Sådan vil Microsoft liste pc'en ind i stuen: Det digitale sofabord

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 21. juni 2007.


Et digitalt sofabord, der automatisk genkender dit kamera og samtidig kan bruges til video­redigering eller som Dankort-automat. Det lyder som scener fra en science fiction-film, men er Microsofts seneste opfindelse. Her åbner vi for det gådefulde projekt, der langt hen ad vejen er baseret på standardkompo­nenter og fiks genanvendelse af teknologier.

En af Microsofts bedst bevarede hemmeligheder gennem mange år er blevet afsløret, og der er tale om et sofabord. Det lyder måske ikke som noget, der vil frembringe en revolu­tion i de danske hjem, hvor sofabordet har været en fast bestanddel af møblementet i generationer.
Men ved et nærmere eftersyn er Surface, som bordet er blevet døbt, et stykke elektronik, der inden for den nærmeste fremtid kan blive afgørende for, om computeren bliver helt stueren.
Der er nemlig tale om et bord med en indbygget pc og som på sin overflade er udstyret med en 30 tommer trykfølsom skærm, hvor brugeren blandt andet kan jonglere virtuelt med feriebilleder, musik og videoklip, sammenligne mobiltelefoner eller betale sin barregning.
I Surface benytter Microsoft en blanding af trådløse protokoller, radiofrekvenser, infrarød navigation og formgenkendelse til på gennemsigtig vis at blande den virtuelle og den virkelige verden på en ny måde.
Den magiske overflade
En af de ting, der gør Surface til en bemærkelsesværdig og meget interessant opfindelse er den såkaldte multi-touch-brugerflade. Computermusen og tastaturet er forsvundet ud af landskabet, og al navigation foregår ved berøring af en trykfølsom skærm.
Berøringsfølsomme skærme er der sådan set ikke noget nyt i, men multi-touch-teknologien giver nogle hidtil usete muligheder, der får Surfaces navigation til at fremstå som noget næsten magisk.
I modsætning til en almindelig mus, der i dag bruges som navigationsredskab på næsten alle computere, kan man med multi-touch-teknologien arbejde på mange forskellige områder af skærmen samtidig.
Navigation gennem menuer fungerer ved, at man trykker på det ønskede punkt med fingeren, og det er eksempelvis muligt at gribe fat i hjørnerne af et fotografi eller en video og trække det op eller ned i størrelse i realtid.
Surface kan også registrere værktøjer som en pensel, der kan benyttes til at "male" på overfladen. Faktisk er systemet så avanceret, at det er muligt for flere personer at benytte overfladen samtidig, og derved kan man gøre arbejdet eller legen til en social sammenkomst ved bordet.
Træk og slip
Surface benytter det velkendte træk og slip-princip, hvilket kan udnyttes mellem elektroniske enheder, der lægges på Surface-overfladen.
Man kan placere to mobiltelefoner på overfladen og med sin finger trække en ringetone eller et musiknummer fra den ene mobil til den anden.
Multi-touch-teknologien har været udforsket siden 80'erne, og er primært blevet benyttet til militære - og kommercielle formål. Virksomheder som PerceptivePixel har udviklet meget avancerede og højteknologiske systemer til denne type brug. Men Microsoft har brudt barrieren og arbejder nu på højtryk for at gøre grænsefladen tilgængelig for den helt almindelige bruger.
Apples iPhone er et andet eksempel på en anden moderne enhed, der benytter en form for multi-touch som naviga­tionsteknologi.
Den fysiske navigation foregår på en specieldesignet akryl­overflade. For at vise brugerfladen på bordet benytter Microsoft samme DLP-teknologi, der anvendes i projektionsfjernsyn og projektorer. Der er ganske enkelt monteret en projektor i bordets bund.
Brugerens kommandoer opfanges af et nær-infrarødt lys, der ligeledes sendes op mod skærmen. Nå et objekt berører skærmens overflade sendes lyset tilbage og opfanges igen af en række infrarøde kameraer. De kan efterfølgende sende informationerne til computerens software, der kan udfører kommandoerne i praksis.
Standardkomponenter
En anden bemærkelsesværdig ting ved Surface er, at det digitale bord kan genkende objekter, der placeres på overfladen.
Man kan således placere sin mobiltelefon, Zune-afspiller eller sit digitale kamera på bordet og se billeder, høre ringetoner eller musik fra enhederne med bordet som navigationsinstrument.
Mobilens menuer spreder sig fra telefonens indre ud på bordets overflade og kan benyttes direkte fra Surface-overfladen.
