Flop eller revolution

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 9. juni 2006.


Med ENUM-standarden kan almindelig telefoni og internettets mange kommunikationsveje smelte sammen. Nu undersøges muligheden for en national ENUM-tjeneste i Danmark. Det kan få stor betydning for fremtidens telemarked.
Selv om ENUM - sammenkoblingen af telefonnumre med en internetadresse - endnu ikke har nogen egentlige anvendelser, rummer teknologien muligheder, der vil skabe revolutioner for vores kommunikation, mener nogle. Men teknologien kan også blive et flop.
Det kan revolutionere den måde, vi kommunikerer på. Eller ende som et stort flop. Men mere sandsynligt er det, at ENUM ender et sted midt imellem. Den danske ENUM, som nu ser ud til at overgå til UNI-C på forsøgsbasis, er dybest set ret simpel teknologi, der handler om at knytte telefonnumre til internettet.
Simpelheden til trods er perspektiverne dog store, selv om der endnu ikke findes nogle egentlige nationale initiativer. Der er flere på vej, og også private initiativer blandt internettets græsrødder har vist, at interessen allerede findes.

En ENUM er en grænseflade mellem telefonnettet og internettet. Teknikken er hverken særlig svær at håndtere eller at benytte og bliver allerede i flæng benyttet af IP-telefoni-udbydere, der via et opslag i ENUM kan se, hvor en brugers telefonnummer hører til på internettet. Hermed kan kald sendes gennem det gratis internet, i stedet for via det traditionelle telefonnet.
Den funktionalitet hører imidlertid til de allermest simple, der kun forudsætter at ENUM-databasen indeholder et telefonnummer på en IP-telefon, samt information om hvilken udbyder nummeret hører til hos. Tilføjes brugerens mobilnummer, e-mail-adresse eller MSN-identitet, kan et opkald til ens almindelige stuetelefon via ENUM automatisk peges videre til mobiltelefonen - eller til for eksempel voice-funktionaliteten i MSN Messenger, hvis det er det, brugeren foretrækker, og hvis løsningerne understøtter det.
- Populært sagt får man pludselig adgang til alt i IP-verdenen fra en almindelig stuetelefon. Også ting, der ikke er en stuetelefon. Det er på alle måder næste naturlige skridt i den udvikling, vi har set i årevis, hvor internettet er basis for en stadigt større del af de ting, vi benytter os af, siger divisionsdirektør i UNI-C, Martin Bech, der ikke er i tvivl om, at ENUM's har en stor fremtid foran sig - på sigt, for udbyderne skal først opdage, at de med ENUM-mulighederne kan begynde at udvikle tjenester, der kan gøre livet lettere for de stadig mere digitaliserede kunder.

I dag hører informationerne om hvilke danske numre, der hører til hos hvilke selskaber, til i Operators Clearing House i København, som ejes af en række teleselskaber i fællesskab. Når en kunde skifter teleudbyder og tager sit nummer med sig, skal det omregistreres i Operators Clearing House, så opkald til telefonnummeret kan dirigeres det rigtige sted hen.
Problemet er, at processen er tidskrævende og slidsom - og nødvendig, så længe der stadig findes gammeldags fastnettelefoner og mobiltelefoner i Danmark.
Men efterhånden som den traditionelle stuetelefon mister sin værdi og erstattes af mere personlige tjenester som MSN Messenger, Skype, email eller andet fra det uoverskuelige morads af gratis kommunikation via internettet, giver ENUM mere og mere mening, fordi data er langt lettere at opdatere i ENUM. Og her er UNI-C's vision, at brugerne med tiden selv kan få lov at opdatere deres data, så de selv - og ikke deres teleselskab - har kontrollen over informationerne.

I udlandet har flere lande, herunder Østrig, forsøgt sig med ENUM, og resultaterne har indtil videre været positive. I Danmark har særligt teleanalytikeren Torben Rune længe advokeret for et nationalt initiativ. Dels fordi det er en standardisering af brugernes adresseinformation, der i dag er en stor pærevælling af telefonnumre, e-mailadresser og logins til diverse Skype-agtige tjenester, men også fordi en ENUM-tjeneste vil være et slag i masken til de operatører, der i dag lukrerer på at kunne bestemme over infrastrukturen og kontrollen med numrene.
- Det kortslutter simpelthen forretningsmodellen hos for eksempel TDC, hvis eksempelvis Skype pludselig finder ud af at lave et interface til ENUM og dermed lede opkald uden om TDC's net, mener Torben Rune.
Han ser ENUM som endnu et søm til den traditionelle fastnettelefonis ligkiste.
- Vi ser en massiv afgang af trafik fra fastnettet allerede nu, og den udvikling vil en ENUM sætte turbo på. Proppen er røget af flasken, og teleselskaberne må indstille sig på, at de må tjene pengene på services, og ikke på minutterne, siger Torben Rune, der påpeger, at IP-telefoni som det findes hos for eksempel Skype i dag primært er interessant, fordi man kan ringe gratis inden for en lukket gruppe - eksempelvist en afdeling i en virksomhed På sigt kan ENUM åbne disse op for, at IP-telefonibrugere ikke kun ringer gratis inden for deres egen operatør, som de gør i dag, men også til alle andre.

