Der var engang, hvor Apple lagde vejene øde og sendte alverdens medier i breaking-mode, når en ny iPhone skulle præsenteres.
Men det er som om, at entusiasmen ikke længere er helt den samme
Måske fordi innovationen er blevet mere inkrementel, priserne er blevet højere eller måske handler det om rammerne.
For hvor tidligere tiders præsentationer foregik foran et publikum af begejstrede fanboys, består præsentationerne i dag af pæne og næsten lidt for sirlige, forproducerede marketingsvideoer.
Det var også tilfældet tirsdag aften.
Som sædvanligt var det Apples topchef Tim Cook, der i den første scene byder velkommen foran Apples hovedkvarter, Apple Park, på hvad der ligner en smuk californisk efterårsmorgen.
Rammer, der ser ud til at bekomme topchefen lidt bedre, end da vi i weekenden så ham sidde til bords i Det Hvide Hus sammen med en række andre tech-topchefer, der konkurrerede om, hvem der på mest skamløst vis kunne smigre den amerikanske præsident Donald Trump.
Her til aften blev der dog hverken talt om handelskrige eller toldsatser.
I stedet bød den lidt mere end time lange præsentation på en lind strøm af nyheder.
Det, folk har ventet mest spændt på, er givetvis de nye iPhones, og her havde Apple intet mindre end tre nye telefoner klar.
Lad os tage et kig på dem herunder:
iPhone 17
Den billigste af de nye iPhones bliver iPhone 17.
Den har fået en skærm på 6,3 tommer, hvilket er en anelse større end den på 6,1 tommer, som iPhone 16 var udstyret med.
Skærmen er også blevet mere lysstærk og, takket være den nyeste version af Apples såkaldte Ceramic Shield, mere hårdfør.
Samtidig er den blevet udstyret med den helt nye udgave af Apples egen chip, A19, der betyder, at telefonen skulle være dobbelt så hurtig som en iPhone 13.
Prisen begynder ved 7.499 kroner for 256 gigabyte
iPhone Air
Mest spænding har der måske været om den nye iPhone Air, som der længe har floreret rygter om.
Nu blev den endelig præsenteret, og med sin ultratynde profil bringer den lidt tiltrængt energi ind i Apples iPhone-kollektion, der har været præget af designmæssig stilstand, siden iPhone X blev lanceret i 2017, og chefdesigner Jony Ive to år senere forlod selskabet.
Det nye iPhone Air-kabinet i titanium er blot 5,6 millimeter tyndt, hvilket gør den til Apples tyndeste iPhone nogensinde.
”Et paradoks,” kalder Apple telefonen med henvisning til, at den på trods af sit skrøbelige og sarte udseende skulle være Apples hidtil mest hårdføre iPhone og takket være den nye A19 Pro-chip samtidig byder på enorm regnekraft.
Det mest åbenlyse kompromis er dog, at den kun er udstyret med to kameraer: et selfie-kamera og et enkelt kamera på bagsiden.
Apple understreger dog, at kameraet er ganske avanceret med sensor-shift OIS, 48 megapixel og dobbelt zoom.
Men hvad med batteritiden, tænker du måske?
Apple hævder, at iPhone Air vil have såkaldt ”all day battery life.”
Det kunne dog lyde som en tilståelsessag, når Apple samtidig præsenterede en ny, tynd powerbank, der magnetisk kan fastgøres på bagsiden af iPhone Air.
Spørgsmålet er dog, om vi også bør benytte lejligheden til at overveje om det batterierne i vores telefoner, der i dag er for små, eller om det snarere er vores skærmafhængighed, der er blevet for stor?
Skærmen er i øvrigt på 6,5 tommer, og prisen starter ved 8.999 kroner for 256 gigabyte lagerplads.
iPhone 17 Pro
Vil du have den længste batteritid, det bedste kamera og den mest kraftfulde telefon, er der dog ingen tvivl om, at du skal vælge iPhone 17 Pro.
Den har ifølge Apple det største batteri i en iPhone nogensinde, og ved præsentationen blev det understreget, at det avancerede kamerasystem gør telefonen til det perfekte valg for det, vi på moderne dansk kalder ”content creators.”
