På et pressemøde søndag kunne messeledelsen fremlægge de første besøgstal for verdens største computermesse Cebit. I forhold til 2003 er der sket en lille stigning fra 204.000 til 220.000 besøgende i de første tre dage, men messen er samtidig forkortet fra otte til syv dage.
Det forekommer derfor usandsynligt, at antallet af messegæster kan nå samme niveau som sidste år. I 2003 faldt antallet af besøgende med 17 pct. til 560.000.
Deutsche Messe AG holder dog fast i sin professionelle optimisme.
»Det går fremad igen,« sagde bestyrelsesmedlem Ernst Raue på pressemødet. Messeledelsen fremhæver, at antallet af beslutningstagere som besøger Cebit er stigende.
I de første tre dage kom 30 pct. af de besøgende fra andre lande end Tyskland, mod 28 pct. i 2003. Især antallet af messegæster fra Asien og Østeuropa er stigende.