I Surface er der indbygget WiFi 802.11 b/g og Bluetooth 2.0, der kan genkende og kommunikere med eksempelvis digitale kameraer, videokameraer eller mobiltelefoner. En slags plug and play, bare uden ledninger.
Et kompatibelt kamera skal således blot placeres på skærmen, hvorefter der via trådløst netværk skabes kontakt mellem kamera og Surface-computer.
Billederne kan herefter overføres ved brug af fingrene. Et billede kan skaleres op og ned vendes og drejes, og man kan foretage billedbehandling i realtid, hvilket ser meget overbevisende og science fiction-agtigt ud, når det gøres i praksis.
Man kunne have mistanke om, at det kræver oceaner af regnekraft, men selve computeren i det digitale sofabord er faktisk bygget af helt almindelige standardkomponenter, der ikke adskiller sig fra dem, der sidder i en moderne pc.
Processoren i den prototype, der i maj blev fremvist til pressen, er eksempelvis en helt almindelig Core 2 Duo. Desuden indeholder den to gigabyte ram og et grafikkort på 256 megabyte.
Da der er tale om en almindelig computer med en modificeret udgave af Windows Vista som styresystem, kan der frit fremstilles nye applikationer til Surface.
Programmerne kan skræddersys til et hav af formål, hvilket giver Surface et stort potentiale både til underholdnings og multimedie-brug og til kommercielle formål. Det er dog i første omgang det kommercielle marked, der er målgruppen.
Betaler din barregning
Et praktisk eksempel på, hvordan Surface vil blive brugt fra første færd, er på en restaurant eller bar. Kunden kan bladre gennem menukortet med fingrene, trække de ønskede retter og drikkevarer til sin "indkøbsvogn" og klikke på "bestil". Ordren bliver herefter sendt direkte til køkkenet.
Mens man venter på sin mad, kan man så bruge Surface til at surfe på nettet, spille eller sende e-mails til kollegaerne på kontoret.
Når regningen skal betales, placerer gæsterne et eller flere kreditkort på den trykfølsomme skærm, der vil genkende kortene.
De enkelte bestillinger kan herefter trækkes fra de respektive betaleres kreditkort, således at man kun betaler for sine egne køb.
Kommunikation mellem Surface og betalingsmidlerne er endnu ikke helt på plads, men Microsoft oplyser, at den skal ske på basis af RDIF- og NFC-teknologi.
Specielt sidstnævnte er stadig i undfangelsesfasen, men som det er tilfældet med RFID understøttes NFC af nogle af de helt store elektronikgiganter som Philips, Sony og Nokia.
Produkter med indbygget NFC kan komme til at ændre den måde, enheder interagerer. Fra mobile enheder vil det blive muligt at dele og udveksle informationer og foretage hurtige og sikre betalinger.
NFC kan anvendes til en lang række forskellige formål som betaling med mobiltelefoner og kreditkort eller overførsel af digitale billeder mellem et kamera og Surface.
Hemmeligholdt i seks år
Udviklingsarbejdet startede i 2001, og det har således taget Microsoft seks år at udvikle det interaktive bord. Projektet er gået under kodenavnet Milan, men nu omdøbt til Surface på grund af den spektakulære navigation og de genkendelsesegenskaber, der sker via den trykfølsomme skærm.
Sofabordet bliver dog ikke noget, som man vil kunne slæbe med hjem fra IKEA foreløbig. Microsoft forventer, at produktet bliver tilgængeligt for almindelige forbrugere inden for tre til fem år.
Prisskiltet viser i øjeblikket et beløb på op til 10.000 dollars, svarende til cirka 55.000 danske kroner, hvilket nok også lægger en naturlig dæmper på købelysten.
Men som det har været tilfældet med blandt andet fladskærme, vil priserne uden tvivl hurtigt bevæge sig ned i et spiseligt niveau.
Derfor er det i første omgang hotellobbyer, restauranter og kasinoer, som er målgruppen for Surface, og de første eksemplarer er ifølge Microsoft klar til brug i slutningen af 2007.
Surface bliver solgt til partnere med en række basisapplikationer, der blandt andet inkluderer foto og musik.
Desuden bliver det muligt for køberne at udvikle specifikke applikationer.
Microsoft har allerede indgået aftaler med mobiloperatøren T-Mobile i USA.
I T-Mobiles salgsbutikker skal Surface blandt andet bruges til sammenligning af forskellige telefonmodeller. Man lægger blot de to telefoner ved siden af hinanden, og herefter kan man på skærmen sammenligne modellernes egenskaber og specifikationer.