Kamerasystemet byder på tre objektiver på 48 megapixel og helt op til 8x optisk zoom.
Ifølge Apple er det den mest kraftfulde iPhone nogensinde, hvilket blandt andet skyldes en ny såkaldt vapor chamber, der giver forbedret køling af A19 Pro-chippen. CPU og GPU har således en ydeevne, der er 40 procent bedre end iPhone 16 Pro.
Skærmen på iPhone 17 Pro er på 6,3 tommer, mens den også fås i en Max-udgave på 6,9 tommer.
Standardversionen koster 9.999 kroner for 256 gigabyte lagerplads, mens Max-udgaven koster 1.000 kroner mere.
Udover nye iPhones blev der også præsenteret nye Apple Watch-modeller, ledsaget af en lang række Kleenex-fremkaldende vidnesbyrd fra folk, hvor Apple Watch har reddet deres liv.
Dem springer vi dog over og går direkte til urene.
Apple Watch Series 11
Den mest bemærkelsesværdige funktion i det nye Apple Watch er en funktion, der muligvis kan redde dit liv.
For Apple Watch Series 11 har fået indbygget en ny funktion, der gør det muligt at diagnosticere forhøjet blodtryk.
Uret kan dog hverken fortælle dig, hvad dit blodtryk er, og Apple understreger, at det næppe kan identificere alle tilfælde. Til gengæld kan sensorerne på baggrund af data fra de seneste 30 dage identificere mønstre, som kan indikere forhøjet blodtryk.
I de tilfælde vil du modtage en advarsel og en opfordring til at søge læge.
Sover du med dit Apple Watch på, vil Series 11 også som noget nyt kunne vurdere kvaliteten af din søvn. Hver morgen modtager du en såkaldt ”sleep score” på en skala fra 0 til 100.
Apple Watch Series 11 får desuden forbedret batteritid. Tidligere lovede Apple mindst 18 timers batteri på en opladning, men nu er tallet hævet til 24 timer.
Samtidig er uret blevet mere modstandsdygtigt over for ridser, og vælger du versionen med mobilforbindelse, vil du nu kunne få glæde af 5G i stedet for LTE.
Prisen begynder ved 3.499 kroner for 42 millimeter-udgaven og 3.799 kroner for den større på 46 millimeter.
Apple Watch Ultra 3
Det mest hårdføre Apple Watch er Ultra 3.
Udover de samme blodtryks- og søvnfunktioner som Series 11 er Ultra 3 udstyret med en skærm, der både er mere lysstærk og en anelse større end i forgængeren.
Det er blevet muligt ved at indskrænke kanten på skærmen, hvilket betyder, at selve uret ikke er vokset.
Apple Watch Ultra 3 har også fået satellitforbindelse, så du kan tilkalde hjælp, hvis du er ude for en ulykke et sted uden mobildækning.
Batteritiden er samtidig forbedret fra 36 til 42 timer.
Prisen for Apple Watch Ultra begynder ved 6.999 kroner.
Apple Watch SE 3
Det billigste Apple Watch er SE-varianten, som nu også er kommet i en opdateret version.
Her får du en always-on-skærm, en nyere og hurtigere chip og hurtigere opladning. Sidstnævnte betyder, at uret nu oplades dobbelt så hurtigt som Apple Watch SE 2.
Apple Watch SE 3 har en startpris på 1.999 kroner for 40 millimeter-versionen, mens
storebroren på 44 millimeter begynder ved 2.299 kroner.
AirPods Pro 3
Sidst men ikke mindst bød aftenens præsentation på en ny version af Apples AirPods Pro.
Du får en mere kraftfuld bas, en bredere lydscene og endnu bedre aktiv støjreduktion med de nye AirPods Pro 3.
Som der længe har været rygter om, har de også fået en indbygget pulsmåler. Det betyder, at du via Apples fitness-app kan få træningsdata fra dine AirPods, som du tidligere kun kunne få med et Apple Watch.
AirPods Pro 3 har desuden otte timers batteritid hvilket er to timer mere end forgængeren. Samtidig er det blevet mere modstandsdygtige over for vand og sved.
Prisen lander i Danmark på 1.999 kroner.