Artikel top billede

Kvæl overspringshandlingerne og kom videre

Ny og forbilledligt kort bog sætter fokus på årsagerne til, at vi spilder tiden og har svært ved at komme i gang med trælse opgaver.

Den pensionerede firestjernede admiral William H. McRaven er bedst kendt for at råde afgangsstuderende på University of Texas til at starte dagen med at rede sengen – for så har man dog nået noget den dag! – end for sine mange år som SEAL-officer og for at lede missionen, der tog livet af Osama bin Laden.

Men når netop admiralens tale stadig ses af millioner verden over, er det fordi den rammer noget dybt i mange af os.

For står der trælse opgaver på programmet, forekommer tøjvask, hyggesnak, YouTube og endda fladpandede kommentarspor på Facebook bare lidt mere interessante. Men i morgen går jeg i gang…

Overspringshandlinger plager de fleste i et eller andet omfang. De værst udfordrede oplever imidlertid, at ligegyldigt tidsrøveri skyder tidsplaner, deadlines og endda karriere, projekter eller specialeaflevering i sænk.

Samtidig er det et lidt pinligt emne, de færreste har lyst til at erkende, at de lider under. Så hvordan gør man noget ved sagen?

Man kan for eksempel starte med at læse “Procrastination: What It Is, Why It's a Problem, and What You Can Do About It” af psykologiprofessor Fuschia M. Sirois.

Forfatteren har som en af relativt få forsket indgående i emnet gennem mere end 20 år. I bogen deler hun sin indsigt i, hvad overspringshandlinger er og hvordan man helt bogstaveligt kommer videre.

Sirois pointerer blandt andet., at man skal begynde med at erkende og håndtere de underliggende psykologiske årsager til overspringshandlingerne, for ellers vil de blive ved at stikke hovedet frem.

Derimod nytter det intet at bebrejde sig selv alt for hårdt efter endnu en spildt arbejdsdag. Dels hjælper det ikke projektet videre, dels får man ikke andet ud af det end at smadre både humør og selvværd.

I “Procrastination: What It Is, Why It's a Problem, and What You Can Do About It” kan – som mange andre amerikanske fagbøger – indledningsvis være lidt lang i spyttet, mens der kommer mere kød på fra midten af bogen og frem mod slutningen.

Samtidig er den forbilledligt kort, ligesom dens helt store værdi ligger i at forklare baggrunden for overspringshandlinger og erkende, at fænomenet er (eller i hvert fald kan være) et meget stort problem for nogle.

Hvilket som bekendt ofte er et godt udgangspunkt for at gøre noget ved sagen.

Bogen er svær at finde på danske online-bogtjenester, men er til gengæld tilgængelig på både Kindle og på den ligeledes Amazonejede lyd-bogstjeneste Audible (hvor den for øvrigt er gratis tilgængelig med et abonnement på tjenesten).

Og ellers kan man også kvit og frit høre Fuschia M. Sirois uddybe sine pointer her.

Titel: Procrastination: What It Is, Why It's a Problem, and What You Can Do About It

Forfatter: Fuschia M. Sirois