Artikel top billede

Guide: Sådan bygger du et billigt og støjsvagt mediecenter

Drømmer du om at parre fladskærms-tv'et med et mediecenter, men afskrækker prisen? Bliv overrasket og se her, hvordan du samler et støjsvagt og strømbesparende mediecenter til kun 2.000 kroner.

1. Guide: Sådan bygger du et billigt og støjsvagt mediecenter

Vi har tidligere undersøgt, hvilken software der kan bruges, hvis man vil lave sit eget mediecenter.

Artiklens store popularitet betyder, at vi nu følger op med en række guider, hvor vi samler mediecentre til forskellige behov og målgrupper. I denne første guide er fokus på at lave et billigt og støjsvagt system, der kan tygge sig gennem krævende HD-video uden at bøvse.

For at holde prisen i bund fravælger vi Blu-ray-funktionalitet og tv-tuner. Vi fokuserer på at bygge en maskine, som kan afspille de film, man i forvejen har digitaliseret, hvad enten det er HD eller SD. Det vil typisk være mkv- og avi-filer. Derudover skal maskinen også gerne kunne afspille musik og vise feriebillederne på fladskærmen.

Dedikeret mediecenter-pc

Man kan i princippet bruge hvilken som helst computer som mediecenter, blot den har de stik, der skal bruges til at forbinde den til tv'et. Det er dog de færreste, der har en computer til overs til den slags.

Selvom du skulle have en maskine, der kan bruges, er der nogle ting, du bør overveje, når du vakler mellem en ældre maskine og en ny.

I de senere år er strømforbruget kommet meget i fokus, og producenterne har udviklet hardware, som både er småt i størrelse og i appetit for strøm. Det lave strømforbrug betyder også mindre varmeudvikling fra maskinerne og derfor mindre støj fra kølingen.

Alt i alt en fremragende udvikling, som betyder, at det er muligt at snige en computer ind i stuen med konens eller kærestens accept.

2. God og gratis software

Vores mediecenter skal selvfølgelig udstyres med software, der kan afspille vores videoformater. Der findes flere forskellige programmer derude, som kan anvendes. Vi testede en række af dem i vores guide til mediecentersoftware.

I dette lavprisprojekt er XBMC det oplagte valg. XBMC kan installeres på alle de gængse styresystemer. For at spare udgiften til en Windows-licens vælger vi XBMC Live, som er en Linux-distribution, der booter direkte ind i XBMC. Det betyder, at der er nogle begrænsninger, eksempelvis er der ikke en browser, som gør det muligt at surfe på nettet og lignende.

Ønsker du mere funktionalitet, uden at det skal koste ekstra, kan du installere en anden version af Linux, som eksempelvis Ubuntu, og installere XBMC oven på den. Derved får du alle funktioner, en almindelig computer kan levere, mens mediecenterfunktionaliteten er intakt. Det er imidlertid ikke en løsning, der kan anbefales til folk, som ikke har tålmodighed til at sætte sig ind i et helt nyt styresystem.

Vores erfaring siger desværre, at mange har problemer med at konfigurere XBMC korrekt. Heldigvis har gutterne hos techmadeeasy.co.uk lavet et par videovejledninger, som er tilgængelige på YouTube. Du finder første del her og anden del her.

En af de få ting, de ikke nævner i deres guide, er, hvordan man aktiverer hardwaredekodning af film - altså lader grafikkortet stå for at vise filmen i stedet for den almindelige processor.  Her skal du ind i "System - Video - Playback" og finde punktet "Allow hardware acceleration" og sikre dig, at det er aktiveret.

3. Bundkort, processor og grafikkort

For at holde pris og strømforbrug i bund har vi valgt et Mini-ITX-bundkort med indbygget processor og grafikkort. For at have kræfter til at kunne afspille vores HD-materiale, kræver det et grafikkort, som understøtter dekodning af x264 - i praksis betyder det, at vi skal have fat i AMD's Brazos-platform eller et bundkort med Intel Atom-processoren og et Ion-chipsæt.

Vi har tidligere stiftet bekendtskab med et par bundkort baseret på Brazos-platformen og gennemgående haft ros til overs for de skrumpede bundkort. Prisen er nogenlunde på niveau med konkurrerende kort baseret på Intel Atom og Nvidia Ion og leverer bedre ydelse.

