Engang skrev William Gibson science fiction-romaner om foruroligende, men sært sandsynlige fremtider.
Gennembruddet, Neuromancer, fra 1984 beskrev et elektronisk univers, hvor mennesker kunne leve i en virkelighed, der var halvt fysisk, halvt virtuel. Gibson døbte det “cyberspace”.
Siden da er handlingen i Gibsons nye romaner gradvist rykket tættere på nutiden – i takt med at de futuristiske verdener, han startede med at beskrive, i mellemtiden er blevet delvist realiseret.
Hans seneste bog, Spook Country, foregår sådan cirka nu.
Ekstra lag virtuel virkelighed
En tidligere rockstjerne hyres af et nyt ultrahipt magasin (der måske, måske ikke eksisterer) til at skrive historier om en ny form for kunstværker, der er rent virtuelle, men knyttet til et specifikt fysisk steds GPS-koordinater.
Man oplever værket gennem et par briller, der kan indsætte værket som et ekstra lag oven på den fysiske virkelighed.
Det kan være en person, der ligger på gaden, en rekonstruktion af en dramatisk begivenhed, der engang udspillede sig på stedet – eller det rene fantasi, for eksempel en gigantisk blæksprutte, der slanger sig i hotel-lobbyen.
Avantgarde-kunstnerne er hacker-typer med et mesterligt greb om teknologien. Så godt et greb, faktisk, at deres evner meget let kan bruges til mere dunkle formål - noget med våbensmugling, mystiske containere, mere eller mindre officielle efterretningsvæsener og mafia-agtige forbryderorganisationer.
Sproget, stemningen og ideerne
Hvad historien helt præcist går ud på, er egentlig underordnet, når man læser Gibson. Sproget, stemningen, og ophobningen af ideer og paradoksale modstillinger er det vigtigste.
Gibsons sprog er fortættet som et haiku-digt. Hans persongalleri er mennesker, der er skyllet rundt i verden med en bagage af traditionel, lokal kultur fra Cuba, Rusland, Mexico, Kina ... men omplantet til miljøer af fuldstændigt global hi-tech.
Der er ikke meget middelklasse. Verden består af de ludfattige og desperate, og mødet mellem de to meget forskellige kræfter giver historierne drama.
Det bedste ved at læse Gibson er det antydede. Det er ikke fuldstændigt klart, hvordan det univers, han beskriver, fungerer. Der er muligheder, som det bliver op til læseren selv at tænke videre over.
Cyberspace er den normale verden
William Gibson har i interviews talt om, at cyberspace er blevet det nye normale – “the here” – medens omgivelser, der ikke på en eller anden måde er præget af være online og dermed del af den større sammenhæng er usædvanlige og nærmest udenfor – “the there”.
Dermed bliver det logisk, at den verden, vi går igennem, bliver en blanding af fysiske og virtuelle objekter – og derfor er det i længden ikke den samme by, vi oplever. Det digitale lag, der er lagt over gadebilledet, afhænger af, hvilke kanaler vi har aktiveret.
De digitale kunstværker, avatarerne, informationer og reklamer vil sætte et væsentligt præg på vores oplevelser og muligheder, men det vil være vidt forskelligt, hvad vi hver især har lyst eller adgang til at anvende.
Det er Second Life kombineret med Google Earth-layers, og bragt ud på gaden i den fysiske virkelighed, i første omgang via en GPS-telefon. Fortiden kan leve videre som spøgelser, fantasifigurerer kan blande sig i trafikken, og dem, man møder, kan befinde sig både her og et helt andet sted ...
Det er et perfekt sted at lade en historie udspille sig, og i grunden tror jeg ikke, vi er så langt fra, at det bliver virkeligt.
