Artikel top billede

(Foto: Scott Graham, Unsplash)

Microsoft-veteranerne Peter Colsted og Klaus Holse går ind i dansk software-startup

Den danske it-virksomhed Mugato får nu to af dansk it-erhvervslivs tungeste profiler med ind i ejerkredsen.

Microsoft-veteranerne Peter Colsted og Klaus Holse kaster nu penge efter software-platformen Mugato, der blev stiftet i 2019 og specialiserer sig inden for mapping af en organisations IT-infrastruktur gennem AI og maskinlæring.

Colsted og Holse træder ind i Mugato med både konkrete investeringer og aktiv deltagelse i videreudviklingen af virksomheden, fremgår det af en pressemeddelelse.

Peter Colsted har i årene fra 2000 til 2013 haft flere direktørroller i Microsoft både i Danmark og på hovedkontoret i Redmond, Washington, ligesom han har været ansvarlig for at bygge Microsoft-forretningen op i Europa, Mellemøsten og Afrika. I dag er han bestyrelsesformand i IT-virksomhederne Schultz, ComplyCloud, Airtame og Logos Payment Solution.

“Det er helt oplagt at involvere sig i Mugato. Mugato er på vej fremad med et fremragende produkt, og Klaus og jeg ved, hvordan man guider sådanne virksomheder mod international succes. Vi er med for at føre dem fra start-up over scale-up til en stærk international tilstedeværelse,” siger Peter Colsted, der også kommer med som bestyrelsesmedlem i Mugato.

Klaus Holse er formand for Dansk Industris hovedbestyrelse og blandt andet tidligere CEO hos SimCorp og Corporate Vice President hos Microsoft. Han sidder i adskillige bestyrelser i tech-virksomheder og har mange års erfaring i at skalere virksomheder og skabe vækst, og det er netop her, han ser sin rolle som investor i Mugato:

"Den vigtigste grund til, at jeg investerer i Mugato, er, at kunderne elsker produktet. Forrygende testimonials og korte salgscyklusser taler for sig selv. Som investor er det altid interessant at blive involveret i en virksomhed med et godt produkt og et stærkt team bag sig. Mugato har potentialet til at blive en global leder inden for infrastructure relationship management, og jeg ser frem til at hjælpe med at få det til at ske," siger Klaus Holse.

Ifølge Mugato selv udmærker deres platform sig ved at være den eneste på markedet, der kan identificere og visualisere relationen mellem alle eksisterende servere og applikationer - uanset infrastrukturens størrelse.

Selskabet havde i deres nyeste regnskab for 2022/2023 en bruttofortjeneste på 3,8 millioner kroner og et resultat af primær drift på 500.000 kroner. Ifølge regnskabet har de fire medarbejdere.

Det fremgår ikke, hvor meget Peter Colsted og Klaus Holse har investeret i selskabet.

Ulrik Høyer Obel er CEO i Mugato, der har adresse på Østerbro i København.