Af Jens Bertelsen, Computerworld Online
Udbygningen af tredjegenerations mobiltelefoni, UMTS, står stille i Sverige. En af de største bygherrer, Skanska, betegner situationen som kaotisk, skriver erhvervsavisen Dagens Industri tirsdag.
Flere af operatørerne, der fik uddelt UMTS-licenserne i december sidste år, har lovet at have den første fase af udbygningen klar allerede i januar 2002, men den tidsplan er problematisk, fordi der endnu ikke er underskrevet nogen endelige kontrakter, mener Skanska.
- Når man skal bygge et hus, køber ejeren en mark, arkitekten tegner huset, og byggefirmaet bygger det. Nu savner vi en mark og plantegningerne, siger Antti Kuivalainen, direktør for Skanska Telecom Networks, til Dagens Industri.
Adgang til alle svenskere
Operatørerne planlægger at opsætte 40.000-60.000 radiobasestationer til en samlet pris på mindst 50 milliarder svenske kroner. Målet er, at stort set alle svenskere skal have adgang til UMTS ved udgangen af år 2003, skriver avisen.
Et stort problem for operatørerne er fortsat, hvordan de skal finansiere den kostbare udbygning. Tele2 samarbejder med Telia, der ganske blev forbigået ved uddelingen af UMTS-licenser. Europolitan er gået sammen med det Hong Kong-baserede selskab HI3G, mens Orange endnu leder efter en samarbejdspartner, der vil betale nogle af investeringerne.
Skanska er den største bygherre, idet selskabet sammen med en anden entreprenør, NCC, har en aftale med Ericsson om at stå for udbygningen for de selskaber, der har valgt Ericsson som leverandør af netudstyr.