AI-lab #35: Pludselig er det blevet dyrt at anvende AI, og folk reagerer, som de altid har gjort

AI er pludselig blevet dyr at anvende, og folk reagerer ligesom de altid gør, når de har vænnet sig til noget, der både er billigt og godt: Med raseri, frustration, protester og så videre. Men dyrere bliver det, og det er fair nok.

Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Så blev det onsdag og AI-lab #35 er på gaden, som man sagde i gamle dage.

Emner er der nok af i denne uge:

- Prischok! AI skal nu koste mere.

- DTU’s hackathon: Et glimt af fremtiden.

- Palme-projektet. Kortlægning af arbejdsgange og -processer på én dag.

- Agenterne kommer.

- Invester IKKE i software.

- Emergence World - en FANTASTISK simulation.

- Tip: En god prompt til sammenskrivning

Lad os komme i gang.

Prischok! AI skal nu koste mere

At man for 179 kroner om måneden har kunnet bruge en virkelig kraftig AI ad libitum døgnet rundt har været megafedt. Jeg har i hvertfald nydt det.

Jeg har også adgang til Enterprise-modellen via min arbejdsgiver, og dér har man også adgang til den umådeligt kraftfulde Pro-model (den, der løser gamle matematik-problemer med mere). Alt sammen fantastisk.

Men også noget, der har givet et gigantisk underskud for leverandøren.

Anthropic var de første: Claude Code blev pludselig voldsomt dyr at bruge (forbrugs-betalt), og det gav dem hurtigt virkeligt gode indtægter, for folk var selvfølgelig villige til at betale for gode ydelser/produkter.

Et eksempel på, hvordan OpenAI følger trop, kommer fra min arbejdsplads.

Hidtil (det seneste år) har det kostet virksomheden 40 dollar per bruger per måned. Nu FALDER det til 33 dollar - men til gengæld indføres en ny model, hvor vi tildeles 600 “credits” per bruger per måned, og så er reglerne følgende:

Thinking-modellen (uanset niveau man sætter den til): 10 credits per prompt. 6. Pro-modellen og Deep Research: 50 credits. Agent: 30. Billede: 5. Instant (som jeg kalder smart-i-en-fart) er gratis.

Så nu skal vi alle til at vænne os til at tænke i “credits” og bruge de forskellige modeller mere bevidst. Og til at betale mere nu og da.

Folk reagerer ligesom de altid gør, når de har vænnet sig til noget, der både er billigt og godt: Med raseri, frustration, protester og så videre.

Det skete også under oliekrisen i 1973, hvor “simple” løsninger a la “lad os blive fri for afhængigheden af olie” florerede.

Men selvfølgelig vænner vi os også til dette, for AI er fantastisk nyttigt at bruge.

Lokale, gratis modeller vil blive mere udbredte, diverse tredjeparts-løsninger, der kan optimere ens pengeforbrug vil komme frem og så videre. Men dyrere bliver det, og det er fair nok.

DTU’s hackathon: Et glimt af fremtiden
Jeg roser helt sikkert ikke nok i mine klummer, men DTU’s CIO, Mads, fortjener ros for at have taget initiativet til en række hackathons for it-medarbejderne derude.

Den anden af slagsen løb af stablen tirsdag (i går), og det var virkeligt interessant, hvad nørderne fra deres AIT-afdeling derude havde gang i.

En Linux-PC, open source-infrastruktur, vibe-coding og meget andet. Alt sammen under overskriften “digital uafhængighed”.

Jeg så, hvordan én mand havde lavet en open-source/gratis udgave af et stort, komplektst og gammelt Oracle-baseret system ved hjælp af Claude Code.

Den initielle kørsel havde taget sølle to timer, og så har han ellers raffineret det hele over de seneste fire måneder med en samlet indsats på 1 mandmåned, så der nu er fire forskellige tests indbygget, automatisk opdatering af dokumentation i Github og meget andet.

En tilsvarende traditionel indsats ville tage flere år, involvere hundredvis af mennesker, koste over en milliard og føre til møder med Rigsrevisionen.