Desværre er der i den nuværende udgave af XBMC Live problemer med driverne til grafikchippen på disse bundkort, og derfor vil de ikke fungere i den maskine, vi samler i dag. Har du mod på at installere en anden Linux-distribution, kan du efterfølgende installere XBMC og få fine resultater. Medmindre du har stor teknisk indsigt, vil vi dog fraråde denne løsning.

I stedet foreslår vi et Ion-baseret bundkort i denne omgang. Valget falder på Zotac IONITX-G-E, som i skrivende stund kan købes for 750 kroner inklusive fragt. For de penge får du et glimrende bundkort med en Atom-processor på 1,6 gigahertz med to processorkerner (dualcore), Ion-chipsæt, Gigabit Ethernet og den vigtige HDMI-port til fladskærmen. Desværre understøtter kortet kun DDR2-ram, men det har reelt ingen betydning til vores brug.

Vil man ofre et par hundrede kroner mere, kan Asus AT3IONT-I være et interessant valg. Dette kort adskiller sig fra Zotac-kortet ved at bruge DDR3-ram og være passivt kølet, hvilket betyder mindre støj i dagligdagen.

4. Kabinet, harddisk og hukommelse

Vi skal selvfølgelig have fundet et kabinet, vi kan bygge maskinen i, og der er stort set frit valg på alle hylder.

Mini-ITX-kort passer ind i alle kabinetter, der understøtter ATX, mATX (micro ATX) og selvfølgelig Mini-ITX. Vi har valgt et HEC Compucase 8K01, som er et lille, billigt og pænt kabinet med indbygget strømforsyning på 120 watt. Det koster for øjeblikket 458 kroner.

Til en computer hører også en harddisk, og igen er der næsten frit valg. Holder du dig til 3,5 tommer og en disk med SATA-interface, er der ingen problemer.

Hvor stor kapacitet, der er behov for, er helt op til den enkelte. Nogle vil streame film fra en netværksharddisk (NAS; Network Attached Storage) eller en anden computer, hvorimod andre foretrækker at gemme alle film på selve mediecentret. Den sidste løsning kræver meget plads. Vi har været beskedne og valgt en 500 gigabyte disk fra Samsung til 307 kr.  For god ordens skyld må vi hellere fortælle, at man for et par hundrede kroner kan få fire gange så meget plads.

For at fuldende vores kreation mangler vi kompatibel hukommelse. Vores Zotac-bundkort skal bruge DDR2-ram, og valget er faldet på denne stang med to gigabyte fra Kingston, som fås til 203 kroner. Hvis du har bestemt dig for Asus-bundkortet, vi nævnte tidligere, skal du i stedet finde nogle DDR3-ram i stil med disse.

Vi behøver i princippet ikke mere til vores maskine, men nogle vil sikkert gerne have et dvd-drev i maskinen også. XBMC Live kan installeres fra en USB-nøgle, men det er lidt nemmere med et optisk drev. Desuden kan drevet også bruges til at afspille din dvd'er efterfølgende. LiteOn DS-8A5S kan bruges, hvis du vil have denne mulighed. Det koster 227 kroner.

5. Fjernbetjening eller tastatur?

Det er et spørgsmål om smag, hvordan man ønsker at styre XBMC-softwaren. Selve installationen kræver et tastatur, men derefter kan en fjernbetjening sagtens slå til. Nogle ting er dog nemmere med et tastatur, specielt søgning på YouTube bliver bøvlet med et tastatur på skærmen og en fjernbetjening til at navigere rundt på knapperne.

Den optimale løsning er nok en kombination af tastatur, mus og fjernbetjening, men det er hverken billigt eller - efter vores opfattelse - pænt på sofabordet.

Igen holder vi prisen i fokus og snupper derfor Microsoft Wireless Desktop 800 for business til 253 kroner.

Vil du ofre lidt mere, kan du eksempelvis overveje Chill Inovation KB-1BT, Logitech DiNovo Mini eller Hauppauge MC Remote Control Kit.

6. Oversigt og pris

Nu er vi efterhånden ved vejs ende. Lad os kigge nærmere på, hvad vi valgte, og hvor mange penge vi skal have op af lommen for at få en maskine, der kan afspille vores film.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere