Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. november 2001.
Hjælp. En privat virksomhed har oprettet et fælles web-sted for ti hjælpeorganisationer, hvor firmaer og private kan give bidrag direkte til konkrete projekter. Teknologien skal åbne for nye målgrupper.
Regeringen vil skære 1,5 milliarder kroner af u-landsbistanden, og privatisering kan meget vel gå hen og blive det nye mantra. Set i det lys virker tidspunktet for søsættelsen af Unite2help yderst velvalgt.
Unite2help er en privat virksomhed, der har formået at samle ti af de store hjælpeorganisationer herhjemme under samme kappe. IdÈmanden og direktøren hedder Nils Gjerstrup Thomsen, og han tror på, at den nye teknologi kan kanalisere flere penge over i hjælpearbejdet.
- Der er en klar rollefordeling. Organisationerne skal komme med indholdet, mens vores rolle er at tage os af den IT-mæssige del. Vi åbner for nogle nye målgrupper ved hjælp af teknologien, og vores mål er at gøre kagen større, ikke at kæmpe om den samme kage, siger Nils Gjerstrup Thomsen.
Penge fra erhvervslivet
En af de nye målgrupper, Nils Gjerstrup Thomsen taler om, er det danske erhvervsliv. Her håber han at bygge videre på den trend fra især USA og England, hvor virksomheder kan profilere sig på at tage socialt ansvar.
- Vi har talt med mange store virksomheder, og de vil gerne bidrage, men de har ikke kompetencen, og de føler, det er svært at inddrage medarbejderne. Med de nye muligheder vi tilbyder, behøver det ikke længere være direktionens valg, hvem pengene skal gå til, siger Nils Gjerstrup Thomsen.
For eksempel er det muligt for en virksomhed at forære medarbejderne et beløb, som kan indsættes på en konto hos Unite2help via en gavekode. I stedet for at bidrage til en enkelt organisation kan man som bidragsyder tildele sine penge til et konkret projekt via web-stedet. Pengenes vej til projektet kan følges, og brugeren kan holde sig opdateret omkring det enkelte projekt.
- De køber en historie mere end et konkret projekt, fordi de kan følge donationerne, siger Nils Gjerstrup Thomsen.
Kendt bestyrelsesformand
Den lette måde at følge pengenes vej fra forbrugernes lommer til de konkrete projekter er noget af det, bestyrelsesformanden ser som en af virksomhedens store forcer. Bestyrelsesformanden er tidligere direktør i PFA, AndrÈ Lublin. Til bestyrelsesmøderne får han selskab af direktør i FLS, Ole Trolle, den tidligere formand for TDC Internet Ole Bjørn, advokaten Kåre Bo Stolt og direktør og grundlægger Nils Gjerstrup Thomsen.
- Jeg vil gerne være med til at hjælpe det her i gang. Vi kan blandt andet stå for kontakten til erhvervslivet, siger Andre Lublin.
Den kontakt kan der meget vel blive brug for. Unite2help har ingen intentioner om at buldre frem med reklamer på busser og bill-boards, men satser i stedet på det lange seje træk med at gå efter virksomhederne, og så lade nyheden sprede sig blandt medarbejderne.
De involverede hjælpeorganisationer glæder sig over flere ting. Blandt andet over adgangen til den teknologiske platform hos Unite2help.
- Det er svært for en enkelt organisation at være på forkant med den teknologiske udvikling. Vi er nødt til at se nøje på vores økonomiske ressourcer, og hvad vi bruger dem på. Her kommer vi med på den teknologiske platform, siger Niels Yde fra SOS Børnebyerne.
Unite2help skal ikke erstatte web-indgangene for nogen af de implicerede hjælpeorganisationer, og det er langt fra alle organisationernes projekter, der bliver præsenteret på web-stedet.
Donationer fra konti oprettet hos Unite2help gives ubeskåret videre til de projekter, de tildeles. For sponsoraters vedkommende bliver 92 procent sendt videre til hjælpeorganisationerne, og ud fra den pulje skal der betales et månedligt abonnement for drift og service, dog kun når der er penge i puljen. De sidste otte procent bliver virksomhedernes bidrag til Unite2help, og den andel svarer til det generelle administrationsbidrag i hjælpeorganisationer.
Billedtekst: Via Unite2help kan man som bidragsyder tildele sine penge til et konkret projekt via web-stedet. Pengenes vej til projektet kan følges, og brugeren kan holde sig opdateret om udviklingen i det enkelte projekt.
Billedtekst: Bestyrelsesformand AndrÈ Lublin ønsker ikke umiddelbart at kommentere den nye regerings politik på u-landsområdet. Men efter en kort tænkepause siger han:
- Det kan øge nødvendigheden af donationer via private eller virksomheder.
Boks: fakta
Teknikken bag
Folk med fordomme om, at hjemmesider for en bedre verden er noget, der er flikket sammen af gamle hippier i en mørk kælder, får en over snuden, når de kigger Unite2helps web-sted efter i sømmene.
Web-stedet er udviklet i Java og bruger content management systemet Escenic, som kører på en Sybase database. Den del er leveret af Netcompany.
Platformen er Sun ONE, og Sun Danmark har valgt at bakke op om projektet ved at donere udstyret.
- Vi har arbejdet sammen i et års tid. De indgik som et af projekterne i vores portefølje over opstartsvirksomheder, som vi udlåner udstyr til i udviklingsperioden. I den her fase ville vi normalt begynde at se på, hvilken af vores partnere de skulle købe hos, men nu har vi besluttet at lade det gå over i et sponsorship, og her kommer det etiske da ind i billedet, siger Peter Hjelmsø, Business Development Manager i Sun.
Analyse giver fordele
ERP-systemet er Navision Axapta, og til at opsamle den viden, der bliver genereret på web-stedet bruges et data warehouse fra SAS Institute. Data indsamles via SAS Webhound og analyseres ved hjælp af programmet Enterprise Miner.
Sidstnævnte er et analytisk værktøj, der blandt andet kan hjælpe organisationerne med at sortere i deres medlemskartoteker. For eksempel kan organisationerne analysere sig frem til hvilke projekter, de skal markedsføre over for specifikke brugere, og samtidig kan de hjælpe organisationerne med at skille sig af med medlemmer, som ikke bidrager med andet end udgifter til porto, når der skal udsendes nyt informationsmateriale.