Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 10. september 2004.
Nørdet dukke-dille
Mens manden selv holder lav profil som rekonvalescent efter en kræftoperation, rejser en Steve Jobs-lookalike i dukkestørrelse (billedet) kloden tynd som vikarierende missionær for Mac-trosretningen, skriver Wired News.
Iklædt karakteristisk sort rullekravesweater, cowboybukser og mini-vandflaske er denne Action Man-udgave af Apple-bossen genstand for en kultdyrkelse fra Mac-fanatikere fuldt på linie med den ægte vare.
Via et forum på nettet (www.dealmac.com) udveksler Jobs-fans i hele verden adresser og sender så "The Mini iLeader" fra sted til sted, hvor dukken foreviges i mere eller mindre fantasifulde scenarier til senere beskuelse på nettet.
Ifølge idemanden bag den omrejsende iLeader, 26-årige Danny La, har dukken besøgt adskillige prominente steder og personer. Dog er et forsøg på at afbilde dukken ved Microsofts hovedkvarter blevet forpurret af sikkerhedsvagter, ligesom gentagne ansøgninger om et temporært ferieophold hos originalen på Apples højborg i Cupertino hidtil er blevet afvist venligt, men bestemt.
Embedsmand af kød, blod og silicium
Den øverste chef for Mexicos retsvæsen, kammeradvokat Rafael Macedo de la Concha, har siden midt på sommeren været en mærket mand.
I juli lod de la Concha sig frivilligt pierce i armen med en chip - med to praktiske formål for øje, siger han til nyhedsbureauet Reuters:
Dels giver chippen ham automatisk adgang til en ny, topsikret national forbryder-database, dels kan han spores, hvis han skulle fare vild eller bliver kidnappet. Privatslivsfred tillægger den science fiction-orienterede topembedsmand åbenbart ikke større værdi.
"Flyt lige foden fra min trackball!"
Billedet af et godt og vel propfyldt indisk passagertog kan forekomme lettere uforeneligt med nyheden om, at der fra oktober bliver indført internet-adgang for togrejsende på visse strækninger i Nordindien.
Bag tjenesten står RailTel Corporation of India, som foreløbig har trukket 23.000 kilometer fiberoptiske kabler langs banestrækningerne og regner med at have nået 40.000 kilometer i marts 2007.
Hvem der så skal levere pladsen til passagerernes computere, melder historien intet om, men i alle tilfælde må det vel blive påkrævet, at net-surfing kommer til at foregå med små armbevægelser.
Lykken står
den kække mobil
Sidst var det en Nokia, som reddede sin herres liv under en skudepisode i et sted i Afrika. Denne gang er mobil-mærket ukendt, men gerningsstedet identificeret som udkanten af Brisbane i Australien:
33-årige Michael Brown henvender sig ifølge avisen Herald Sun til en hash-handler, Robert Scanlon, 31, for at gøre et "helt uskyldig" indkøb.
Scanlon får imidlertid mistanke om, at Brown er undercover-betjent og beslutter sig, for en sikkerheds skyld, for at likvidere ham - med noget så eksotisk som en armbrøst. Pilen affyres og rammer plet - lige midt i Browns mobiltelefon i skjortelommen!
Selv slipper Brown med skrækken og en såret finger, mens Scanlon "slipper med" 12 års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i både mordforsøg og besiddelse af ulovlige stoffer.
Hævn for dollars
Moderne telefoners nummervisere er til tider uundværlige for den hjemlige idyl. Mangen en ubelejlig svigermor-opringning er elegant blevet ekspederet i "ubesvaret"-bunken - i lighed med andre uvelkomne samtaler.
For amerikanerne er det imidlertid slut med at tage telefonens nummervisning for pålydende, specielt hvis de tilhører gruppen af såkaldt "dårlige betalere". Det erfarer man på nyhedstjenesten Digi.no.
Et nyt firma ved navn *38 (Star38) har udviklet en - i USA-sammenhæng helt lovlig - tjeneste, som primært henvender sig til pengeopkrævere. De skal blot godkendes, registreres og underskrive en aftale om ikke at misbruge tjenesten for da selv frit at kunne vælge, hvilket telefonnummer, displayet hos skyldneren skal vise for at lokke et hul igennem på linien.
Ifølge *38's hjemmeside (http://star38.com) har moderne nummervisning gjort livet særdeles surt for kreditorer, hvis målgruppe i udpræget grad er angrebet af telefoni-fobi.
billede: Først kom teknologien i vejen for pantefogeden, men nu kan den atter gøre pengeopkrævning til en indbringende forretning, i hvert fald i USA. Arkivfoto