Boks 1:
Surface blev født i 2001
De første streger til Surface blev sat på en notesblok i 2001, hvor to Microsoft-ansatte lavede en brainstorm om, hvordan et interaktivt bord kunne se ud. Den første prototype blev præsenteret for Bill Gates i 2003, og var baseret på et sofabord fra den svenske møbelgigant IKEA (øverst tv.).

Siden da er der bygget mere end 85 forskellige prototyper for at nå frem til resultatet. De første Surface-modeller vil stå klar på amerikanske hoteller og kasinoer i slutningen af 2007.

Boks 2:
Computer og software: Surface er bygget af mange af de samme komponenter, som findes i almindelige kontorcomputere. En Core 2 Duo-processor, to gigabyte hukommelse og et 256 megabyte grafikkort. Til at håndtere den trådløse kommunikation mellem Surface og enheder som digitale kameraer og mobiltelefoner benyttes WiFi 802.11 b/g og Bluetooth 2.0.

Der er desuden planer om at udstyre enheden med RFID- og Near Field Communication (NFC). NFC er en trådløs netværksteknologi, der er baseret på RFID. Lige som i RFID er det radiofrekvenser, som udgør rygraden. NFC har til formål at levere simpel, intuitiv og sikker kommunikation mellem elektroniske enheder.

Når to NFC-kompatible enheder bringes sammen, kan enhederne udveksle information og foretage sikre betalinger.

Det underliggende operativsystem er også et standardprodukt. Surfaces platform er nemlig en modificeret udgave af Microsoft Windows Vista.

Boks 3:
Projektor: Microsoft Surface benytter den samme Digital Light Processing-teknologi (DLP), der anvendes i mange moderne projektionsfjernsyn og projektorer.

Størrelsen af det synlige billedfelt på skærmen er 1024 x 768 pixels, hvilket er mindre end det usynlige infrarøde felt, som er på 1280 x 960 pixels. Det skulle give en mere sikker genkendelse af handlingerne på brugerfladen.

Boks 4:
Infrarød kommunikation: Overvågningssystemet i Surface opererer i det nær-infrarøde, hvilket er bølgelængder, der lige netop er for lange til, at det menneskelige øje kan se dem. Der benyttes en light-emitting diode (LED) som lyskilde til at sende det usynlige lys mod overfladen.

Når et objekt eller en finger berører den trykfølsomme overflade, reflekteres lyset og opsamles af et af de fem infrarøde kameraer. Kameraerne formidler brugerens handlinger til en applikation, der er ligger "oven" på Windows Vista og som udfører handlingen i praksis.

Boks 5:
Skærmen: Navigationen foregår på Surfaces akryloverflade, der via en projektor og infrarødt lys forvandles til en stor horisontal multi-touch-skærm.
Skærmen kan håndtere mange samtidige indputs fra mange samtidige brugere.

Mus og tastatur benyttes ikke, man navigerer blot med sine fingre.
Surface kan genkende objekters form og struktur, læse RFID- samt NFC-tags og skabe direkte forbindelse til eksempelvis et digitalt kamera via Wi-Fi og Bluetooth.

Enheden placeres blot på skærmens overflade, hvorefter man kan benytte Surface som navigationsredskab. På denne måde kan man trække og slippe ringetoner, billeder, musikfiler og meget andet direkte fra enheden til Surface eller mellem enheder.

OriginalModTime: 21-06-2007 15:13:44




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Computerworld Cyber Briefing

Computerworld giver dig hver måned 30 minutter med de nyeste cybertrusler, konkrete angreb og brugbare råd. Få indsigt i AI og sikkerhed, compliance, risikovurdering og forsvarsstrategier. Tilmeld dig næste Cyber Briefing nu.

14. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere