Artikel top billede

(Foto: Domstol.dk)

CSC risikerer milliard-krav i tinglysnings-skandale

Staten vil sandsynligvis modtage et stort erstatningskrav som følge af den digitale tingslysnings-skandale. Men det kan vise sig, at regningen ender hos it-leverandøren CSC.

It-firmaet CSC risikerer at modtage en gigantisk regning med posten, hvis den danske stat bliver gjort erstatningsansvarlig i sagen om den digitale tinglysning.

Det fortæller Lars Bo Langsted, der er jura-professor ved Aalborg Universitet, til Computerworld

"Der er helt klart en mulighed for, at der kan føres en erstatning tilbage til leverandøren, og hvis staten bliver gjort erstatningsansvarlig, er det sandsynligt, at den vil undersøge muligheden for at sende regningen videre," siger Lars Bo Langsted.

Danske Boligadvokater har varslet et gruppesøgsmål mod den danske stat, og beregninger fra Dansk Byggeri har vist, at tinglysnings-skandalen har kostet private boligejere op mod en milliard kroner.

Staten kan blive sorteper

Men Lars Bo Langsted understreger, at det ikke er givet, at staten vil være i stand til at sende en eventuel
milliard-regning i favnen på CSC.

Han forklarer, at det afhænger af, hvordan kontrakten med CSC er skruet sammen.

"I denne slags projekter er der ofte et tæt samspil mellem leverandøren og køberen, der i dette tilfælde er staten. Hvis det viser sig, at de specifikationer som staten har opstillet ikke har været tilstrækkelige, men at leverandøren til gengæld har opfyldt sin del af aftalen, så er det staten, der står tilbage med problemet," siger Lars Bo Langsted.

Dagbladet Information har afsløret, at regeringen og Domstolsstyrelsen, kort tid før den digitale tinglysning blev sat i søen, valgte at se stort på advarsler fra den danske finanssektor, der forudså, at der kunne opstå store problemer med tinglysningen.

Ifølge Lars Bo Langsted vil de nye oplysninger, som Information har tilvejebragt komme til at spille en væsentlig rolle i en eventuel erstatningssag, fordi de viser, at man på højeste niveau var informeret om, at der var risiko for en fiasko.

Men på nuværende tidspunkt er det alligevel svært at forudse om staten vil kunne gøres erstatningsansvarlig. Det afhænger af årsagen til, at man har set stort på advarslerne, forklarer Lars Bo Langsted.

Digital overgang gav ekstra papirarbejde

Fritjof Lind, der er direktør for CSC's offentlige forretning, oplyser til Computerworld, at CSC ikke har været bekendt med finanssektorens advarsler. Derudover har CSC ikke yderligere kommentarer til om virksomheden frygter at modtage et erstatningskrav eller føler et ansvar for skandalen.

Domstolsstyrelsen, der har ansvaret for den digitale tinglysning, ønsker heller ikke at svare på spørgsmål om retssagen eller muligheden for at sende en eventuel regning videre til CSC, oplyser Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolf.

"Der er mange aktører i sådan en sag, så jeg vil slet ikke gå ind på, hvem der har ansvaret," siger Adam Wolf.

Vil det så sige, at Domstolsstyrelsen tager ansvaret alene?

"Det har jeg som sagt ingen kommentar til, men vi beklager naturligvis de lange ventetider, der har været," siger Adam Wolf.

Domstolsstyrelsen mener i øvrigt ikke, at det nye it-system er årsagen til de lange tinglysnings-ventetider, som borgerne har oplevet.

"Vi ser generelt ikke nogen sammenhæng mellem idriftsættelsen af it-systemet og de alt for lange ventetider i retten," siger han.

Ifølge Adam Wolf skyldes de lange ventetider ikke problemer med det nye it-system, men at overgangen fra det gamle papirbaserede system til det nye digitale system har skabt uventet store mængder papirarbejde.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere