BRIC's finansiering stadig usikker

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den BioTech d. 3. april 2003.


TENDENS & ANALYSE: Det bliver svært for Danmarks kommende rugekasse for fælles biotekforskning, Biotech Research and Innovation Center (BRIC), at skaffe de sidste penge, efter regeringen har smækket kassen i.

Der bliver trængsel ved det samme trug, når Biotech Research and Innovation Center (BRIC) i løbet af i år kommer i drift for at samle dansk biotekforskning under et tag.

Regeringen har sat 25 mio. kr. af til drift af centret, der forventes at koste i nærheden af 125 mio. kr. om året at drive, så BRIC skal ud at slås med de nuværende institutioner om de samme forskningsmidler, da der ikke er udsigt til merbevillinger fra regeringen.

BRIC's nyudnævnte direktør, Kristian Helin, kender i forvejen til bureaukratisk træghed og bøvlet med at skaffe penge til forskning fra sit mangeårige arbejde med at stable et kræftforskningscenter på benene i Milano i Italien. Alligevel forventer han, at regeringen får krokodilleskindet op af lommen og finder mere end de 25 mio. kr. om året, han er blevet lovet.

"Jeg håber, at Folketinget og regeringen er indstillet på at finde flere penge. De 25 mio. kr. er mindre end en fjerdedel, og det er meget lidt. I andre lande er 50 til 60 pct. af finansieringen hentet hos de offentlige myndigheder til den type forskningsinstitutioner," siger Kristian Helin.
Han peger på, at det nærmest er umuligt at få EU-penge, hvis ikke hovedparten af finansieringen er hentet i Danmark.

Cigarkassen er lukket
Men der har han gjort regning uden vært. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling henviser til, at de deltagende institutioner i BRIC, heriblandt Københavns Universitet, Landbohøjskolen, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Risø og Hovedstadens Sygehusfællesskab, må træde til.

"Det ligger ikke i kortene, at staten skal reservere ekstra 'cigarkasse'-midler til driften af BRIC ud over de allerede bevilgede 57 mio. kr. i perioden 2003-2005. Her må primært de deltagende institutioner træde til, og derefter må BRIC og interesserede tilknyttede forskergrupper i fri konkurrence søge privat medfinansiering samt universitetsmidler, EU-programmer og de frie og strategiske forskningsmidler hos de hjemlige forskningsråd," siger Helge Sander (V).
De 57 mio. kr. fordeler sig med syv mio. kr. i år og 25 mio. kr. til drift i 2004 og 2005.

I EU har Danmark tiltrådt den såkaldte Barcelona-aftale, der betyder, at landene har forpligtet sig til at bruge tre pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på forskning og udvikling. Ifølge de nyeste tal fra Analyseinstitut for Forskning bruger Danmark i dag 2,1 pct. af BNP på forskning og udvikling, hvor det private erhvervsliv bidrager med 1,3 pct. og det offentlige med 0,8 pct. Ifølge Kristian Helin er det nu regeringens tur til at tage ansvaret.
"Det private erhvervsliv har fordoblet investeringerne i forskning og udvikling i forhold til for få år siden," siger Kristian Helin.

Kamp om de samme penge
Men regeringen melder hus forbi og henviser BRIC til at søge forskningsrådene, der råder over otte pct. af de offentlige forskningspenge.
"I efteråret indgik regeringen politiske aftaler, som sikrede i alt 700 mio. kr. ekstra over de kommende tre år til fri forskning, og de skal fordeles af forskningsrådene. Derudover er der afsat 500 mio. kr. til strategisk forskning på udvalgte områder. Jeg er overbevist om, at projekter i tilknytning til BRIC vil være konkurrencedygtige, når disse og andre midler skal fordeles," siger Helge Sander.

Kristian Helin har i allerhøjeste grad tænkt sig at hente de resterende millioner hos både offentlige og private fonde:
"Problemet er, at vi har brug for mange penge her og nu. Naturligvis vil vi også søge penge hos forskningsrådene, men så flytter vi jo bare rundt på de penge, der er, uden at det giver mere forskning. Hele grunden til at etablere BRIC er jo at fremme forskningen - og i særdeleshed øge produktionen af de kandidater, som vi har brug for."

Billedtekst:
Det skræmmer ikke BRIC's direktør Kristian Helin at stå i spidsen for en institution,der i praksis er uden
finansiering. "Der skal mere til, før jeg får kolde fødder", siger han.
Foto: Scanpix

Noter:
Hvad betyder det for dansk biotek, at BRIC bliver forsinket til 2007?

Skammeligt
Ole Fejerskov, direktør Danmarks Grundforskningsfond.

Guldæg på gulvet
Bent Christensen, direktør Medicon Valley Academy.

Revurder projektet
Søren Carlsen, direktør for
Novo A/S og formand for FBID.

Aha! Uf! Det er sgu trist, og det er skammeligt at høre. BRIC har jo været udråbt som et flagskib. Og det er jo altid betænkeligt, når et flagskib af den størrelsesorden udskydes. I forvejen har fødslen været meget lang, og det kan kun skabe yderligere usikkerhed for de forskere, der har planer om at koble sig op på BRIC.
Det er svært at sige, hvad det konkret kommer til at betyde. Men jeg er bange for, at den psykologiske virkning kommer til at være kraftig. Nu må de eksisterende forskermiljøer stimuleres til at blive, hvor de er, mens man forsøger at udbedre skaderne, for de har jo heller ikke godt af al denne usikkerhed.
I forhold til den entusiasme, arbejdet med skabelsen af BRIC har medført, så virker denne forsinkelse meget nedslående på alle. 2007 er langt væk netop i en tid, hvor dansk forskning i forvejen ikke har de store økonomiske incitamenter. Dette er ikke godt nyt.

Det er uheldigt, at det bliver skudt ud. Inden for de områder, de vil arbejde med, skal BRIC være en driver. Det er beklageligt, at der ikke bliver mere kul på grænsefladen mellem grundforskningen og den mere anvendte forskning. Vi har en god udvikling i samarbejdet mellem universiteter og biotekselskaber nu, og teknologioverførslen går i den rigtige retning. Forsinkelsen af BRIC vil bremse hele denne positive udvikling.
Set fra Helins situation i forhold til at etablere et forskningsteam er det meget uheldigt. Ja, det er uheldigt for hele BRIC. Det er lige før, jeg vil sige, at man bør revurdere hele projektet. Hvis de forudsætninger, der oprindeligt var lagt ind, ikke holder i dag, må man se på det igen.
Spørgsmålet er, om der er bundet for mange penge i mursten i forhold til forskning. BRIC tager jo mange af de samlede forskningsmidler, og det er et problem, hvis midlerne til grundforskning ikke generelt hæves. Hvis BRIC er slået alt for stort og ambitiøst op, kan man overveje at anlægge det i overkommelige trin og få det til at fungere ordentligt. Det kunne ligge i en revurdering.

Det er dybt beklageligt, at det nu bliver yderligere forsinket. Og det er dybt beklageligt, at de politikere og embedsmænd, der har ansvaret for det, ikke har kendt deres besøgstid.
Vi står med et guldæg i denne region. Og risikoen for, at vi taber det guldæg på gulvet, bliver endnu større. Bioteknologien er en af de store drivere i vores regionale økonomi, der skal være med til at finansiere fremtidens velfærd, og det, der sker nu, er simpelt hen ikke godt nok.
Det er, som om viljen ikke er til stede. Det er, som om de ikke har forstået, hvilket potentiale de har med at gøre.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere


Computerworld Summit 2024

Vi kigger ind i scenariet for fremtiden it-afdeling og hvordan virksomheden bedst muligt udnytter både nye og etablerede teknologier til at understøtte vækst og dermed sikre overlevelse i en konkurrencepræget verden.

23. maj 2024 | Læs mere


Den digitale trussel er konstant, kompleks og stadigt stigende - også i den offentlige sektor

I dagens Danmark har vi indrettet os sådan, at alt kommunikation mellem det offentlige og borgerne foregår på forskellige digitale platforme, hvilket gør både borgerne og de offentlige institutioner skrøbelige overfor cyberkriminalitet. Samtidig lyder det fra rapporter, at de offentliges it-systemer er støvede og fulde af teknisk gæld. Dette er en farlig cocktail for de offentlige institutioner, men en særdeles lækker drink for cyber-kriminelle.

28. maj 2024 | Læs mere