Her er Danmarks fem bedste CIO’er lige nu:Se de fem nominerede til prisen som Årets CIO 2024

Artikel top billede

(Foto: Povl D. Rasmussen)

Trods forbud: Lærere og skoleelever i Helsingør Kommune skal fortsat anvende Chromebooks ved skolestart mandag

Lærere og skoleelever i Helsingør Kommune kan fortsætte med at anvende Chromebooks, når skoleåret begynder på mandag, selv om Datatilsynet har forbudt det.

Lærere og skoleelever i Helsingør Kommune kan fortsætte med at anvende Chromebooks i undervisningen, når skoleåret begynder mandag morgen.

Det fastslår Helsingør Kommune, selv om Datatilsynet for et par uger siden forbød Helsingør Kommune at anvende Chromebooks i folkeskolen.

Det skete, fordi anvendelsen af Chromebooks er i strid med reglerne om beskyttelse af personoplysninger i GDPR.

Har sendt dokumentation

Allerede for knap to uger siden meddelte kommunens direktør for teknologi, Lars Rich, at Helsingør Kommune trods forbuddet forventede at kunne fortsætte med at anvende Google-værktøjer, når sommerferien slutter mandag.

Det kræver, at kommunen sender dokumentation for, at elevernes persondata håndteres i overensstemmelse med GDPR.

Ifølge Folkeskolen har kommunen nu sendt sin dokumentation til Datatilsynet.

Kommunen er derfor af den ‘opfattelse, at forbuddet 3. august ikke skal træde i kraft, og [at] eleverne kan anvende Chromebook fra næste uges skolestart. Såfremt Datatilsynet er uenig i det, skal de eksplicit meddele os dette,” skriver Lars Rich i en mail til Helsingør Lærerforenings bestyrelse ifølge Folkeskolen.

Han er sikker på, at dokumentationen er god nok, da Helsingør Kommune har den ‘nok mest restriktive sikkerhedsopsætning’ på området, meddeler han.

Ifølge bladet er mange lærere imidlertid bekymrede over udsigterne til at møde på arbejde mandag uden klarhed over, om anvendelsen er lovlig eller ej.

Uden Chromebooks kan lærerne eksempelvis hverken anvende Aula, se møde-indkaldelser eller se årsplaner eller lignende.

Lars Rich meddeler, at Helsingør Kommune ikke har nogen ‘Plan B’ få dage op til skolestart.