Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Vi er midt i efterårsferien og jeg har tænkt store, nærmest filosofiske tanker om AI.
(Bare rolig: I næste uge er vi tilbage i det konkrete AI, hvor man ikke kan få den til at gøre det, man ønsker ift. Word-skabeloner og lignende lavpraktiske ting).
Men i dag skal vi altså være lidt filosofiske. Vi skal sammenligne AI med Excel.
Hvis I har lyst, kan I læse lidt historie (ganske kort) om selve idéen bag et elektronisk regneark, og BBC har tillige en skøn gennemgang af, hvordan Visicalc blev overhalet af Lotus 1-2-3, som blev overhalet af Excel her.
Da VisiCalc kom frem i 1979 slog man alarm i revisionsbranchen, da man mente, at hele branchen ville dø i løbet af max fem år, fordi alle og enhver nu kunne gøre det, som revisorerne ellers havde været ene om i århundreder.
Og uden elektroniske regneark ville der sikkert også arbejde mange flere i branchen i dag - til gengæld er der opstået mange andre jobs, der ikke fandtes dengang, alene på grund af de muligheder, som regnearksprogrammer gav den almindelige medarbejder.
Hvad nu, hvis OpenCalc dukkede op i dag?
Men lad os lave et tankeeksperiment: Hvad ville der ske, hvis et firma ved navn OpenCalc pludseligt introducerede et uhyre kraftfuldt, dybt avanceret, interaktivt regnearksprogram for hele jorden i dag?
Et program, der gjorde det muligt for helt almindelige mennesker nederst i kontor-landskaberne at lave ufatteligt avancerede programmer og databaser uden kontrol eller supervision?
Jeg tror, at alle ville slå alarm.
Jeg tror, at juristerne ville gå i selvsving.
Jeg tror, at EU ville haste-indføre en “Spreadsheet Act” for at forhindre kaos og anarki.
Jeg tror, at de sociale medier ville flyde over med talrige eksempler på, at regneark kunne tage fejl i nogle meget specifikke tilfælde.
Jeg tror, at alle danskere i løbet af kort tid ville kunne fortælle en skrækhistorie om en lille pølsemand i Esbjerg, der gik konkurs fordi han stolede på sit regnearksprogram, og … ikke mindst…
… jeg tror, at en regering ét eller andet sted ville sagsøge et revisionsfirma, fordi de havde “snydt” og lavet deres regnskab ved hjælpe af det nye program i stedet for med papir, kuglepenne og regnestok - men sat det samme antal timer på regningen, som de plejede.
Men det skete jo ikke dengang i slut-1970’erne og 1980’erne.
Ingen greb ind og forbød regnearksprogrammerne, så de gik deres sejrsgang af én eneste grund:
De gav helt almindelige mennesker mulighed for at lave ting, som de ellers aldrig havde haft mulighed for.
Alle kunne nu programmere uden at kunne programmere og simulere alt muligt uden at booke sig ind på store supercomputere med hjælp fra meget dyre og meget specialiserede mennesker.
Alle kunne pludselig lave deres eget bogholderi og regnskab, og Excel bruges i dag som database, projektstyringsværktøj og tusindvis af andre ting, som det slet ikke var beregnet (!) til.
Ja, det var low-code og no-code for første gang. Ja, det var demokratisering af programmering og computere.
Og nej, det blev ikke stoppet af jurister og EU, selvom det betød anarki og manglende “governance” (som man ikke engang havde opfundet dengang).
Farvel til data-disciplin, goddag til data-kaos
Som gammel database-mand kan jeg tilføje, at det til alle tider, og stadigvæk i dag, fylder os database-folk med rædsel, at der findes så mange versioner af “sandheden” rundt om på pc'er og fællesdrev, og at ingen sørger for, at der “er styr på” al den vigtige data, som flyder rundt i virksomheden.
“Data Governance” er blot det seneste modeord for det skrøbelige håb, der stadig findes hos nogle af os, om at have styr på det vigtigste af alt, nemlig virksomhedens data.
Men når selv de øverste chefer elsker at lege med Excel, så bliver det nok ikke forbudt foreløbigt.
I dag er situationen stadig den, at alle kan benytte Excel helt frit, og at ingen fører centralt tilsyn med de tusindvis af regneark, der findes og bruges hver dag i organisationerne.
