Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. marts 2006.
En ting, der måske tit bliver overset, når man taler om vira er, at de ikke alle er ens. Der ligger ikke bare forskellige motiver bag kreationen og udsendelsen af de forskellige vira - de opfører sig også forskelligt og distribuerer sig på forskellige måder.
Hvis man kigger nærmere på tre af de mest kendte vira, ser man, at de opfører sig på vidt forskellige måder. Sober, Bagle og Mytob har alle ligget på top-5 listen over de mest aktive vira i de seneste måneder - men hvordan, de er kommet der, er meget forskelligt.
Grafen ovenfor viser, hvordan de tre vira i Danmark spredte sig under et udbrud i november.
Sober, som for alvor blev kendt i maj sidste år, startede et angreb ved at inficere en række computere og sende sig selv til de e-mailadresser, som findes på computeren. En yderst effektiv taktik, som sikrer, at spredningen varer ved længe.
Bagle derimod bruger en helt anden taktik. Bagle bliver sendt ud i meget stort antal efter spammetoden, hvor håbet er, at tilstrækkeligt mange åbner mailen og klikker på den vedhæftede fil. Som det ses af grafen, giver denne taktik en voldsom inficering næsten øjeblikkeligt, men som så dør hen næsten lige så hurtigt.
Hvor Sober og Bagle giver høj opmærksomhed, prøver Mytob omvendt at slippe under "radaren" ved ikke at sende et stort antal ud. Til gengæld sendes så mange forskellige varianter ud på kort tid til et mindre antal computere. Denne taktik kræver en længere periode for at inficere et stort antal computere, men til gengæld er den mere anonym - hvilket også kan have sine fordele.
Derudover findes der et hav af andre taktikker, hvoraf nogle er endnu mere avancerede og udspekulerede.
Distributionsformen er kun en af mange måder, hvorpå vira er forskellige. I de efterfølgende klummer vil vi se nærmere på, hvilke andre forskelle, de forskellige vira har.
Det korte af det lange er, at en virus ikke bare er en virus.