Jeg så, hvordan en Qwen3-model kører på en maskine, der i alt koster cirka 100.000 kroner, komplet med to Nvidia-kort i deres 4000-serie til 15K stykket, og den kan klare op til otte brugere.

Open infrastructure blev præsenteret af gutterne fra Risø, som virkeligt er gået all-in på det projekt.

Alt virker, og de kommer meget gerne ud og får hjulpet andre institutter i gang.

Nørdet? You bet.

Men alt virker, og når de finder nye, billigere storage-løsninger, så kan de bare smække dem ind i løsningen. Total uafhængighed af leverandører (kun open source), og alt virker. Sådan.

En gut, der arbejder meget med billed-analyse havde strikket sin egen løsning sammen med en TPU fra Google til 600 kroner.

Og sådan blev det bare ved.

Jeg glæder mig virkelig til den tredje hackathon efter sommerferien. Mads har en vision, og han var enig i min “halv-joke” om, at vi skal redde Danmark 🙂.

Jeg var ikke den eneste udenforstående, der var inviteret med. Den gode Sten Vesterli var der også, og han har lavet noget helt genialt ved hjælp af Claude Code (samlet indsats, inklusive iterationer mv., cirka otte timer), nemlig en “beregner”, der kan dokumentere, at Vestforbrændingens forretningsplan simpelthen ikke holder.

Selv en borgmester ude på Vestegnen er begyndt at lege med den. I kan selv lege med hans beregner her: https://vesterli.dk/fjernvarme.html

Palme-projektet

Jeg har haft gang i et hobbyprojekt i de seneste par måneder.

De gode folk bag podcasten Det Hemmeligste Af Det Hemmelige har i flere år kørt projektet “Verdens Største Historie”, som handler om mordet på Oluf Palme i februar 1982.

Det er blevet til over 100 podcasts, måske cirka 105. De første 102 er blevet optaget af en af mine venner (Timm - han er fantastisk), hvilket jeg har lavet om til 102 transskriptioner, som jeg har proppet ind i et ChatGPT Projekt, hvor jeg har lavet 102 analyser (personer, steder, osv - nærmest en politimæssig “efterforskning” via en prompt).

I de kommende uger skal jeg så analysere dem nærmere i “grupper” mm. '

Håbet er, at man til sidst kan se, om der er noget, som man har overset eller noget, der virker mere eller mindre sandsynligt og så videre. Jeg skal så også til at overveje, hvilken model jeg bruger til det 🙂.

Kortlægning af arbejdsgange og -processer på én dag

Jeg har benyttet min egen ITAKK-metode til at kortlægge arbejdsgange og processer for en hel afdeling på samlet én arbejdsdag, og det har virket helt fantastisk.

I er velkomne til at kopiere metoden, hvis I har lyst.

ITAKK står for: Interviews. Transskription. Ai-”massage” af transskriptioner. Kontrol & Korrektion.

1) Jeg interviewede fem “logiske grupperinger” i en time hver (ledelsen, juristerne, osv.) og optog det på min iPhone.

2) Transskriberede de fem lydoptagelser med Goodtape (fordi det bare er et bedre produkt).

3) Proppede de fem transskriptioner samt et par powerpoints og andet, som jeg havde fået fra medarbejderne ind i et ChatGPT Projekt og skrev følgende (og ja, jeg brugte Pro-modellen): “Din opgave er at være min erfarne proces-konsulent, der gennemgår mine interviews og de dokumenter man har givet mig (altså alle kilderne) og derpå grundigt analysere alle arbejdsgange, dokumentere dem, diagrammere dem og pege på mulige forbedringer, effektiviseringer, optimeringer mv.”

4) Det tyggede den på i 20 minutter og så spyttede den en aldeles fremragende 12-siders rapport ud, komplet med diagrammer og en masse forslag til forbedringer.

5) Så indkaldte jeg til et samlet møde med alle interview-ofrene, hvor vi gruppe for gruppe gennemgik rapporten kritisk. Det var meget lidt, der skulle korrigeres. Denne del af forløbet optog jeg også, transskriberede og feedede ind i projektet, så den kunne lave den endelige rapport.

