Artikel top billede

"Selvfølgelig er den kommercielle del meget vigtig, men man skal også have noget at handle med. Derfor synes, det er meget vigtigt for Danmark, at vi også udvikler produkter," siger direktør Peter Torstensen, Symbion.

Dansk højteknologi skal skabe eksport-succeser

Der er gode muligheder for, at danske virksomheder, der udvikler hightech, kan gøre sig gældende internationalt. Sådan siger Symbion-direktør Peter Torstensen. Læs her, hvad der skal til.

"Der er mulighed for tjene mange penge på højteknologiske produkter, og det er i det hele taget vigtigt, at vi i Danmark udvikler produkter indenfor de områder, der virkelig rykker," siger Peter Torstensen, der er administrerende direktør i væksthuset Symbion.

Symbion er en dansk forskerpark, som tilbyder hjælp til iværksættere og virksomheder blandt andet indenfor it og biotek. Væksthuset hjælper for eksempel med lokaler, kapital til opstart og udvikling og med at finde partnere og kunder.

Tidligere har CBS-professor i it Niels Bjørn-Andersen udtalt til Computerworld, at Danmark er for lille et land til at satse på at udvikle hightech, men i stedet burde fokusere på, at være gode handelsfolk. Det kan du læse mere om her.

Peter Torstensen mener imidlertid ikke, at Niels Bjørn Andersens udtalelser giver mening.

"Selvfølgelig er den kommercielle del meget vigtig, men man skal også have noget at handle med. Derfor synes, det er meget vigtigt for Danmark, at vi også udvikler produkter," siger Peter Torstensen.

Men Niels Bjørn-Andersen siger også, at vi hellere skulle satse på at videreudvikle i stedet for at lave den dyre grundforskning. Kan han ikke have ret i det?

"Både og. Selvfølgelig er der mange af vores produkter, der er videreudviklinger, men derfor er det vel stadig hightech? Og selvom vi bygger oven på noget andet, kræver det en del mere end gode købmænd. Samtidig mener jeg også sagtens, at vi kan gøre os gældende indenfor grundforskning," siger Peter Torstensen.

Innovation skaber succeser

Peter Torstensen synes, der er mange gode eksempler på, at danske virksomheder har skabt store succeser gennem forskning og innovation.

"I hele den danske cleantech-industri (grøn teknologi, red.) har man da skabt nogle af verdens bedste produkter helt fra bunden. Vores vindmølle-eventyr viser, at vi sagtens kan gøre os gældende, selvom vi er et lille land. Biotek-industrien er et andet eksempel," siger Peter Torstensen.

Teleanalytiker John Strand fra Strand Consult mener også, at der er mange gode eksempler på danske højteknologiske virksomheder, der klarer sig godt på verdensplan.

"Når Niels Bjørn-Andersen siger, at vi skal leve af at være købmænd, er det ikke bare en forkert indstilling, men også stik imod fakta. Vi har mange danske virksomheder, som udvikler højteknologiske produkter, og mange af dem er førende i verdenen. Niels Bjørn-Andersens udtalelses er en nedgørelse af de danske virksomheder, der har en førende markedsposition i verdenen," siger John Strand.

Han nævner blandt andet Thrane & Thrane, der udvikler global mobil satellit- og radiokommunikation til brug til vands, til lands og i luften og er førende indenfor deres felt.

En anden virksomhed, John Strand nævner, er Simcorp, der udvikler finansielle systemer til blandt andet banker i hele verdenen. Firmaet har omkring 1.000 ansatte, hvoraf halvdelen sidder i København.

I det hele taget mener John Strand, at ideen om at små lande ikke kan gøre sig gældende indenfor grundforskning og udvikling er forkert. Han nævner som eksempel Israel, der med sine 7.465.000 indbyggere er et forholdsvist lille land.

"Israel har klaret sig gennem den økonomiske krise bedre end mange andre lande, fordi de har satset massivt på højteknologivirksomheder. Finland er andet eksempel. Der bor færre mennesker end i Danmark. Alligevel har de formået at skabe mange store og succesfulde virksomheder indenfor højteknologi," siger John Strand.

Forskning skal omsættes til forretning

Peter Torstensen synes overordnet, at der er gode rammebetingelser for at udvikle højteknologiske produkter i Danmark, men samtidig er der også nogle steder, hvor han ville ønske, det gik bedre.

"Specielt efter finanskrisen har det været svært at skaffe risikovillig kapital. Vi har ikke haft problemer med at skaffe kapital til vores egne investeringer i virksomheder, men vi kan høre, at mange af virksomhederne har det rigtig svært, når de skal ud og finde kapital andre steder," siger Peter Torstensen.

Derfor tror han, at det er et af de steder, vi skal være bedre, hvis vi vil have flere innovative virksomheder.

"Kapitalen til at starte og udvikle virksomhedens produkter fra bunden er utrolig vigtig, men samtidig er den svær at skaffe, fordi en investering på dette tidspunkt, er meget risikofyldt. Det er helt sikkert et område, hvor man kunne gøre noget," siger Peter Torstensen.

Peter Torstensen ser også nogle problemer i det danske samarbejde mellem universiteter og virksomheder.

"Nogle af de lande, der klarer sig godt, som Finland, Sverige og Norge, har meget tidligere fundet en god model for, hvordan universiteternes arbejde kan omsættes til kommercielle succeser. Der halter vi bagefter i Danmark, hvor samarbejde mellem universiteterne og virksomhederne kunne være betydeligt nemmere og bedre," siger Peter Torstensen.

Drop taber-mentaliteten

John Strand ser også gode muligheder for nye danske virksomheder, der udvikler højteknologiske produkter. Ifølge ham er drivkraften, at flere danskerne tænker innovativt.

"Det største problem i Danmark er, at vi mangler folk, der er kreative, ser muligheder og tænker stort. Vi mangler folk, der tænker som brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve. Kort sagt folk, der tænker lige præcis modsat af Niels Bjørn-Andersen," siger John Strand.

"Hans udtalelser er udtryk for en tabermentalitet. Det er foruroligende, at han underviser unge mennesker, når det er hans holdning," siger John Strand.

Debatten om Danmark som udvikler af hightech-produkter kommer efter, at Networked Readiness Index viste, at Danmark klarede sig dårligt, når det handlede om patenter og eksport af high-tech.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere