Da Toby Gard og hans hold hos den hedengangne udvikler Core Design, første gang viste billeder frem af heltinden der skulle være hovedpersonen i deres kommende store satsning, Tomb Raider, kunne man allerede fornemme at noget var på færde.
Inden spillet overhovedet var klar til udgivelse, var Lara Croft allerede begyndt at dukke op i engelske livsstils blade og da lanceringen skete senere i 1996 var det direkte i kølvandet på Spice Girls verdensomspændende budskab om ”girl power”. Samtidigt havde Sony lige lanceret deres første PlayStation-konsol, som manglede en stærk titel der kunne trække det europæiske publikum til.
Timingen kunne med andre ord nærmest ikke have været bedre. Alligevel er det tvivlsomt at alt det havde betydet noget, hvis det ikke også havde været fordi at Tomb Raider både spilmæssigt og teknisk, var noget ud over det sædvanlige – det tætteste noget spil på det tidspunkt, endnu var kommet på at gengive stemningen og action-sekvenserne fra Indiana Jones-filmene.
Lara Croft og Tomb Raider-serien er et helt andet sted i dag. Overeksponering og en række af spil der blev mere og mere uopfindsomme, slukkede over en årrække begejstringen for serien og mens mange ville have givet op, besluttede Square Enix sig i stedet for at give serien til en ny udvikler, samt at give denne den fornødne tid til at genopfriske det hele.
Resultatet var et hit og efter undertegnes mening, et af de stærkeste tredjepersons-eventyr i nyere tid, der moderniserede seriens grundpiller, uden at glemme hvad der i første omgang gjorde hele konceptet så stærkt: gåder, historier fulde af mystik og en nogenlunde grundet actionhelt der var nem at holde af.
Se også: Spider-Man anmeldelse: Når tegneserien bliver spilbar
Med alt denne medvind, er det interessant at udvikleren der havde stået for den succesfulde modernisering ikke længere er bag roret i det nyeste kapitel. Den ære er i stedet gået til Eidos Montréal, der med direkte adgang til alt hvad der udgjorde det forrige eventyr, har haft mulighed for at tage hvad der virkede og skabe deres egen version af det hele.
Og man fornemmer hurtigt at der til dels er lagt en ny retning for dagen. Et af de kritikpunkter som blev rettet mod seriens genstart var således den til tider blandede portrættering af hovedpersonen.
Trods at være blevet smidt ud i et eventyr som historien gjorde en stor pointe ud at fortælle at hun ikke nødvendigvis var klar til, udviklede hovedpersonen sig hurtigt til en regulær dræbermaskine. Uanset om det var med bue og pil, eller et sortiment af automatvåben blev man bedt om at plaffe armeer af fjendtlige kombattanter ned, hvilket ikke passede særligt godt sammen med resten af historien.
Det er der lavet markant om i det nyeste kapitel. Våben af alle slags, samt fjender at bruge dem på er ganske vist stadig en del af pakken, men Montréal-udvikleren har lyttet til kritikken og i højere grad brugt seriens første kapitler som inspiration.
Derfor er der i højere grad satset på opgaveløsning, et langsommere tempo og masser af stemning, der i denne ombæring også får tilføjet et strejf af uhygge via introduktionen af en ny modstander.
Læs også: Anmeldelse: Mystiske monstre frygter også geværer og spredehagl
Det fungerer alt sammen glimrende. Det justerede tempo giver Lara og hendes kumpaner bedre tid til at vise personlighed, hvilket særligt er kærkomment fordi skuespillet er virkelig godt og historien har det fint med at være Indiana Jones-fjollet på den helt rigtige måde.
Endnu bedre er de mange gåder, som tydeligt har fået meget opmærksom af udvikleren. Få af dem kræver at man stopper op mere end et par sekunder, men alligevel er de fornøjelige fordi de næsten alle udvikler sig mens man er i gang med at løse dem, og derfor sjældent ender hvor man havde forventet.
Samtidigt er det også med gåderne man oplever hvor herligt gammeldags udvikleren er gået til hele opgaven. Derfor kan man nærmest altid forvente at gåderne alle udnytter evner eller muligheder man har lært få minutter forinden. Senere ekstra missioner forventer derimod at man har styr på sagerne, og på den måde balanceres det hele fint.
Alt er dog alligevel ikke helt skarpt. Eksempelvis vil man fra tid til anden støde på åbne områder, hvor man selv bestemmer hvem man vil snakke med og hvor man vil bevæge sig hen (inden for ganske restriktive grænser). Implementeringen af disse åbne områder virker dog hul og de tilføjer aldrig rigtig noget på hverken spil- eller historiefronten, hvilket betyder at de hurtigt kommer til at virke som om de er blevet tilføjet alene for at fylde lidt mere indhold i pakken.
Den største kritik er dog ganske simpelt at det hele virker for velkendt. Trods tilføjelserne som Eidos Montreal har tilføjet og en generel høj kvalitet, virker stort set alle de bedste aspekter af oplevelsen som noget der lånt fra de to forrige spil i serien – det forøgede fokus på gåderne værende den største undtagelse.
Den slags behøver dog ikke at være en hindring for at man endnu en gang bruger sin penge på et Tomb Raider-eventyr for trods megen genbrug, er her stadig tale om et godt og fornøjeligt eventyr, der med fabelagtig teknik og underholdende gåder vil kunne holde de fleste Indiana Jones-fans fanget foran skærmen i det næste lange stykke tid.
Se også: Anmeldelse: Vend verdenshistorien og overskrid adskillige grænser
