»Der fremkom ikke under mødet nye oplysninger eller synspunkter, der giver anledning til at revurdere den rådgivning, Sundhedsstyrelsen har givet hidtil vedrørende den aktuelle problemstilling om mobilantenner,« siger medicinaldirektør Jens Kr. Gøtrik.
Sundhedsstyrelsen har alligevel besluttet at etablere et forskerpanel, der skal vurdere nye resultater om mulige sundhedsrisici ved radiobølger. Forskerpanelet skal bidrage med rådgivning om stråling til andre myndigheder og til befolkningen.
»Sundhedsstyrelsen har besluttet at etablere forskerpanelet, fordi anvendelsen af teknologien er i rivende udvikling og fordi der - på trods af at danskerne er blandt dem i verden, der gerne bruger mobiltelefoner meget - er en bekymring for, om den indebærer en sundhedsrisiko,« siger Jens Kr. Gøtrik.
Forskerpanelet skal også give et dansk bidrag til de internationale vurderinger, som Verdenssundheds-organisationen (WHO) foretager.