Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Bill Gates skal skilles / Pengene vælter ud af Blue Ocean Robotics / 25 topchefer sammen i digital indsatsgruppe

Bill Gates skal skilles. Pengene vælter ud af Blue Ocean Robotics. 25 topchefer sammen i digital indsatsgruppe. Danske Butter har rejst 20 millioner kroner. EBay gør klar til at åbne for betaling i kryptovaluta.

Velkommen til tirsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som på denne fine morgen er sammensat af Dan Jensen.

Bill Gates skal skilles

Bill Gates meddeler i et tweet, at han skal skilles fra sin hustru Melinda efter 27 års ægteskab.

Parret er blandt verdens absolut rigeste mennesker, og de står bag en af verdens største velgørende fonde, The Bill & Melinda Gates Foundation.

Du kan læse mere om skilsmissen, baggrunden, deres familie, og hvordan de mødte hinanden i denne lidt længere artikel, som vi netop har offentliggjort på Computerworld: Bill Gates skal skilles fra sin hustru Melinda efter 27 års ægteskab

Pengene vælter ud af Blue Ocean Robotics

Pengene vælter ud af fynske Blue Ocean Robotics som aldrig før. Selskabet lander for 2020 et rekord-underskud på 95 millioner kroner.

Direktør og medstifter Claus Risager meddeler til Børsen, at selskabet har overskud på salget af robotter, og at underskuddet skyldes en række investeringer.

“2020 har været et ganske voldsomt år i forhold til de investeringer, som vi har gennemført,” skriver han i en mail til avisen.

Ifølge avisen har investorer i fjor skudt 122 millioner kroner ind i Blue Ocean Robotics.

25 topchefer sammen i digital indsatsgruppe

25 danske topchefer er under Dansk Industri trådt sammen i en indsatsgruppe, som igår mandag holdt det første af fire arbejdsmøder med fokus på at komme med ideer, der kan bringe Danmark i front.

Her nåede de frem til en anbefaling om, at Danmark hurtigst muligt skal få opbygget sine egne digitale platforme, der skal sikre, at de offentlige data om blandt andet sundhed, energi, byggeri, klima og meget andet sikkert og trygt kan deles med erhvervslivet.

De 25 erhvervsledere tæller blandt andre Netcompanys André Rogaczewski, der er initiativtager, Microsofts Nana Bule, IBM’s Henrik Bodskov, Systematics Michael Holm og SimCorps Klaus Holse.

“Vi skal have gjort op med den dataforskrækkelse, som hersker. Data skal naturligvis behandles etisk forsvarligt, og virksomhederne skal forpligte sig til at behandle disse data ordentligt. Men for at understøtte den digitale udvikling skal vi i højere grad frigive og dele data,” meddeler Henrik Bodskov.

Du kan læse mere om budskabet fra de danske topchefer her.

Danske Butter har rejst 20 millioner kroner

Den danske startup Butter har 10 måneder efter etableringen rejst 20 millioner kroner, som skal investeres i at ‘revolutionere virtuelle workshops,’ meddeler selskabet.

Det lille danske selskab står bag en virtuel mødeløsning i stil med Zoom og Google Meets, hvor man foruden møder kan skrive dagsordener, afvikle afstemninger, chatte og lignende.

Ambitionerne er store, og Butter kalder sig selv for ‘en af de store udfordrere til Zoom og Google Meets.’

Selskabet meddeler, at målsætningen er at afholde virtuelle workshops, der ‘er bedre end de fysiske,” som det hedder.

EBay gør klar til at åbne for betaling i kryptovaluta

Den store handelsportal eBay erklærer sig åben for muligheden for at acceptere betalinger i kryptovaluta i fremtiden, skriver Reuters

Selskabet er for tiden allerede i gang med de forberedende manøvrer og kigger for tiden blandt andet på mulighederne for at få de såkaldte NTF’ere - non-fungible tokens - ind på platformen.

Ifølge eBay er et stigende antal selskaber i dag allerede begyndt at acceptere betalinger i virtuelle valutaer, som bankerne og finanssektoren - der jo sidder tungt på al pengeskabelse i verdens - ellers i årevis har været indædt modstander af.

Tesla accepterer eksempelvis i dag betaling i bitcon. Det samme gælder PayPal.

“Vi holder altid øje med de mest relevante betalingsformer. Vi har ingen umiddelbare planer, men kryptovaluta er noget, som vi holder nøje øje med,” meddeler eBay til Reuters.