unit 8200 til at opbygge et omfattende overvågningssystem, der siden 2022 har lagret en enorm mængde optagelser af mobilopkald foretaget af palæstinensere.

Ifølge den britiske avis The Guardian blev projektet godkendt under et møde i 2021 mellem Microsofts topchef Satya Nadella og lederen af Unit 8200, Yossi Sariel, hvor Satya Nadella ifølge avisen sagde ja til at stille en isoleret og skræddersyet del af Azure-platformen til rådighed for den israelske tjeneste.

Microsoft har siden hævdet, at Satya Nadella ikke var bekendt med, hvilken type data der ville blive lagret.

En række lækkede interne dokumenter samt interviews med både Microsoft-ansatte og tidligere medlemmer af den israelske efterretningstjeneste viser dog ifølge The Guardian, hvordan Azure konkret er blevet brugt til at understøtte overvågning i de palæstinensiske områder.

Protesten mod Microsoft er den seneste eskalering i en bølge af aktivisme rettet mod tech-giganternes samarbejde med Israel. I april 2024 gennemførte Google-ansatte lignende aktioner i New York og Californien i protest mod Project Nimbus – en milliardkontrakt, hvor Google og Amazon leverer cloud- og AI-værktøjer til den israelske stat.

Også her blev aktionen livestreamet på Twitch, og flere deltagere blev fyret efterfølgende.