Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Nørgaard: Digitaliseringen, Herremanden, Lars-testen og de halvstuderede røvere af nogle algoritmer

Klumme: Man slipper horder af halvstuderede algoritme-røvere løs på ting og sager som erstatning for menneskelige sagsbehandlere og forårsager dermed ulykker. Måske kunne vi i stedet for Siri-kommissionen få en Lars-kommission, der har til hensyn at sørge for, at digitaliseringens slutbrugere får lov at teste noget nyt, før det sættes i drift eller afvises.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Jeg så lige endnu en fancy deklaration, denne gang fra en afgående it-boss i det offentlige, om nødvendigheden af digitalisering, etc. ad nauseam.

Jeg tror ikke, at man bliver fyret for at sige "mere digitalisering" og variationer heraf nu om dage.

Én ting er, at man gør alting mere sårbart set fra et trussels-perspektiv. Sikkerhedsmanden i mig gyser ofte i disse tider.

En anden er, at man slipper halvstuderede røvere af nogle algoritmer løs på ting og sager til erstatning af menneskelig sagsbehandling og dermed forårsager lige præcis de ulykker, der opstår, når skøn og erfaring erstattes af rigide regler.

Det kan nogle gange være OK at gøre.

Der er også en del mennesker, der - formentlig af angst for deres job - agerer som robotter i deres sagsbehandling. Andre gange bliver det bare latterligt.

Algoritmer er også mennesker

Disse algoritmer er jo også mennesker i den forstand, at de starter med at være snotdumme, får deres første job lige, når de har lært at læse og skrive, osv. - og hvis de ikke møder de rigtige rollemodeller undervejs i karrieren og lærer, hvad der er ret og vrang, begår nogle fejl, der straks bliver påpeget overfor dem, så de kan korrigere deres adfærd, og alt det dér - så bliver det ikke bare regelbaseret sagsbehandling.

Så bliver det tilfældig sagsbehandling baseret på diverse statistikker. Og det bliver dejligt vanskeligt at retrofitte disse algoritmers beslutninger, så man kan lære af det.

Lad os tage et eksempel på, hvordan man kan gå fra Fase 1 (regelbasering) til Fase 2 (skøn & fuzzy logic) til Fase 3 (regelbaserede skøn - en selvmodsigelse - tilsat flosset fozzy).

KK Steinckes socialreformer fra 30. januar 1933 var totalt regelbaserede for at sikre alle lige rettigheder.

En enlig mor i København med to børn og en indtægt på X kroner kunne få Y kroner i hjælp uanset om sagsbehandleren kunne lide hende eller ej. Den samlede lovtekst på 70 sider kan læses her (arbejdermuseet.dk)

Den store socialreform i 1980 havde "skøn" som rød snor efter et mangeårigt ønske fra socialrådgiverne, så de kunne have lidt fleksibilitet i sagsbehandlingen og reelt lige hjælpe nogle af dem, der faldt lidt uden for de rigide regler.

Det var lige dér vi så, at de, der var gode til at få sympati og klynke ofte, kunne få mere end dem, der reelt trængte, men ikke var så gode til at se pæne og/eller lidende ud.

Sagsbehandlere er også mennesker, og de påvirkes af mennesker. Som en forsker sagde engang i en udsendelse på P1 en tidlig lørdag morgen (det betyder, at det er et upopulært budskab):

"Borgerne mister reelt deres rettigheder, når alt er baseret på sagsbehandlerens skøn".

Regelændringer

Så man måtte gøre noget ved disse åbenlyse uretfærdigheder og skævvridninger af systemet. Vi er nok alle i familie med én eller flere, der har været bedre end gennemsnittet til at udnytte systemet gennem årene, ikke?

Siden har man så år efter år lavet regelændringer, -stramninger, -justeringer og alt det dér for at forsøge at komme tilbage til noget regelbaseret.

Resultatet er, at hvor KK Steinckes socialreformer fyldte 70 sider, er vi nu oppe på mange tusinder af sider, som ingen, hverken robotter, sagsbehandlere, leverandører, subject-matter-experts eller borgerne nogen sinde kan gennemskue, og som rent logisk naturligvis har indbyggede selvmodsigelser.

Regelbaseret, skønsbaseret og kompliceret. En stærk kombo.

