Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Komponentmangel får Hyundai til at annullere 1.000 danskeres bilkøb / Google på vej med kampagne mod misinformation i europæiske lande / Delegate etablerer kontor i Amsterdam efter opkøb

Komponentmangel får Hyundai til at annullere 1.000 danskeres bilkøb. Google på vej med kampagne mod misinformation i europæiske lande. Delegate etablerer kontor i Amsterdam efter opkøb. Penneo lander stort underskud i første halvår.

Velkommen til en frisk udgave af morgen-briefingen fra Computerworld, der denne torsdag er sammensat af Dan Jensen.

Komponentmangel får Hyundai til at annullere 1.000 danskeres bilkøb

Hyundai Danmark annullerer 1.000 danskeres bestillinger på en ny Hyundai Ionic 5 på grund af blandt andet komponent-mangel.

Selskabet sendte ifølge Børsen i sommer brev til de omkring 1.000 kommende Hyundai-ejere om, at deres bestilling blev annulleret.

Komponentmangel og andre problemer har fået sydkoreanske Hyundai til at omlægge produktionen. Køberne er nu blevet tilbudt at købe en 2023-model med 20.000 kroner i rabat fremfor den bestilte 2022-model. Til gengæld koster 2023-modellen mere end 2022-modellen.

Google på vej med kampagne mod misinformation i europæiske lande

Google er på vej med en kampagne mod misinformation, som skal ramme en række europæiske lande i den kommende tid.

Det kommer ifølge Reuters til at ske under Google-datterselskabet Jigsaw og vil køre på blandt andet YouTube, Twitter, TikTok og Facebook.

Kampagnen kommer til at fokusereTjekkiet, Polen og Slovakiet og vil bestå af blandt andet videoklip med oplysninger om, hvordan man genkender og modstår misinformation om ukrainske flygtninge.

Kampagne-medarbejdere Jon Roozenbeek peger ifølge Reuters på, at mange brugere automatisk vil bestride det, hvis man fortæller dem, hvad der er sandt eller løgn.

Her er det mere effektivt at fortælle om de teknikker og metoder, som anvendes til at sprede misinformation.

Kampagnen sigter efter at til at ‘opbygge modstandskraft’ over for negative fortællinger om flygtninge og skal køre i samarbejde med lokale græsrods-organisationer, faktatjekkere, akademikere og lignende.

Delegate etablerer kontor i Amsterdam efter opkøb

Danske Delegate etablerer kontor i Amsterdam i Holland.

Det sker i forbindelse med, at Delegate sammen med selskabets ejer, Broad Horizon, har opkøbt det hollandske konsulenthus Iquality.

Delegate har spillet en vigtig rolle i opkøbsprocessen, og Iqualitys ledelse kommer fremover til at referere direkte til Delegate-direktør Jakob Schou.

Med opkøbet har Broad Horizon nu mere end 1.100 medarbejdere - heraf 400 i Norden, hvor selskabet ejer Delegate, Projectum og finske Sulava.

Penneo lander stort underskud i første halvår

Penneo har tabt næsten 10 millioner kroner på driften ud af en omsætning på 32 millioner i de første seks måneder af 2022.

Det viser selskabets første halvårsregnskab som noteret på den ‘store’ Nasdaq-børs, som Penneo rykkede over på i foråret efter et par år på minibørsen First North.

Selskabet har skarpt fokus på vækst på toplinien. Og i en udsendt meddelelse peges der på, at selskabet er tilfreds med regnskabet, da det viser en vækst på 33 procent i den såkaldte ARR (tilbagevendende omsætning).

“33 procent vækst i årligt tilbagevendende omsætning er lidt i den bløde ende, men det skal ses i forhold til, at vi i 2022 har flyttet fokus til salg af KYC-produktet, som oftest giver indtjening på lidt længere sigt. Samtidig er seneste kvartal det første kvartal efter vores kapitalrejsning, så det er derfor helt naturligt, at der går lidt tid, før vi ser den fulde effekt af vores investeringer i produktudvikling og i salgsorganisationen,” meddeler Penneo.