Alle fem grupper gav den i øvrigt 10 på den gamle 13-skala.

Forestil jer, hvor besværligt det ville have været i “gamle” dage, komplet med konsulenter, lange møder, gule sedler alle vegne, dokumenter, flere møder, osv osv.

Forløbet strakte sig over to dage, men kunne sagtens bare have foregået på én dag.

Hvis I har brug for flere detaljer mv., så skriv til mig på mogensxy@gmail.com.

Agenterne kommer

Nu kommer agent-bølgen for alvor.

I AI-verdenen, hvor syv AI-år mindst svarer til ét rigtigt år, ligesom med hunde, kører ting også som altid i flere hastigheder og i flere faser samtidig.

Grundlæggende kan man tale om tre faser eller tilstande:

Fase 1: Man giver ChatGPT, Gemini, Copilot eller Claude kommandoer og den udfører dem, hvorefter man giver dem den næste. Så man laver rent faktisk selv “arbejdet”.

Fase 2: Man giver en agent besked på at udføre noget arbejde. Efter nogle timer vender den tilbage med besked om, at arbejdet er udført. Det kalder man agent-fasen, fordi en eller flere agenter udfører arbejde for én.

Fase 3: Fuld automatisering. En AI-ting udfører noget arbejde uden at man har ret meget (eller noget som helst) med det at gøre. Det er bare noget, der udføres mens man passer sit job, men uden at man skal gøre noget.

Jeg kommer lige med en personlig kæphest vedrørende de tre faser:

Jeg foreslår, at man i virksomhederne giver sig god tid og glemmer feber-drømmene om at lave et mirakel og en revolution lige med det samme.

Lad folk få adgang til AI-chatbots og lad dem eksperimentere med det, mens de udveksler idéer og langsomt vænner sig til alt det nye.

På et tidspunkt - og det kan jeg garantere - kommer de selv og spørger, om man mon kunne bruge agent-mulighederne til at få gjort nogle manuelle, åndssvage ting, som alle er trætte af? Ja, det kan man da.

Dernæst kommer der på et tidspunkt forslag fra dem om, at man måske også bare kunne automatisere nogle ting.

Men tricket er jo at lade det ske i det tempo, som medarbejderne er med på.

Det medfører jo heller ikke arbejdsløshed og alt muligt forfærdeligt, hvilket de kan se, fordi de får lov til at lade det ske i deres eget tempo.

Invester IKKE i software

For et par uger siden læste jeg dette et sted:

“Kapitalfonde har købt stort op i it-selskaber, men AI-bølgen skaber usikkerhed blandt investorer og gør det overordentlig svært at sælge de dyre it-virksomheder.”

Med andre ord: Software as a Service (Saas) selskaber er truede, fordi man nu bare kan lave et nyt CRM eller ERP-system selv.

Faktisk kan man lave et ERP-system med de seks moduler, som man har brug for i stedet for at købe en giga-pakke med 42 moduler, hvoraf de seks skal anvendes, men først liiiige skal tilrettes for en fantasilion af nogle dyre eksperter, som først skal oplæres i biksens forretningsgange med mere.

Hvad open source ikke formåede på 50 år, har Claude Code gjort på et halvt, nemlig gjort os uafhængige (hvis vi vil) af softwarelicenser og frygtelige kontrakter, hvor Microsoft det ene år siger, at de ALDRIG vil være lige så grådige som Oracle med hensyn til database-licenser og det næste år bare gør deres SQL Server ligeså dyr som Oracle (true, old story).

Det kaldes demokratisering. Frihed. Og kaos på en helt ny måde, komplet med ejerskab, uafhængighed, frihed, fleksibilitet og total teknisk gæld-frihed, ingen legacy og alle de supereksperter man har brug for, døgnet rundt, til en billig penge.

Men også med et nyt systemlandskab, nye måder at lave support, vedligeholdelse, opdateringer og den slags ting på.

Plus nye regninger baseret på antal tokens man brænder af, og nye, smarte måder at spare på tokens-regnskabet på ved at bruge den ene model frem for den anden om morgenen og alt muligt nyt og underligt.