Og det vil man så digitalisere.

Ligesom i tegneserien, hvor arkitekten ved whiteboarden siger "and then something magical happens" for at få noget usammenhængende til at virke sammenhængende. Lad os digitalisere!

Den bedste bog jeg har læst om problemerne med digitalisering er i øvrigt denne:

Fra velfærdsstat til overvågningsstat af Kim Escherich (red.) & Michael Jarlner (red.) | Bog & idé (bog-ide.dk)

Hvem skal man så straffe?

Et skønt eksempel i bogen er, at forfatteres hustru og ældre mor stoppes af en politipatrulje, der kan se i "systemet", at pladerne skal klippes.

Forfatteren sidder derhjemme og checker, at alt er betalt, men klippet bliver de, de satans plader, for det siger systemet jo, at betjenten skal, og selvom betjenten (og hans makker) formentlig godt selv kan se, at det er forkert, så gør han det sgu'.

Langt senere viser det sig, at Gældsstyrelsen (en selvmodsigelse af de store) havde et tilgodehavende på 317 kroner fra mange år tilbage, som systemet pludselig har fået gang i, og det propagerer så igennem diverse systemer, indtil det ender i et system i politibilen, som får en betjent til at gøre noget, der på alle måder er robocop-agtigt.

Og hvem skal vi straffe for denne etist/moralsk set forkerte handling?

Og ellers kan man eventuelt hygge sig med den gode Anders Kjærulfs Analogiseringsstyrelse på denne adresse, der i bedste, offentlige stil ender på "st" i stedet for "styrelse" (DigSt, GaeldSt, UFSt):

Analogiseringsstyrelsen – Fordi hverdagen er analog (analogist.dk)

Komplet mangel på fokus på kunderne

Men dét jeg i virkeligheden studser aller-allermest over HVER gang Digst, andre *st'er og offentlige CIO'er skriver om nødvendigheden af Digitalisering er den komplette mangel på fokus på kunderne.

Det er ganske absurd at se, hvordan argumenterne ALTID handler om at spare penge og gøre livet (endnu?) federe for offentligt ansatte.

Det er sådan, en Herremand tænker, og en af mine DJØF-venner (en selvmodsigelse, men det kan folk jo godt lide) sagde for mange år siden til mig, at Det Offentlige er Den Nye Herremand.

Og bare for at gøre det helt klart: Man taber altid kampen mod Herremanden.

Herremanden smiler altid (næsten) venligt, vel vidende at hans er al magten og æren i evighed, Amen, og han bruger positiv negativisme til (smilende) at lukke kæften på pøblen.

I værste fald, hvis alle de andre snedige metoder er opbrugt, inviterer han drengen fra Kejserens Nye Klæder ind for (tilsyneladende) at høre på ham og for helt at lukke kæften på ham.

Der er reelt tale om opdragende og korrigerende samtaler med Herremanden. Beware.

Tilbage til virkeligheden: Kunderne nævnes aldrig. Og det minder mig om én af mine absolutte favorithistorier fra mit virkelige liv:

Vi skal da have nogle værdier

Vi skulle have nogle værdier i kæmpebiksen. Selvfølgelig skulle vi da have nogle værdier. Alle andre havde fået værdier.

Der blev hyret eksterne facilitatorer. Der blev brugt måneder på, at hver afdeling holdt møder om, hvad de mente var biksens værdier og hvad de kunne se som gode, fremtidige værdier.

Det bimlede og bamlede. Whiteboards blev fyldt, møderum blev tunge af CO2 fra udåndingsluft, og der blev i det hele taget gjort alt det sædvanlige.

Så oprandt de to dage, hvor alle vi i ledelses-agtige positioner skulle bo på et fedt sted og drikke i baren om aftenen.

Vi har vel været 50 deltagere. Den første dag blev der arbejdet i grupper, resultaterne blev diskuteret i plenum, hvorpå der blev hængt de dér store papirstykker op med elefantsnot på væggene af de eksterne facilitatorer.

Så gik man i grupper igen. Und so weiter.

Det hjalp, at der var fri bar om aftenen. Alkohol og vold løser langt flere problemer, end folk normalt vil indrømme.

