Det amerikanske præsidentvalg i sidste uge betegnes som den største test for e-voting nogensinde. Men den elektroniske stemmeafgivelse har været ramt af talrige problemer. En computerfejl i den afgørende stat Ohio gav vinderen George W. Bush 4.000 stemmer for meget. Fejlen får dog ingen betydning for resultatet i Ohio, hvor Bush fik 136.000 flere stemmer end Kerry.
I North Carolina er mere end 4.500 elektronisk registrerede stemmer gået tabt, fordi kapaciteten i valgsystemets elektroniske hukommelse blev vurderet forkert.
Det elektroniske system til stemmeafgivelse i San Francisco, hvor der samtidig med præsidentvalget blev holdt kommunalvalg, brød komplet sammen. Skaden skulle dog være begrænset, da alle stemmerne først er afgivet på papir, som derefter skulle indscannes.
De tre sager er de seneste i en lang serie af mindre it-problemer i forbindelse med valget, som dog ikke ventes at rykke ved det endelige resultat.
Valgobservatører fra den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde OSZE kritiserer at der mangler fælles standard for elektroniske valgmaskiner, men konkluderer i den afsluttende rapport, at valget i det store og hele er afviklet efter bogen.