Alligevel vurderer Torben Rune, at de muligheder, der i øjeblikket kan anes i horisonten ved brugen af ENUM's, er blæst op af alt den hype, der for tiden er om IP-telefoni, og som ikke modsvares af folks faktiske brug af telefoner. Her vurderer teleanalytikeren, at mobiltelefonerne vil ende med at stå tilbage som den altdominerende vinder, og at alt virakken om IP-telefoni snarere skyldes, at udbyderne godt ved, at de kun har et par år at leve i, før alt alligevel bliver mobilt. Det gør dog ikke ENUM irelevant. Det skal blot ses i det rigtige perspektiv, mener Torben Rune.
- Set fra brugersiden er det måske lige meget, hvordan det foregår i praksis. Men mulighederne for at standardisere gør det lettere at udvikle produkter, hvor man integrerer videotelefoni, instant messaging og telefonsamtaler, som i dag lever side om side i en skøn forvirring. Dybest set er telefonnumre jo overflødige og udelukkende en historisk måde at kontakte hinanden på. Med ENUM giver det meget mere mening at ringe til folks mailadresse, fordi den er lettere at huske, siger Torben Rune.

Hos DK Hostmaster, hvor man i årevis har styret det danske ­
.dk-domæne, og dertilhørende DNS-servere, er direktør Per Kølle mere skeptisk over for, om det nu også bliver så fager en ny verden, som UNI-C håber på. Det skyldes, at han endnu har svært ved at se, hvilke services, som skal få Familien Danmark til at efterspørge mulighederne i en ENUM.
- Det lyder besnærende, når man hører virksomheder som Cisco demonstrere alle mulighederne, men jeg har svært ved at se, hvad det kommer til at føre med sig, siger Per Kølle.
Han kan sagtens se de spændende perspektiver i at bygge bro mellem telefonnettet og internettet, men mener, at det under alle omstændigheder forudsætter, at tilgangen bliver forsigtig, og at man sørger for at få det administrative på plads. Herunder særligt debatten om, hvem der skal forpligtes til at vedligeholde informationerne, hvilket er væsentligt, fordi en ENUM med forkerte informationer om brugerne er ubrugelig.

Boks:
ENUM ? spejlvendte telefonnumre
ENUM står for tElephone NUmber Mapping (oprindeligt Electronic Numbering) og er en kombination af en udvidet telefonbog og en grænseflade mellem internettet og det traditionelle telefonnet.

En ENUM er i princippet blot endnu en af nettets DNS-servere - altså det system, der sørger for at holde en almindelig webadresse sammen med den underliggende ip-adresse, så websurferne ryger de rigtige steder hen.

Det system kan imidlertid også benyttes til telefonnumre, og koblingen til internettet foregår let og elegant ved at telefonnumre i en ENUM-database spejlvendes og får endelsen .e164.arpa, der er et særligt domænenavn, som er reserveret til formålet. For eksempel bliver det danske nummer +45 33 22 11 00 til domænenavnet 0.0.1.1.2.2.3.3.5.4.e164.arpa.

E164 er navnet på den internationale standard, det traditionelle telefonnet (som formelt kaldes PSTN-nettet) er bygget op om, og forkortelsen indgår ofte i domænenavnet på en ENUM.

alle telefonbøgers moder
Med ENUM-standarden, der oversætter et telefonnummer til en ip-adresse, er vejen banet for en gigantisk, verdensomspændende telefonbog med adgang for alle.

Tricket, der tilfører en ENUM-database dens særegne egenskaber, er, at der ovenpå IP-adressen knyttes en såkaldt Naming Authority Pointer, eller NAPTR. Heri kan opbevares information om ejeren af telefonnummeret, som kan bestå af utallige forskellige data om brugeren - eksempelvis e-mail-adresser eller brugerens identitet på for eksempel MSN Messenger eller andre instant messaging-tjenester.

ENUM-databaser vil således kunne blive et knudepunkt for fremtidens kommunikation og sikre, at opkald altid sendes ad den billigst mulige vej til modtageren.

OriginalModTime: 08-06-2006 14:59:12




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Datadrevet forretning: Skab enestående kundeoplevelser med viden og data i centrum

Data står i centrum, når du skal styrke kundeoplevelsen – eller det burde det i hvert fald gøre. På denne konference vil du møde eksperter indenfor CX og komme i dybden med, hvordan du sætter data, transparens og viden til at arbejde for dig i din Customer Experience-strategi.

07. maj 2024 | Læs mere


Kunstig Intelligens (AI) Masterclass - fra futuristisk idé til uundværlig ressource

Velkommen til en Masterclass om kunstig Intelligens (AI) og den transformative kraft, som kan tage din organisation og karriere til næste niveau. AI er gået fra at være en futuristisk idé til at blive en uundværlig ressource for virksomheder over hele verden og har allerede sat sit præg på den måde, som vi arbejder på, træffer beslutninger og kommunikerer med vores kunder.

07. maj 2024 | Læs mere


Parathed – Hvad gør din virksomhed, når I bliver ramt?

Cyberkriminalitet vokser som bekendt eksplosivt i takt med digitaliseringen i disse år og det kan være voldsomt dyrt at blive hacket. Potentielt kan det lægge jeres forretning helt ned, så I ikke kan rejse jer igen. Har jeres virksomhed styr på cybersikkerheden i en tid, der kalder på oprustning? Bliv inspireret til, hvad du som virksomhed kan gøre for at sikre virksomheden og medarbejdere, så I kan gå sikkert ind i fremtiden.

21. maj 2024 | Læs mere