Artikel top billede

Rygterne er glohede før onsdagens store Apple-præsentation - her er otte nyheder, som vi forventer at se

Her er otte ting, som du ifølge rygterne komme til at se til Apples store præsentation.

På onsdag har Apple inviteret til en ny stor produktlancering

Traditionen tro er det på denne tid af året, at den californiske virksomhed præsenterer de nyeste modeller af iPhonen.

Men gennem det seneste år har Apple oplevet et faldende iPhone-salg, og derfor hviler der et stort pres på Apples administrerende direktør, Tim Cook, når han onsdag klokken 19:00 dansk tid indtager scenen i Bill Graham Civic Auditorium i San Francisco.

Lad os derfor kigge lidt nærmere på, hvad det ventes, at Apple vil præsentere.

Læs også: Så er Apple klar med invitationen: iPhone 7-lanceringen finder sted om få dage

1. iPhone med uforandret design

Ifølge de mest troværdige rygter vil den kommende iPhone, der muligvis får navnet iPhone 7, nærmest komme til at ligne den eksisterende iPhone til forveksling.

Den mest synlige ændring på den nye telefon bliver formodentligt, at Apple fjerner de to tværgående "antenne-linjer" på telefonens bagside.

Det fremgår af en lang række forskellige billeder, der angiveligt forestiller den næste iPhone.

Det er billeder, som formodentligt er lækket af personer med tillknytning til Apples kinesiske samarbejdspartnere. 

Ifølge et af de seneste rygter, der er bragt til torvs af den normalt relativt troværdige Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo fra analysevirksomheden KGI, vil Apple introducere en ny såkaldt piano-sort farvevariant, der får en overflade, der minder om den, som vi finder på Apples Mac Pro-computer.

Samtidig ventes det, at telefonens Home-knap ikke længere vil være en fysisk knap, men i stedet bliver erstattet af en trykfølsom plade, der vibrerer, når der bliver trykket på den - meget lig den teknologi, der i dag findes i trackpaden på Apples seneste Macbook-computere.

Læs også: Derfor har iPhone-salget ramt muren - og sådan kommer Apple tilbage på vækstsporet 

2. Farvel til hovedtelefon-stikket på iPhone

Meget tyder på, at Apple vil fjerne hovedtelefonstikket på den kommende iPhone.

Det er en kontroversiel beslutning, der betyder, at hovedtelefonerne på fremtidige iPhones skal tilsluttes via Bluetooth eller via iPhonens strømstik - det såkaldte Lightning-stik.

I dag sidder hovedtelefonstikket i bunden af iPhonen - i venstre side. Den plads vil formodentligt blive overtaget at en ekstra højtaler-grill. 

Et farvel til hovedtelefonstikket åbner også for spørgsmålet om, hvilke type hovedtelefoner, der i fremtiden vil følge med iPhonen.

Vil Apple blot vedlægge en adapter, vil Apple opdatere de eksisterende hovedtelefoner med et lightningstik eller vil Apple måske skabe et helt ny bluetooth-udgave af virksomhedens ikoniske hvide earpods?

Læs også: Apple vil fjerne hovedtelefonstikket fra den næste iPhone - her er fem mulige forklaringer

3. Ny kamerateknologi

Den næste udgave af iPhonen vil efter alt at dømme komme i to størrelser, akkurat som det er tilfældet med iPhone 6 og 6s. 

Men i denne generation tyder alt på, at der vil være én afgørende forskel på de to modeller, der kan få flere til at foretrække den største og dyreste udgave af telefonen. 

For ifølge rygtestrømmen vil den store Plus-udgave udmærke sig ved at få et kamera med to objektiver. Det er noget, som eksempelvis allerede kendes fra flere af Huaweis telefoner.

Det nye kamera er blandt andet dukket på flere lækkede billeder, der tilsyneladende dokumenterer den nye telefon.

4. Hurtigere iPhone-processor

En ny iPhone er normalt også lig med en ny og hurtigere processor. 

Processoren i den næste iPhone ventes at komme til at bære navnet A10, og ifølge Apple-analytiker Ming-Chi Kuo vil den blive væsentligt hurtigere end den A9-chip, der i øjeblikket sidder i iPhone 6s, og den vil få en processorhastighed på 2,4 ghz. 

Ifølge Apple-mediet 9to5mac er der dermed tale om en dramatisk opgradering af processor-hastigheden.

5. Vandafvisende iPhone

YouTube-videoer har flere gange dokumenteret, at Apples seneste iPhone, 6S, er betydeligt mere vandafvisende end forgængeren, iPhone 6. 

Det er dog ikke en funktion, som Apple selv har markedsført.

Men ifølge Apple-analytikeren Ming-Chi Kuo tyder meget på, at den kommende iPhone vil få endnu bedre vandafvisning, og den vil angiveligt få samme niveau af vandtæthed som Apple Watch, der har en såkaldt IPX7-certifcering.

Det vil eksempelvis sige, at telefonen uden problemer kan overhældes med rindende vand.

6. Apple Watch med GPS

Senere på ugen er det præcis to år siden, at Apple første gang løftede sløret for Apple Watch.

Men først nu ser det ud til, at Apple er klar med en opdateret udgave af uret, der formodentligt får navnet Apple Watch 2.

Det nye smartwatch ventes at få et design, der er identisk med det eksisterende Apple Watch. Men under urskiven vil uret ifølge de mest troværdige rygter blive udstyret med gps, en hurtigere processor og et større batteri.

Det nye større batteri skal formodentligt kompensere for at uret bliver udstyret med gps, der er særligt batterislugende. 

Det ventes også at Apple i løbet af efteråret vil lancere en ny Macbook Pro, men Apple-rygte-pusherne ved tilsyneladende endnu ikke om de vil være klar til præsentationen den 7. september.

Læs også: Nyt Apple Watch på vej - så meget bedre bliver det

7. Nye hovedtelefoner

I 2014 købte Apple den succesrige hovedtelefonerproducent Beats, og ifølge det franske Apple-medie Igen.fr ventes det, at Apple som et led i lanceringen af den nye iPhone uden hovedtelefonstik vil lancere et sæt nye trådløse Beats-hovedtelefoner. 

Der vides meget lidt om de nye hovedtelefoner fra Beats, men ifølge Igen.fr har Beats pr-afdeling ved et uheld udsendt en mail, hvor af det fremgår, at "Beats by Dre" vil lancere nye produkter 7. september.

8. Nye Macbooks

Apple er på trapperne med en større opdatering til den populære Macbook Pro-computer.

Det er dog endnu uvist om den nye Macbook vil blive præsenteret til den kommende Apple-event, eller om Apple først vil lancere computeren senere på året, skriver det amerikanske medie Bloomberg

Bloomberg mener dog at vide, at den nye Macbook Pro vil blive tyndere, mere kraftfuld og som noget helt nyt vil den blive udstyret med en lille aflang OLED-touchskærm, der vil blive anbragt over tastaturet. 

Holder rygtet stik, vil touchskærmen komme til at erstatte de såkaldte funktionstaster, der bærer navnene F1 til F12. Det er taster, som de fleste tastaturer har været udstyret med i årevis. 

I stedet vil Apple formodentligt åbne for, at udviklere kan lave dedikerede knapper til OLED-skærmen.

Eksempelvis vil iTunes kunne vise play, pause og stop-knapper, mens Word kan vise kopier- og sæt ind-knapper.

Læs også: 
Apple er på vej med ny Macbook Pro - kan blive den største nyhed i fire år