Næste dag var man ved at nå frem til de ni værdier, som hele biksen, bottom-up-style, nu efterhånden var nået frem til gennem måneders arbejde.

Ting som "Vi giver hinanden åben og ærlig feedback", og alt det sædvanlige. Crescendo! De ni blev præsenteret. Folk mumlede bifaldende.

Lige en mere

Så sagde bossernes boss (BB) ud af det blå: "Jeg synes også, at vi skal have en værdi, der siger, at vi passer på hinanden".

Der var dødsens stille. En salgschef prøvede at fremføre, at nu havde hele biksen lige brugt måneder på, at.... Og han blev afbrudt af BB og fik at vide, at det var en god idé, at vi fik den 10. værdi "Vi passer på hinanden".

Dixit. Basta.

Vi fik 10 værdier og tog hjem for at holde en lettere forkortet weekend.

Hvis der var noget vi ikke gjorde, i den kommende tid var det i øvrigt netop at passe på hinanden, endsige være åbne og ærlige i vor feedback.

Der blev fyret og schemet og andet godt. Men pyt. Der kom nye tider, værdierne blev glemt. Alt det sædvanlige.

Mange, mange år gik, og så fandt jeg papiret med de 10 værdier i en papkasse og hængte den for sjov op på min direktørvæg i mit direktørkontor.

Alt handlede om os selv

Efter nogle dage gik det pludselig op for mig, at ikke én af værdierne handlede om vore kunder. Ikke én værdi nævnte dem, der finansierede vor fede livsstil. Ikke én. Alt handlede om os selv inde i biksen. Og værst af alt var følelsen af skam over, at jeg ikke havde indset det før.

Og da jeg så interviewet med ham top-bossen forleden, som jeg nævnte i starten af klummen, der var på vej et andet sted hen, og godt for ham and Good Riddance, var der bare ikke noget som helst om hans/deres (mange!) slutkunder.

Prøv at kigge på DigSt og andre. Prøv at se, hvad de argumenterer for: Mere digitalisering for at spare penge og for at gøre livet lettere for dem selv.

Ikke et ord om dem, der BÅDE finansierer deres fede livsstil OG skal leve med deres initiativer. De inddrages heller aldrig før noget besluttes, iværksættes eller søsættes.

Hvad kunne man gøre, hvis man turde?

Vi kunne forlange, at 1.000 tilfældigt udvalgte borgere skal teste nye digitaliseringsting (i det hele taget nye it-systemer og opdateringer) og 90 procent af dem skal kunne lide det, før leverandøren får den sidste halvdel af pengene, og de offentlige chefer deres utallige bonus'er.

Og så kan vi bruge Lars-testen

Eller hvad med Lars-testen! I UNIRAS i 1980'erne brugte udviklerne nogle gange Lars-testen på en ny release af deres super-grafik-software.

Direktørens fem-årige søn blev placeret foran en dyr workstation, og den nye release startet op. Ofte viste det sig, at der kom et hurtigt stack dump, når Lars holdt eksempelvis K-tasten nede i længere tid.

Det var en god måde at teste nye releases på, og i dag kunne man jo bare lade 1.000 80+-årige pensionister prøve at komme over på MitId, måske i en sportshal, hvor DigSt's og NCHammers folk skal gå rundt og hjælpe dem?

Måske kunne vi i stedet for Siri-kommissionen få en Lars-kommission, der har til hensyn at sørge for, at digitaliseringens slutbrugere får lov at teste noget nyt, før det sættes i drift (eller afvises)?

Eller en hjemløsetest. Den ville være interessant.

Men jeg er sikker på, at der kan findes på endnu bedre løsninger - og dem må I meget gerne skrive til mig om, tak. Jeg skal nok dele det med alle senere (Gud, hvor jeg savner kommentarsporet - kan vi ikke få det tilbage, please, Computerworld?).

Jeg træffes på mogens@teo.dk, hvor jeg får gæve folk i Pakistan til at lave digitale løsninger til danske kunder og på mogensxy@gmail.com, hvor jeg forsøger at kommunikere med alle de vidunderlige mennesker, der udgør pøblen i dette Herreland.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.




CIO
Årets CIO 2022: Nu skal Danmarks dygtigste CIO findes - er det dig? Eller kender du en, du vil indstille?