Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. september 2006.
Selv de mest moderne hjem er kun avancerede versioner af en lerhytte. Fremtidens teknologi vil ændre lerhytten til ukendelighed - så den måske kommer til at ligne en jungle.
Vi har bygget vores boliger af sten, strå og ler i årtusinder. Vi er vældigt avancerede i dag, men vores huse er stadig bygget af jord og sten. Betragtet som teknologisk fremskridt er forskellen mellem vores forfædres huse og vor tids huse omtrent som forskellen på en blyant og en kuglepen.
Vores teknologi har langt flere avancerede muligheder end kuglepennen, og de kan bruges i vores huse. Det er målet for kunstner- og arkitektgruppen Loop.ph fra London. Jeg har talt med de to medlemmer af gruppen, Rachel Wingfield og Mathias Gmachl.
De fleste ideer om det moderne hus handler om det intelligente hjem - hvordan vi får underholdnings- og informationsteknologier ind i huset. Men Loop.ph's ideer er anderledes. De arbejder med inspiration fra naturen og forsøger at lave ting, der er levende og samtidig fyldt med avancerede elementer.
Rachel Wingfield arbejder med elektroniske tekstiler. For eksempel ved at lave et vækkeur af tekstil. Det lyder spøjst, men hvis du tager teks-tilet og laver det til et dynebetræk, så har du pludselig en dyne liggende på din seng, som kan sættes til at lyse langsomt op, når du skal vækkes om morgenen.
En absurd og besværlig ide i dag, hvor den form for elektronik stadig er forholdsvis svær at arbejde med. Men der kommer en dag, hvor elektronikken vil være en lige så integreret del af et tekstil, som det i dag er at trykke farvebilleder på de papæsker, vi køber varer i.
Så vil det lysende dynevækkeur - og sikkert andre funktioner, vi slet ikke kan forestille os - være en naturlig del af vores sengelinned.
Det spændende ved Loop.ph's ideer er, at de ikke slutter der. Rachel Wingfield har tanker om at koble dynen sammen med vores viden om, hvordan lys påvirker hjernestammen og styrer vores søvnmønster.
Det er ikke kun et vækkeur. Det er også en personaliseret søvnovervåger, som forsøger at styre sit lys, så du får en passende mængde søvn på det rigtige tidspunkt - et levende tekstil, som hjælper dit liv på vej.
Rachel Wingfield har lavet en anden kombination af lys og tekstiler. Det er i en persienne, hun kalder Digital Dawn. På ydersiden har den et lag af solceller, som lader den op om dagen. På den indvendige side af persiennen ligger der et mønster af lysende tekstiler - lidt i stil med et træ eller blade, der vokser. Når det bliver mørkere, så vokser lyset i dette indre lag langsomt, så det digitale daggry bliver en slags lysende måling af, hvor mørkt det er.
Som tidsmåler er det selv-følgelig håbløst upræcist.
Men det har en pudsig interaktion med vores fornem-
melse af lys.
Typisk er der en lang periode sidst på dagen, hvor lyset forsvinder, men hvor vores øjne kompenserer, så vi stort set oplever hele dette forløb som præcist lige lyst. Til nød lægger vi måske mærke til, hvor klart vejret er i tindrende solskin. Det skyldes hovedsagelig, at når pupillen er trukket helt sammen, er synets dybdeskarphed meget større.
Men Digital Dawn er en fortælling om dette forløb. En slags digital fortolkning af, hvordan lyset ændres ude i verden. Som et termometer, der fortæller om temperaturen, så fortæller Digital Dawn om lyset. En tidsmåler, der forholder sig til og gør opmærksom på den tid, der er fysisk omkring os i modsætning til vores aftalte tidsoplevelse, som vores almindelige ur viser.
En af Rachel Wingfields ambitioner er at præsentere informationer på en æstetisk facon, der taler til vores ikke-
intellektuelle og måske endda ubevidste opfattelse.
Hun har lavet et vægtæppe, der demonstrerer hvordan. Tæppet er lavet af de samme lysende tekstiler, som persiennen og dynebetrækket. I dette tilfælde lavet som et kulørt tæppe, som kan hænges op alene for sin æstetiske tiltrækning. Men vægtæppet har også indbygget en informations-formidling.
Rachel Wingfields ide er, at det skal indeholde en direkte forbindelse til hjemmets energiforbrug. Så tæppets lysintensitet og måske endda hvilke dele af tæppet, der lyser, viser hvor i huset, der bliver brugt meget energi.
