Artikel top billede

(Foto: Niels de Boissezon / Computerworld)

Så kort kan det siges: Microsofts nye tablet er det bedste Surface-produkt i årevis

Test: Microsoft har holdt igen længe. Men efter otte år med beskeden udvikling, er Surface Pro serien atter toneangivende.

Jeg har længe været fan af Microsofts snedige Surface Pro-serie.

Faktisk har jeg ejet en, siden Microsoft i 2014 fuldendte sin Surface Pro med den tredje generation med et magnesium-design, der var så vellykket, at der nærmest ikke er blevet rørt siden.

2014 er dog evigheder siden i teknologiland. Og Microsoft er ikke bare faldet i søvn over laurbæerne, men er gået i årelangt vinterhi.

Man skal derfor være ganske Surface-kyndig for overhovedet at kende en Pro 3 fra en Pro 7 årgang 2021.

Ud over en opdatering i maskinrummet ved hver iteration er serien stort set uændret. Indtil nu.

Ottende generation byder nemlig på et væld af justeringer, fintuninger og forbedringer, som gør den til den bedste Surface-enhed i meget lang tid.

Bedre - både som tablet og som laptop

Microsoft Surface Pro har siden debuten for 10 år siden forsøgt at forene to tilsyneladende uforenelige størrelser: Tablet- og laptop-formatet.

Pro-serien har ikke længe til, at den kan fejre sit 10 års jubilæum, men dennes grundlæggende opbygning er der ikke pillet ved og tak for det.

Man får altså fortsat en hybrid-maskine i veldrejet letvægtsmetal og det indbyggede støtteben, der gør det let at vinkle skærmen, er stadigt lige så snedigt som det altid har været.

Den er rarere at holde ved end tidligere, takket være sine afrundede sider. Microsoft har tydeligvis skellet til Pro X modellen her og det er en god ting.

Surface Pro 8 virker samtidig lidt more solid end før. Den er dog en cirka 100 gram tungere, men det er tilgiveligt, fordi der nu diskes op med 12 procent mere skærmareal.

Den samlede pakke med tastatur cover, pen og Surface vejer 1.190 gram. Det samme som de letteste

Samtidigt bevarer man det magnetisk aftagelige tastatur/touchpad-cover og den magnetiske Surface-connector, der kendetegner serien.

De mange små nyheder

På overfladen kan fortsat være svært at se, hvori de store overhalinger ligger i Pro 8.

Men nærstuderer man maskinen, vil man bemærke, at Microsoft er kommet med mange små, men væsentlige forbedringer.

Det første man vil bemærke er, hvordan skærmen nu breder sig. Her diskes op med 13 tommer knivskarp skærm mod 12,3 tommer tidligere.

Det er en lille, men langt fra uvæsentlig ændring, der giver tiltrængt albuerum til ens programmer – den er nu meget tæt på at matche de 13,5 tommer, der leveres i Surface Laptop.

På siden af tabletten vil du bemærke, at der ikke længere er nogen klassisk USB-port at få.

Den er afløst af et styk mere tidssvarende USB-C i stedet. Denne kan dog bruges til opladning, hvis man skulle få lyst til at nøjes med blot en oplader.

Den medfølgende Surface-oplader har dog stadig en USB-A port, som desværre ikke kan bruges til andet end at lade, hvilket virker som en lidt kuriøs disposition.

Et andet savn er micro-SD kortlæseren. I stedet får man dog noget så sjældent som en lem, der giver nem adgang til den ombordværende M2 SSD.

Det kræver det rette værktøj (et SIM-tool og en mikro Torx-skruetrækker), men så kan man også selv skifte SSD’en ud på få sekunder.

Og det giver så stof til eftertanke, for en opgradering fra eksempelvis 128 til 512 gigabyte lager løber op i 2.200 kroner, mens opgraderingen fra 256 gigabyte til en hel terabyte løber op i svimlende 4.600 kroner.

Så kunne man let fristes til i stedet selv at købe en separat af slagsen til en tredjedel af prisen og smide den ind i stedet. Man skal dog sikre sig, at det er et drev i det rette M2.2230 format.

Et løft i billede og lyd

En anden lige så vigtig overhaling i Microsoft nye tablet finder man i touch-skærmen, som nu opdaterer dobbelt så ofte som før med 120 Hz.

Desværre understøttes den dynamiske tilpasning kaldet DRR, hvorfor man må leve med, at den hurtigere skærmrespons tager lidt ekstra på driftstiden.

Som bruger får man altså den skarpe og farverige skærm, der kendetegner serien og nu evnen til at gøre bevægelser på skærmen mere naturlige og flydende. I fordel i spil, apps og når der tegnes med den nye Surface Slim Pen 2.

Sidstnævnte får i øvrigt en snedig placering i sin eget lille rede inde i tastatur-coveret, hvor det både kan blive ladet op og samtidig undgå at ryge på afveje under transport. Det er smartere end nogen anden løsning jeg har set til dato.

