Gennem de seneste tyve år har virksomheder i stigende grad profileret sig på at være bæredygtige.
Det er typisk noget med at mindske CO2-aftrykket eller redegøre for, hvordan ens produkter ikke fremstilles af ludfattige børn, der mishandles af skruppelløse chefer og står i giftige kemikalier dagen lang. I hvert fald i det nærmeste og synlige led af leverandørkæden.
For desværre er der ofte så meget varm luft i de såkaldte Corporate Social Responsibility (CSR)-rapporter, at vi næsten ikke har brug for olie og gas til at holde varmen i de kolde vintermåneder.
Ja, faktisk blev den skandaleramte amerikanske energikoncern Enron fremhævet som en af de første globale CSR-rollemodeller.
Det er blot et af eksemplerne i bogen Vinduespynt og samfundssind – Når virksomheder (ikke) tager ansvar. Her fremhæver forfatterne, at man i mange organisationer har den holdning, at CSR er helt fint, så længe det bare ikke koster noget.
Bogen er skrevet af Claus Strue Frederiksen og Martin Marchman Andersen og udkom på Turbine Forlag i 2020, og siden er debatten om CSR-begrebet kun taget til.
I mellemtiden er der eksempelvis opstået en alment accepteret betegnelse for det at pynte sig med lånte (klima)fjer – nemlig ”greenwashing.” Så skal CSR have nogen som helst berettigelse, er det nødvendigt at give det mere indhold og troværdighed.
I Vinduespynt og samfundssind – Når virksomheder (ikke) tager ansvar fremhæver forfatterne dels, at der er behov for et opgør med det, de kalder CSR-cirkusset.
Det kræver bl.a., at man udvikler mere retvisende metoder for at måle eksempelvis bæredygtighed end i dag, hvor eksempelvis Tesla havner i bæredygtighedstoppen ved anvendelse af én analysemetode – og i bunden med en anden.
Tilsvarende fremhæver forfatterne, at det beklageligvis ofte er en rigtig god forretning at opføre sig skidt, hvorimod det kræver investeringer og knofedt at styrke samfundssind, ansvarlighed og bæredygtighed.
Men det er heller ikke nok, skriver Claus Strue Frederiksen og Martin Marchman Andersen, at vi som forbrugere, investorer, medarbejdere, borgere og politikere forventer, at virksomheder opfører sig ordentligt. Vi skal også belønne indsatsen gennem adfærd, indkøbsmønstre og lovgivning.
Endelig giver de eksempler på, at det kan lade sig gøre at koble ansvarlighed med det at køre en god forretning.
Det ene eksempel er den britiske industrimand Robert Owen, der i 1800-tallet ganske vist satte fattigbørn til at arbejde på sine spinderier, men som mere usædvanligt for tiden bestræbte sig på at behandle dem ordentligt og sørge for, at de fik en uddannelse.
Et andet eksempel er outdoor-mærket Patagonia, der gennem alle årene har udmærket sig ved at gå skridtet videre indenfor bæredygtighed og behandling af medarbejderne end de fleste konkurrenter – og har klaret sig helt udmærket endda.
Bogen rummer en lang række betragtninger og eksempler, som er med til at kvalificere samtalen om CSR, så det bliver andet og mere end varm luft. Det er tiltrængt og dybt relevant.
For selv om mange virksomheder tager lovlig let på ansvarligheden, kan det omvendt også hurtigt blive rigtig dyrt at tage for let på offentlighedens forventninger.
Det er reaktionen på virksomhedernes aktuelle relationer til Rusland et godt eksempel på, selv om det måske ikke har meget med klassisk bæredygtighed – eller mangel på samme – at gøre.
For det demonstrerer, hvordan borgere, forbrugere og politikere verden over er klar til at sætte virksomheder stolen for døren, hvis de ikke opfører sig på en måde, samfundet forventer af dem.
Og således er Vinduespynt og samfundssind – Når virksomheder (ikke) tager ansvar måske i virkeligheden mere aktuel, end da den udkom for to år siden.
Titel: Vinduespynt og samfundssind – Når virksomheder (ikke) tager ansvar / Forfattere: Claus Strue Frederiksen og Martin Marchman Andersen