Den type oplysninger viser man normalt med en eller anden form for tal eller graf. Ofte kedeligt at se på, og noget som absolut kun appellerer til den intellektuelle del af ens hjerne.
Med Rachel Wingfields vægtæppe får man en æstetisk appel. En appel til en mere følelsesmæssig oplevelse af, hvordan energien forbruges i ens hjem. Det lyder måske som en forsinket hippieide - "make feelings, not numbers", men der er sund fornuft i det.
Der er ingen tvivl om, at de samme data kunne formidles på tusinde forskellige måder -sms til ens mobil, display på ens fjernsyn, som en slags termometer på ens bord etc. Men styrken i Rachel Wingfields løsning er, at det er muligt at forbinde sig med et smukt vægtæppe på en helt anden måde. Tæppet kan ende med at blive en slags bankende hjerte i huset, hvor man med et enkelt blik kan konstatere, at alt fungerer, som det skal. Det skaber en forbindelse mellem følelsen af hjem og den elektroniske overvågning af energiforbruget.
Det er nemt at forestille sig, hvordan man kan koble andre informationer fra det moderne hus til dette tæppe: sikkerhedsalarmer, brandsensorer, status for netværk, andre informationsforbindelser og så videre.
Den overordnede vision for Loop.ph er en form for bio-mimetisk symbiose. En slags teknologisk venden tilbage til naturen, hvor vi ved at genskabe en efterligning af vores naturlige biologiske miljø, kan give os selv nogle bedre steder at leve.
De har ingen berøringsangst med moderne teknologi, men forestiller sig tværtimod, at de kan bruge alle mulige former for teknologi i én pærevælling. For dem er det indlysende, at nanoteknologi, genetisk manipulaton af planter og dyr, superavancerede materialer og computerteknologi bør smelte sammen i vores miljø.
Det er en radikalt anderledes ide end den meget omtalte pervasive computing, som handler meget om, hvordan vi kan arbejde med Information. Loop.ph handler mere om at leve på en tilfredsstillende måde. Derfor vil de gøre vores hjem til en slags semilevende jungle, som er designet til menneskers behov.
Det vil måske stadig kunne kaldes et hus, men det vil ikke være til at genkende. De hårde mure, der skiller os fra det udenfor, vil forsvinde. I stedet vil der komme meget bløde overgange mellem hus og have, mellem ude og inde.
Det indvendige af vores huse vil blive en slags have. Men en meget speciel have, hvor mange af væsnerne/planterne/maskinerne vil have funktioner, der er specielt designet til at opfylde nogle af vores behov. Nogle af dem vil være helt styrbare og udelukkende reagere på vores kommandoer og ønsker. Andre vil være selvstyrende, som Digital Dawn.
De vil være designet til at tilfredsstille forskellige typer af behov fra fysiske til intellektuelle og sanselige. Min fornemmelse af samtalen med de to medlemmer af Loop.ph er, at de især gerne vil forøge vores sanselige og følelsesmæssige forbindelse med vores omverden.
Måske har de ret. Det er let at se, hvordan et smukt vægtæppe med oplysninger om dit energiforbrug kan øge din opmærksomhed på energiforbruget og på den måde gøre dig bedre til at styre det på en engageret og præcis måde.
Selve formålet med vores huse og det meste af vores teknologi er at gøre ting fladere. Vores huse skal fjerne temperatursvingninger og beskytte mod nedbør. Vores veje fjerner ujævnheder, elektrisk lys fjerner mørket og så videre. Altsammen ting, som vi gerne vil have.
De har bare den ulempe, at de også fjerner oplevelsespotentialer - det er mere spændende at løbe hen ad en skovsti end ad et fortov.
Vores teknologi kommer derfor til at stå som en mur mellem os og den verden, som vi biologisk er indrettet til at opleve. Rachel Wingfields og Mathias Gmachls ide er ikke at fjerne muren - så vil vi igen have et besværligt liv, hvor vi kæmper for at overleve - i stedet vil de gøre muren tyndere og mere gennemsigtig, så vi igen bliver en mere integreret del af vores omgivelser.
Deres håb er, at vi kan leve et liv mere bevidste om vores omgivelser og måske et mere sanseligt liv i overensstemmelse med vores egen biologi.
Loop.ph: www.loop.ph
Aktuel kunsthappening: www.publik.dk/hotsummer
Billedtekst: Dynevækkeur Fremtidens vækkeur er et elektronisk tekstil, som kan sættes til at lyse langsomt op, når du skal vækkes om morgenen.
OriginalModTime: 21-09-2006 15:07:07
