Artikel top billede

Test: Stilrent mediecenter med fornuftig ydelse

Efter Intels Atom-chip ramte markedet, er udvalget inden for kompakte mediecentre vokset betragteligt. Nu er Zotacs Zbox på markedet, der som den første har AMD's Fusion-processor under hjelmen. Vi har testet løs.

1. Test: Stilrent mediecenter med fornuftig ydelse

Zotacs lille nye mediemonster besøger Hardware Central med en snedig overraskelse i baglommen. Det er den nyeste udgave af producentens kørende mediecenter-serie og den første bygget over AMD's Fusion-processor - og det er en kraftigere fætter end Atom.

Kraftigere i den forstand, at den kan klare de fleste videoformater og opløsninger uden at hoste sig ihjel. Så kraftigere end Atom, men stadig naturligvis ikke i samme liga som en ægte desktop-processor med dedikeret grafik.

Du kan ikke installere Crysis på mediecenteret og forvente en glidende spilafvikling, men holder du dig til ældre spil, er det faktisk muligt at få helt hæderlige spiloplevelser, hvis du altså er villig til at gå på kompromis med skærmopløsningen.

Men holder vi os til det, maskinen rent faktisk er designet til, er det svært at finde fejl eller mangler. På hardwaresiden har vi et par forslag, men det er intet, der ridser facaden på denne meget kapable lille multimedie-fyr.

2. Elegant design og børstet stål

Zbox holder det elegante design fra de tidligere modeller. Den er kun 40 millimeter høj, og toppen er delt mellem børstet stål over det indbyggede Blu-ray-drev og en gennemsigtig sort del, der oplyses indefra med en blå cirkel, når maskinen er tændt.

På fronten finder vi Blu-ray-drevet og under det en kortlæser, der snupper de mest gængse formater. Længere mod højre ligger en USB 2- og en USB 3-port, samt jackstik til høretelefoner og mikrofon.

På bagsiden finder vi endnu en USB 3-port, LAN-stik, en kombineret USB 2- og eSATA-port samt DVI-I (der leveres en VGA-adapter i pakken), HDMI og en optisk lydudgang. Gode tilslutningsmuligheder, om end man skal huske, at da enheden ikke har infrarød læser indbygget, vil det næsten være givet, at to af USB-portene vil være reserveret til trådløs mus og tastatur.

Under hatten

Modellen, vi testede, leveres med to gigabyte ram og en 250 gigabyte harddisk af den gode gamle slags. Ikke voldsomme sager, men absolut brugbart til formålet. Ønsker man en lidt vildere kombination, er det muligt at købe en basismodel, og så selv smide mere hukommelse og eventuelt en SSD-disk imaskinen. Men der er rigeligt under motorhjelmen til det primære brug - afspilning af video. Det hjælpes naturligvis godt på vej af AMD's Fusion-processor, der leverer 1,6 gigahertz.

På softwaresiden var vores testudgave af Zbox Blu-ray AD03 Plus installeret med en prøveversion af Windows 7 samt en fuld version af PowerDVD til afspilning af Blu-ray. Vi formoder, at de forbrugervenlige udgaver af enheden leveres uden styresystem, så skulle man ønske at smide Linux på dyret, betales der ikke for overflødig software.

Hele pakken fylder 280 x 187 x 40 millimeter. Det skal dog nævnes at siderne er afrundede. Så der er ikke mulighed for at stille den lille fyr på siden. Står der allerede en Xbox 360 og en PlayStation 3 under stuealteret, kan der således blive kamp om pladsen, da ingen af de nævnte egner sig til at blive stablet.

Men det lille kabinet klarer opgaven fint, og uanset hvor hårdt den lille fyr blev tæsket igennem, strøg processortemperaturen ikke over 80 grader - og med en passivt kølet maskine er det rart ikke at skulle bekymre sig om varmeudvikling, især når vi heller ikke skal bekymre os om støj.

3. Lækker feature til lydentusiasterne

Under vores test blev Zbox udsat for alt, hvad vi almindeligvis ville udsætte et mediecenter for - og fandt stort set ingen problemer.

Maskinen har kørt alt fra Blu-ray, film afspillet fra image-filer, diverse HD-formater fra både et Nikon D700 og i den lettere ende et Canon Ixus uden problemer. Streamet video i HD fra YouTube startede problematisk, men under testen fik vi opdateret maskinens driver, hvilket løste problemet på smukkeste vis.

Det skal også nævnes, at Zbox har en lækker feature til lydentusiasterne. Den kan streame Dolby Digital HD og DTS-HD gennem HDMI-udgangen. Så endelig et mediecenter der kan klare Blu-ray-lyd hele vejen.

Maskinen ville nyde godt af lidt ekstra ram og en SSD-harddisk, hvilket ville putte den helt op i luksus-enden af skalaen. Men da den allerede ligger i den højere af prisskalaen inden for mediecentre, er det forståeligt, at Zotac har valgt at stoppe her. Som det står nu, klarer den opgaven - og er man til luksus, vil den ekstraudgift nok ikke være det store problem.

Rammer snart Danmark

Da maskinen er på sidste indflyvning til at lande på det danske marked, forholder vi os til euro-prisen. Her ligger den på 419 euro, hvilket med moms ender et sted omkring 3.699 kroner. Det er i den øvre ende af skalaen for APU-baserede mediecentre, men maskinens specifikationer ligger også i samme ende.

Muligheden for at levere HD-lyd med Blu-ray-film hiver den derop, hvor det føles, som om der leveres god valuta for pengene - og så lige en ekstra tand i ydelse i forhold til konkurrenterne. Zbox er et af de mest charmerende mediecentre, vi længe har set.

Læs også:
Guide: Sådan bygger du et billigt og støjsvagt mediecenter
 
Guide: Sådan bruger du din computer som mediecenter




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere