Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Når jeg er ude og holde foredrag og workshops omkring innovationskultur og forretningsudvikling, er det allermest fascinerende at iagttage, hvorledes vi kan styre vores hjerne til at tænke på en række forskellige måder.
I hverdagen fungerer hjernen ganske statisk. Den er oftest optaget af at løse mere eller mindre automatiske opgaver såsom at børste tænder, cykle, køre bil, spise mad osv. Der er opgaver, der er yderst vaneprægede og opgaver, hvor hjernen umiddelbart slapper ret meget af.
Når vi imidlertid skal innovere og skabe ny forretning, så kræver det noget andet af vores hjerne.
Det er her, at en del virksomheder går galt i byen, fordi de tror, at de blot skal tænke på den sædvanlige måde – så kommer de gode idéer til dem. Det sker imidlertid meget sjældent sådan.
Nærmere ved man fra forskningen, at de mest succesfulde ledere og forretningsudviklere bruger hjernen på tre forskellige måder, når de skal skabe virkelig værdi.
Bør struktureres
De tre forskellige måder bør samtidig struktureres i en bestemt rækkefølge, da dette vil give det optimale resultat i sidste ende.
Uanset om man så gør dette i workshop-format, eller man integrerer det naturligt i hverdagen, så skal man hjælpe sin hjerne på vej. Den skal nemlig præstere ting, den ikke er vant til fra hverdagen.
Den første måde for hjernen er, hvad eksperter kalder ’divergent thinking’. Det vil sige, at man udfordrer en given problemstilling ud fra et yderst åbent og kreativt sind.
Man kunne kalde dette begyndersindet, fordi målet er at se verden på ny – ligesom det lille barn. Man skal altså populært sagt forsøge at forestille sig det umulige. Forestille sig ting ingen andre har forestillet sig før.
’Divergent thinking’ kræver således, at man tillader idéer, der er ekstravagante, vilde, fantasifulde og umiddelbart ’forkerte’ på linje med idéer, der måtte være mere jordnære og praktiske. Alt er muligt i denne fase.
Snævrer feltet ind
Den anden måde, eller fase om man vil, er den kritiske tænkning. Efter at have åbnet fuldstændig op kigger man i denne del mere kritisk på de mange idéer, der oftest er fremkommet igennem ’divergent thinking’.
Man forholde sig til hvilke idéer, der i praksis er eksekverbare og hvordan. Man snævrer altså feltet ind.
Den tredje måde kalder man for ’convergent thinking’. Her går man fra at have forholdt sig kritisk til de vilde idéer til at udvælge de bedst løsninger.
I denne fase arbejder hjernen mere, som den er vant til, og det kan derfor umiddelbart virke mere behageligt og afslappede end den første fase. Men de er alle tre lige vigtige.
Nogle vil måske hævde, at ovenstående er at overkomplicere tingene.
Kan man da ikke bare tage sin erfaring og kreative evner og så brainstorme – frem for at skulle sætte det mere i system?
Jeg forstår godt indvendingen, men forskningen fortæller os, at man ikke blot kan tilgå problemløsning på samme måde hver gang. Hvis man gør det, så vil man også ende med at komme frem til næsten identiske svar på de samme problemstillinger. Og så er tiden spildt.
Det tager lidt længere tid at arbejde på ovenstående måde, men det kan mærkes på bundlinjen. Nogle gange er det bare sådan, at man må sætte tempoet ned for efterfølgende at kunne sætte det op.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