Spørg eventuelt jeres teenage-børn om det. Teenagere er de bedste budget-shoppere i verden.

Emergence World - en FANTASTISK simulation

Den her fik jeg fra førnævnte Mads (CIO på DTU).

Han opfordrede mig til at checke kilder med mere, men det har jeg IKKE gjort, så I må selv gøre arbejdet. Jeg gør det senere på ugen og giver jer resultatet næste onsdag 😉.

Jeg citerer:

“Emergence World er en forskningsplatform bygget til at studere, hvad der sker, når autonome AI-agenter kører kontinuerligt i et delt miljø over uger — lang nok tid til at compound-effekter, sociale dynamikker og adfærdsdrift kan opstå. Læs mere: her. Det er altså det modsatte af kortvarige benchmark-tests.

Bag projektet står Emergence AI, et New York-baseret selskab grundlagt af tidligere IBM Research-veteraner, som I kan læse mere om her.”

Det virkeligt morsomme? Grok havde slået alle ihjel efter fire dage…

De andre modeller klarede sig meget bedre. Eksperimentet gik nemlig ud på at få et demokrati til at fungere. Det grinede vi meget af forleden på DTU.

Tip: En god prompt til sammenskrivning
En kollega viste mig denne prompt forleden, som havde givet et virkeligt godt output:

“Prompt. Meningsgivende sammenskrivning. Her er en transskription fra en workshop omkring xxx-forløb på yyy-området. Sammenskriv så det er meningsgivende, men stadig med hver speaker distinkt. Der, hvor du er usikker på betegnelser, begreber, formuleringer etc. markerer du det. Sæt det ind i Word og vedhæft.”

Resultatet er et flot Word-dokument, hvor usikkerheder/tvetydigheder er markeret klart med gult og en forklaring. Hermed videregivet.

Det var det hele. Vi høres ved næste onsdag. Skriv endelig til mig på mogensxy@gmail.com med gode tips og tricks vedrørende token-/credit-besparelser og hvad I ellers har kigget på. Alle får svar.

Navnenyt fra it-Danmark

Pinksky ApS har pr. 1. maj 2026 ansat Dan Toft, 29 år,  som Rådgivende konsulent, Partner. Han skal især beskæftige sig med digitalisering med Microsoftplatformen. Han kommer fra en stilling som Microsoft 365 & SharePoint Specialist hos Evobis ApS. Han er uddannet datamatiker. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365 og SharePoint udvikling. Nyt job

Dan Toft

Pinksky ApS

Renewtech ApS har pr. 1. april 2026 ansat Boris Sudar som Senior IT Specialist. Han skal især beskæftige sig med at sikre, at Renewtech cloudbaseret infrastruktur fortsætter på sit højeste niveau, mens han også skal drive system udvikling. Han kommer fra en stilling som Senior IT Specialist hos Eurowind Energy. Han har tidligere beskæftiget sig med Microsoft 365, Intune og sikker endepunktsstyring for hybrid og cloudbaseret infrastrukturer. Nyt job

Boris Sudar

Renewtech ApS

Renewtech ApS har pr. 15. marts 2026 ansat Jouni Salo som Account Manager for Sverige. Han skal især beskæftige sig med med at styrke Renewtechs nordiske tilstedeværelse med fokus primært på det svenske marked. Han kommer fra en stilling som Key Account Manager hos GoGift. Han har tidligere beskæftiget sig med udvikling af salgsaktiviter og kunderelationer på tværs af flere markeder. Nyt job

Jouni Salo

Renewtech ApS

IFS Danmark A/S har pr. 1. april 2026 ansat Sarah Warm som Account Executive, Energy & Utilities. Hun skal især beskæftige sig med salg af IFS' løsninger til nye kunder inden for energibranchen. Hun kommer fra en stilling som Account Executive hos Synergy Investment Group i Holland. Hun er uddannet BSc Economics and Business Economics, Neuroscience & MSc Business Administration Digital Business. Hun har tidligere beskæftiget sig med Solution Sales & Cybersecurity. Nyt job

Sarah Warm

IFS Danmark A/S