Den amerikanske teknologiblog TechCrunch har modtaget et zip-arkiv med 310 fortrolige dokumenter fra internet-firmaet Twitter. Arkivet indeholder blandt andet personlige breve, mødereferater, regnskaber, partneraftaler og telefonfortegnelser.
En hacker som kalder sig selv "Croll" har angiveligt skaffet sig adgang til flere af Twitter-medarbejdernes indbakker og Google Apps-konti, og kopieret de interne dokumenter, som herefter er sendt til blandt andet TechCrunch og franske Korben. Hackeren har også stjålet dokumenter fra Twitter-chef Evan Williams og hans kone.
Det elektroniske indbrud er angiveligt sket helt tilbage i maj, men er først blevet kendt nu. Twitter bekræfter indbruddet i sin egen officielle blog, men understreger samtidig, at Twitters sikkerhed ikke er truet. Ingen af tjenestens brugerkonti er berørt, forsikrer Twitter, som også afviser, at der skulle være tale om et sikkerhedshul hos Google Apps.
TechCrunch har valgt at offentliggøre en del af dokumenterne, herunder en regnskabsprognose, som fortæller at Twitter regner med et beskedent overskud på 400.000 dollar i årets første kvartal - det vil i givet fald være det første overskud for Twitter. Men allerede i det efterfølgende kvartal skulle overskuddet være tidoblet.