Menneskeheden har overlevet, gjort fremskridt og har nok også svært ved at fungere uden disse anarkistiske og kaotiske regneark, der lever og trives på både pc-skrivebordet og på fællesdrevet.
Alle forsøg på at begrænse anvendelsen af Excel er slået fejl. Alle forsøg på at centralisere og kontrollere er slået fejl. Fordi alle kan lide det og alle har fordel af det.
Hjælp! Vi kan ikke styre AI!
Og det leder mig til et fantastisk LinkedIn-indlæg, som jeg faldt over i går, hvor en erfaren og dygtig AI-mand pludselig har “second thoughts” om dette AI-monster, som vi jo bare bruger helt vildt alle sammen, selvom sølvpapirshattene, juristerne og tyskerne i EU forgæves søger at forhindre det.
Lige da ChatGPT kom frem (november 2022 - det er snart tre år siden) forbød de store, amerikanske investeringsbanker deres ansatte at bruge det, fordi man var bange for sagsanlæg.
Man måtte efterfølgende konstatere, at anvendelsen af private smartphones steg kraftigt i arbejdstiden, fordi folk så brugte ChatGPT’s app i stedet - for de ville IKKE undvære denne nye superkraft.
Øget velfærd og mere frihed gennem flere regler
Men vi står et andet sted i dag, end vi gjorde i 1979, da Visicalc kom frem: I dag er DJØF-laget så overvældende stort og magtfuldt, at de kan stoppe det meste og forsinke resten.
De fleste offentlige virksomheder i Danmark har for eksempel valgt at lave et udvalg med 15 jurister uden forståelse for, endsige erfaring med, AI, der skal lave regler, governance, best practices, politisk korrekt undervisning og alt muligt andet FØR man overhovedet begynder at overveje, om AI skal indføres og uden, at man aner, hvad det kan bruges til.
EU har med AI Act trukket et ret linje mellem et startpunkt i voldsom bevægelse og et komplet ukendt slutpunkt, hvilket selvfølgelig medfører, at ingen kan håndhæve noget som helst, og at ingen ved, hvad i alverden de skal gøre.
Hvorpå EU lancerer diverse meget dyre kæmpeinitiativer for at få os op på omgangshøjde med USA, Kina og Indien, der drøner derudad og bare vil bruge AI i vildskab.
Vi vil jo ikke komme bagud, vel? Men samtidig vil vi heller ikke risikere noget.
Så vi lovgiver i vildskab for at forhindre brugen af AI og sætter samtidig som mål, at 75 procent af alle virksomheder i EU skal bruge AI inden 2030. True story.
En stor, dansk-amerikansk undersøgelse i 2024 af 100.000 danskeres AI-brug viste, at kun én gruppe ville overholde et forbud mod at anvende AI til arbejdsmæssige formål, nemlig kvinder med en akademisk baggrund. Alle andre grupper ville ignorere det.
Senere undersøgelser har dog påvist, at de pæne, akademiske 12-tals-piger efterhånden bruger AI næsten lige så meget som alle andre.
Status i dag er derfor, at man kan dele private og offentlige virksomheder op i to grupper:
Dem, der tillader deres medarbejdere at anvende AI i det daglige arbejde, og dem, der ikke tillader det.
Og man kan tilsvarende dele medarbejderne op i to grupper: Dem, der indrømmer, at de bruger AI, og dem, der ikke indrømmer det. For alle bruger det.
Og jeg kan røbe i dette lukkede forum, at også juristerne bruger AI alle steder. De er bare gode til at skjule det, og de er i stand til at lyve om det uden at det lyder, som om de lyver.
AI-Skam og Skygge-AI er nye fænomener på jobbet
Så vi skal forholde os til to nye fænomener på arbejdspladsen:
AI-skam, fordi man ikke tør indrømme, at man bruger det, og skygge-AI, det vil sige, at det bruges, men fordi organisationen ikke officielt tillader det, forbliver det skjult og udokumenteret, selv om alle ved, at det findes.
Skam og skygge. Dér er en titel på en bog, der nok snart bliver skrevet.
Kan I nu alle hygge jer med jeres regneark og AI-chats - i næste uge vil jeg prøve at kombinere de to ting 🙂. Skriv også gerne til mig på mogensxy@gmail.com og fortæl mig, at man slet ikke kan sammenligne regneark og AI-chatbots.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
