Af Kim Elmose
Producenten af computere, printere og software, Hewlett-Packard (HP), vånder sig oven på offentliggørelsen af regnskabstallene for tredje kvartal. De viser kun én ting: tilbagegang over hele linien ? på nær et par mindre områder. Der er ingen forbedringer på vej før en gang i 2002, lyder det advarende fra den administrerende direktør, Carly Fiorina.
Omsætningen for kvartalet blev 82 millarder kroner (10,1 milliarder dollar), hvilket er en nedgang på 14 procent i forhold til samme kvartal sidste år. Her var omsætningen 96,2 milliarder kroner (11,8 milliarder dollar). Værre er det, at overskuddet er braget ned i forhold til tredje kvartal i 2000. Hele 89 procent er overskuddet faldet med ? fra 8,4 milliarder kroner i 2000 til nu blot 905 millioner kroner (111 millioner dollars).
Carly Fiorina peger på et svigtende salg af pc?er til private som en af hovedårsagerne, men også salget af servere og printere er gået ned. Nedgangen skyldes øget konkurrence fra IBM og Dell på hardware, men også en generel afmatning i IT-investeringerne i erhvervslivet spiller kraftigt ind, forklarede HP-chefen en række investorer og journalister sent torsdag aften dansk tid.
HP har for nyligt fyret 6000 medarbejdere for at klare skærene og bedt de tilbageblevne ansatte i USA om at gå 10 procent ned i løn. Ellers har Carly Fiorina ingen anden recept på en vej ud af krisen, end at HP holder hovedet koldt og ikke foretager panikhandlinger.
Omsætningen er faldet på alle markeder sammenlignet med sidste år. I USA med 19 procent, i Europa med 8 procent og i Asien med 14 procent. Set på forretningsområder fører computersystemer med en nedgang på 22 procent, mens datalagring noterer sig for 12 procents nedgang og softwaresalget med 16 procent. Kun HP?s konsulent-service og support øgede omsætningen med henholdsvis ni og fem procent.
Det ringe kvartalsregnskab har blandt analytikere og iagttagere givet fornyet brændstof til spekulationerne om, hvor lang tid Carly Fiorina holder som øverste chef for HP.