Aldrig har der været brugt så mange penge på netannoncer i USA som i det forgangne år. En ny opgørelse viser at annonce-omsætningen blev på 54 milliarder kroner i 2004. I forhold til 2003 er der sket en vækst på 32 procent, skriver Berlingske Tidende.
Dermed er den hidtidige rekord fra år 2000 på 46 milliarder kroner slået. I de seneste fem kvartaler er der sket en uafbrudt vækst i den amerikanske netannoncering.
I Danmark er tendensen den samme. Den samlede omsætning blev på lidt over en halv milliard kroner i 2004. Det er næsten en fordobling i forhold til 2003, hvor der blev solgt danske netannoncer for 286 mio. kr.