»Elektronisk civil ulydighed«. Sådan lyder en af overskrifterne på hjemmesiden ecd-fur.com, som opfordrer til at deltage i et stort netangreb mod pelsindustrien den 14. februar. Ifølge hjemmesiden har aktivisterne udviklet et »Protest Online Chat« program, som umiddelbart fungerer som et almindeligt chat-værktøj - men for hvert ord der indtastes sendes en mail til et udvalgt mål, som vil blive udpeget på et senere tidspunkt.
Hensigten med dette databombardement er at oversvømme og blokere modtagerens e-mail system - denne form for aktion kaldes også et denial-of-service angreb.
Det fremhæves på hjemmesiden, at det ikke er ulovligt at deltage i aktionen. Men alligevel har de ukendte initiativ-tagere åbenbart fundet det nødvendigt at registrere hjemmesiden under falsk navn.
Et opslag i .com-domænedatabasen viser at ecd-fur.com tilsyneladende er registreret af Dansk Data Arkiv i Odense, som hører under Statens Arkiver. Men hos Dansk Data Arkiv kender man hverken noget til hjemmesiden eller det personnavn, der er brugt til at registrere domænet.
ComON har talt med arkivchef Hans Jørgen Marker hos Dansk Data Arkiv, som udtrykker stor overraskelse over, at arkivets navn og adresse er blevet misbrugt af dyreværns-aktivister til at gennemføre en netkampagne.
»En eller anden person har åbenbart fundet Dansk Data Arkiv og brugt vores engelske navn til at registrere vores domæne. Det er faktisk stavet forkert - der mangler et 's' til sidst. Nu vil vi forsøge at fremme til, om det er muligt at få lukket hjemmesiden,« siger Hans Jørgen Marker til ComON.
Ifølge oplysningerne i domæne-databasen er hjemmesiden registreret gennem den britiske internet-udbyder Kaleton, der har servere i USA, Holland og Hong Kong. ComON har uden held forsøgt at komme i kontakt med internet-udbyderen.