TDC-topchef Henning Dyremose advarer elselskaberne mod at foretage de planlagte investeringer på mindst 20 milliarder kroner i et landsdækkende fibernet. Henning Dyremose har tidligere betegnet elselskabernes satsning på bredbånd som »den største fejlinvestering i nyere dansk historie«.
Han afviser dog, at TDC skulle være bange for konkurrencen fra elselskaberne, som på længere sigt kunne blive en trussel mod teleselskabets dominerende position på bredbånds-markedet.
»Siden 1996 er vores priser faldet med 17 procent. I samme periode er elsektorens priser steget med 44 procent. Som borger i Danmark mener jeg, at elsektoren hellere skulle koncentrere sig om at give borgerne billig strøm end at investere mange milliarder i et tvivlsomt net,« skriver Henning Dyremose i en kommentar til elselskabernes planer.
Ifølge TDC-topchefen vil teleselskabets infrastruktur til et hurtigere bredbåndsnet være på plads længe inden elselskaberne er klar til at levere til kunderne. Problemet er ikke infrastrukturen - det er indhold og anvendelsesmulighederne, der udgør flaskehalsene, mener han.
»Allerede i oktober næste år kan vi for en lille investering i et trecifret millionbeløb levere hastigheder på bredbåndet på 8 megabit i sekundet til 85 procent af den danske befolkning. Samtidig viser vores forsøg, at man med den nuværende teknik allerede kan overføre film med en hastighed på én megabit,« fortæller Henning Dyremose.
TDC er i gang med at installere sine egne fiberforbindelser rundt om de 100 største danske byer.