Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For første gang i nok hundreder af flyvninger stillede jeg mig selv det spørgsmål.
Den lille prik ude til højre, mens vi sank ned mod Københavns Lufthavn for noget tid siden, lignede i hvert fald ikke noget fly, jeg kender.
Jeg finder aldrig ud af, om det rent faktisk var en drone. Det, jeg ved, er, at få minutter efter vi stod stille ved gaten, lukkede hele lufthavnen ned på grund af droneaktivitet i området.
For et par uger senere gik brandalarmen på vores kontor i Stockholm. Øvelse.
Vi tømte bygningen, 24/7-SOC inklusive, for endnu en velkendt falsk alarm.
Denne mandag morgen var det en beskadiget køreledning, der ødelagde togtrafikken ind til København H. Kort efter, blev en person set gå på sporet, og så stod hele nettet stort set stille.
Tre tilfældige eksempler fra min hverdag inden for de seneste måneder.
Du kender selv mange flere. Små hændelser hvor der skal forbløffende lidt til, før de får store konsekvenser.
Alligevel, når vi matematisk åbner risikoregnarket og roligt sætter "mislykket backup-gendannelse" til sandsynlighed 3, konsekvens 5 = risiko 15, så er de her uhåndterlige kritiske hændelser ofte ikke repræsenteret med den vægt, de fortjener.
Hvorfor bliver vi ved med at gemme de uhåndterlige risici?
Simpelt. De fleste af dem er ekstremt svære eller umulige at fikse ordentligt.
Uanset hvor kloge og velmente vi eksperter er, koster modforanstaltningerne typisk langt mere, end en enkelt hændelse nogensinde ville gøre skade for.
Og når vi står med en risiko, vi reelt ikke har noget godt svar på, så er min erfaring, at vi ofte stikker hovedet i busken og håber på det bedste.
Det er ikke optimalt, men jeg har 100 procent forståelse for, at det sker, især i de mindre og mellemstore virksomheder.
Vi bruger, med rette, millioner på redundante linjer, cold sites og genopretningsplaner, og alligevel kan det hele kollapse, fordi en fuld fisker slæber sit anker hen over et søkabel (det skete, jeg var der selv, søværnet), fordi nogen ringer en bombetrussel ind, eller fordi en drone til 1.000 kroner fra Temu flyver skævt.
Jeg påstår ikke, at jeg ligger inde med smarte tekniske løsninger på droner, bombetrusler eller folk på jernbanesporene.
Men vi kan starte et andet sted: med én simpel plan, der virker i virkeligheden, i stedet for 10 perfekte på papir.
Start med at have en plan til at starte med
Jeg har ofte set selv større organisationer der manglede blot én side med:
• opdaterede opkaldslister (interne, leverandører, forsikring, myndigheder, ham med nøglen til nødstrømsrummet)
• hvem der har kommandoen, hvem der er stedfortræder, hvem der beslutter hvad, hvem der taler udadtil,
• og et par realistiske nødløsninger, så virksomheden ikke dør helt.
Ofte er det vigtigste, dine kunder har brug for, blot at kunne ringe til nogen, der tager telefonen.
Viderestil supportnummeret til mobiltelefoner og lad folk arbejde hjemmefra eller fra nærmeste kaffebar. Det alene holder forretningen i gang, mens I ordner det større rod.
Ikke et magisk fix
Vi slipper aldrig af med de her høj-sandsynlighed, høj-konsekvens-risici, der griner af vores dyre forberedelser.
Men vi kan holde op med at lade som om, de ikke findes.
Find dem, skriv dem ned, og hav en basal plan, der virker, når næste forudsigelige eller tilfældige katastrofe dukker op.
For dronen er fuldstændig ligeglad med, hvad vi skrev i celle H42.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.