Skærmen får samtidig også Windows 11’s ’Adaptive Color’ feature, så den automatisk tilpasser til omgivelsernes belysning og justerer for farvetemperaturen – en feature som har eksisteret i årevis hos Apples iPads, og som giver et væsentligt løft – særligt i de mørke vintermåneder herhjemme.

Surface Pro 8 akkompagneres samtidig af bedre højttalere, som giver det flotte lærred den lydside, den fortjener.

Performance-boost

En Surface Pro anmeldelse har igennem mange år været begrænset til der, hvor den eneste udvikling reelt har været at finde: I motorrummet.

I år er ingen undtagelse. Microsoft har her gjort plads til Intels udmærkede 11. generations quad-core processor, som enten serveres i i5 eller i7 varianter, hvor den største forskel på de to er, at i7 snurrer lidt hurtigere.

Begge byder samtidig på den kraftigste version af Intels Xe-grafik, som modsat flere tidligere grafikchip fra selskabet ikke er helt uduelig. Det kan endda måle sig med enkelte dedikerede entry-level grafikkort, så det kan blive til lidt Fortnite eller Call of Duty med effekterne skruet ned.

I dagens testemne, som er baseret på en Intel i7-1185G7 kan man dog mærke, at processoren ikke helt får lov til at skyde frekvenserne helt i vejret, for strømforbruget og varmeudledningen skal også tøjles.

Microsoft vælger at prioritere driftstiden fremfor at hente de sidste 10 procents ydelse. En prioritering, som de fleste nok ville tage imod – men det gør det samtidig lidt sværere at argumentere for at betale ekstra for i7 modellen.

Batteriet ombord er på 51,5 Wh hvilket er på det jævne, men faktisk er noget større end det, man får i en Surface Laptop. Det skulle i føleg Microsoft række til 16 timers drift. Personligt vil jeg dog regne med omkring det halve, hvilket nu stadig er rimeligt i så let og fleksibel en enhed.

Tunet tilbehør

Det er ikke kun selve Surface-tabletten som er blevet fintunet i alle leder og kanter. Det tilbehør som Microsoft har skræddersyet til enheden, er også blevet en del bedre.

Tastaturcoveret, som nu hedder ’Surface Pro Signature Type Cover’ er et par hundrede kroner dyrere end tidligere, men byder til gengæld på et langt mere anvendeligt touch-felt end før. Dagsprisen lyder på omkring 1200 kroner for billigste model.

Samtidig kan den altså gemme på en pen, mens du ved at spendere et par hundrede kroner yderligere kan få et cover med indbygget fingeraftrykslæser.

Den virker nu lidt overflødig, for Surface Pro 8 har et glimrende Windows Hello ansigtsgenkendelse indbygget.

Selve tasteoplevelsen er dog fortsat lidt hul og pap-agtig på farten. Og Microsoft har stadig ikke løst seriens tilbagevendende problem med ’lapability’, altså evnen til at ligge sikkert på brugerens skød. En disciplin som en laptop, jo nærmest per definition skal kunne.

Rimelige priser

Microsoft er ikke kendt for at være generøs, med sine maskiner, når de skal ekviperes.

På den ene side er de mest budgetvenlige modeller ofte så skrabede, at de skal undgås (eksempelvis Surface Pro 7 billigste model med fire gigabyte ram og 128 gigabyte lager), mens opgraderingerne ofte tilbydes til ublu priser.

I denne ombæring fornærmer Microsoft ikke forbrugeren med at starte med sølle fire gigabyte ram i et ’Pro’ produkt.

Billigste model til 9.290 kroner ligger eksempelvis i samme prislag som en tilsvarende iPad Pro 12.9.

Men i Microsoft-modellen kan man altså nemt opgradere lagerpladsen fra de skrabede 128 gigabyte, der medfølger.

En lille svaghed ved modelprogrammet finder man dog i muligheden for mobilopkobling. Her er man begrænset til 4G, som bekendt ikke er så fremtidssikret som 5G.

Bedste Surface-produkt i årevis

Microsoft Surface Pro serie er nu så moden, at den udvikler sig på samme vis som hæderkronede enheder som Apples Macbooks eller iPads eller Lenovos Thinkpad-maskiner. Konservativt og langsomt.

I Surface Pro 8 er det dog blevet til mange bække små af fintuninger, justeringer, opdateringer og revisioner, der gør slutproduktet langt mere overbevisende end nogensinde.

Alene skærmopgraderingen gør den langt mere anvendelig som ens primære maskine, mens det revidere design, tilbehør og de flere kræfter fuldender pakken.

Den er, kort sagt, det bedste Surface-produkt som Microsoft har leveret i mange år.


Loading ikon


CIO
Årets CIO 2022: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?