Dansk virksomhed svømmer i snylte-domæner

En dansk virksomhed har købt mere end 2.000 danske domæner, der alle sender de besøgende videre til samme hjemmeside. De opkøbte domæner tæller datingg.dk, mikrosoft.dk og googles.dk.

Er det i orden at opnå trafik på ens hjemmeside ved at registrere domæner, som ligger så tæt op ad kendte domæner, at folk ved stavefejl og slåfejl sendes videre til den pågældende side?

Det er i hvert fald, hvad virksomheden Online Traffic Media gør.

Virksomheden har registreret mere end 2.000 danske hjemmeside-adresser, der alle sender de besøgende videre til siden lotsmorefree.com

Ligner kendte adresser

Det specielle ved registreringerne er, at en del af adresserne stort set er identiske med kendte hjemmeside-adresser.

Virksomheden har blandt andet registreret i-tunes.dk, datingg.dk, mikrosoft.dk, googles.dk, mastercart.dk, ekstrabladdet.dk, berlinske.dk og gyldendahl.dk.

"Vi har udviklet et program, der automatisk køber domæner op, når de bliver frigivet. Det vil sige, at vi automatisk køber et domæne op, hvis der er trafik på det, og det er indekseret på Google. Det sker helt automatisk, så jeg aner ikke, hvilke domæner, vi har," forklarer Jimmi Meilstrup, der er den ene af ejerne i Online Traffic Media.

Ikke første gang

Så sent som i sidste uge kunne Computerworld.dk fortælle, at en østriger ved navn Werner Noisternigg har købt 100 .dk-domæner, der har pudsige navnesammenfald med eksisterende danske hjemmesider, for eksempel Jobindix.dk. Noedea.dk. Googl.dk.

Og nu viser det sig altså, at Online Traffic Media benytter sig af samme fremgangsmåde, for på DK Hostmaster kan man se, at virksomheden indtil videre har registreret 2.152 domæner, hvoraf en del af dem altså er direkte omskrivninger af kendte brands, så kun et enkelt bogstav adskiller de to adresser.

"Dette er endnu et eksempel på, at kendte domænenavne bliver udnyttet af andre virksomheder til egen vinding. Problemet har eksisteret længe, men det er svært for den enkelte virksomhed at opdage, om nogen snylter på ens domæne," siger Mathias Peter Hollensen, it-sikkerhedskonsulent hos Devoteam Consulting.

Problemet med snylte-domænerne er både, at de kan gå ud over de virksomheder, der står bag de oprindelige brands, men også, at de kan anvendes som for eksempel phishingsider.

Umiddelbart er der dog ikke noget, der tyder på, at det sidste er tilfældet med Online Traffic Media.

"Det her er dårlig forretningsmoral, og så er der jo reelt en krænkelse af eksisterende varemærker," siger Mathias Peter Hollensen.

Ejer: Vi vil ikke krænke
Hos Online Traffic Media forklarer Jimmi Meilstrup, at virksomhedens automatiske opkøbsprogram gør det svært at følge med i, hvilke domæner, der bliver registreret.

Idéen med at opkøbe de mange domæner er at skabe trafik til lotsmorefree.com, men hvis nogen føler sig krænkede ved købet af bestemte domæner, vil Online Media Traffic lytte til dem, lyder det fra Jimmi Meilstrup.

"Vi vil ikke krænke andres rettigheder på nogen måde. For eksempel ringede Odense Boldklub, fordi vi havde det domæne – og det overgav vi så til klubben med det samme."

"Vil det sige, at virksomhederne selv skal gøre jer opmærksom på, at de ikke bryder sig om jeres brug af domænet?"

"Hvis vi krænker dem, så overgiver vi selvfølgelig domænet med det samme. Vi er ikke ude på at lave nogen form for krænkende forretning. Det er trafikken, vi er interesseret i."

Jimmi Meilstrup lover, at han nu vil gennemgå listen over virksomhedens domæner for at sikre, at man ikke krænker andre virksomheder.

Kendte navne

Jimmi Meilstrup har tidligere stået bag en række internetbaserede forretninger.

Det drejer sig blandt andet om Webbyen.dk, der i begyndelsen tilbød private danskere deres egen hjemmeside på nettet, og samtidig havde udviklet en hjemmesidedesigner, så det hele kunne gøres simpelt online.

Webbyen.dk blev dog tvunget til at indføre brugerbetalingen efter et skidt regnskabsår med et underskud på 3,3 millioner kroner, der resulterede i en negativ egenkapital på 1,4 millioner kroner.

Virksomheden blev senere solgt for fem millioner kroner.

Bolddk.com

Sidste år gjort Jimmi Meilstrup sig bemærket, da han som direktør i firmaet bag Bold.dk, New Media Sport, flyttede alle aktiviteter over i det engelske selskab Bold.dk Limited, så de besøgende på bold.dk automatisk bliver sendt videre til Bolddk.com.

Dermed undgik virksomhed den danske lovgivning, der forbyder internetsider udbyde spil og reklamere for udenlandske bookmakere.

Den anden ejer af Online Traffic Media, Thomas Paludan, har også optrådt i Computerworld.

Det var sidste år, da Klagenævnet for Domænenavne afgjorde, at han ikke måtte bruge adresserne jaegerkorpset.dk og jægerkorpset.dk.

Besøgende på de to hjemmesider blev automatisk sendt videre til tilbudsguiden.dk, hvilket ikke faldt i god jord hos Jægerkorpset.

Listen med de over 2000 domæner kan ses på dette link. Skriv OTMA1-DK i søgefeltet og marker "registrant."




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Digital vækst 2024

På Digital Vækst 2024 bringer vi danske virksomheders organisation, forretning og data i spil samt spejler dem i det, som teknologipartnerne bringer til fadet. Konferencen bliver tætpakket med dygtige digitale ledere og frontkæmpere fra ind- og udland. De har én opgave på dagsordenen: At inspirere dig til at træffe de rigtige forretningsmæssige, teknologiske og strategiske valg i 2024, som kan sikre vækst for dig.

19. marts 2024 | Læs mere


Cyber Threats 2024: Sådan arbejder de IT-kriminelle – og sådan beskytter du dig

De cyberkriminelle har udviklet sig betydeligt, arbejder professionelt, fleksibelt og udnytter hinandens specifikke kompetencer – omtrent som en velsmurt koncern med klar ansvarsfordeling – og har ofte en klar politisk eller kommerciel motivation. Det stiller også nye krav til din tilgang til cybersikkerhed, og på Cyber Threats 2024 får du viden, som gør dig i stand til bedre at prioritere, planlægge og eksekvere en tidssvarende cybersikkerhedsstrategi.

20. marts 2024 | Læs mere


AI Impact Day: Har du styr på risiko og governance – og er du klar til AI Act?

AI og Machine Learning har for længst gjort sit indtog i centrale, kritiske forretningssystemer, og både udviklere, platformleverandører og koncerner er begyndt at udforske mulighederne. På dette eksklusive event dykker vi ned i AI's indflydelse på fremtidens forretnings- og IT-drift. Men vi ser også på, hvordan du mest effektivt arbejder med governance og risikostyring på dine AI-projekter.

21. marts 2024 | Læs mere