Artikel top billede

Savner du John Wick? Så gør dig klar til hårdtslående Monkey Man

Oscar-nominerede Dev Patel får debut som instruktør i et actionbrag, der viser voldsomme sider af Indien.

Hævn har været et succesfyldt tema i utallige actionfilm gennem årene, og ofte der forinden sket sindssyge ting for vores ensomme hævner. Måske er vedkommende selv blevet skudt og begravet levende eller har set sin familie blive sprunget i luften.

Måske har forbrydere været så snotdumme at dræbe heltens hund.

Og ja, man kommer hurtigt til at tænke på John Wick, når man kaster sig over Monkey Man, der jagter sin egen hævn gennem Mumbais eksotiske gader.

Filmen har netop haft dansk premiere og er skuespilleren Dev Patels debut som instruktør, hvor han selv spiller hovedrollen, producerer og har været med til at skrive manuskriptet.

Dev Patel brød oprindeligt igennem i Slumdog Millionaire, der blandt andet viste sider af fattigdommen i Indien, som landet måske gerne vil skjule.

I Monkey Man viser Dev Patel fattigdommen frem igen i en voldsom og blodig historie, som dog også har sine emotionelle og socialrealistiske sider.

Filmen tager som en rød tråd udgangspunkt i den hinduistiske myte om Hanuman, også kaldet Abeguden, der bruger sine kræfter på at hjælpe folk.

Dev Patels navnløse helt er iført en gorillamaske, når han i hemmelige fight clubs får penge for at blive banket til plukfisk af mere populære kæmpere.

Men da Monkey Man omsider finder ud af, hvordan han kan ramme byens ondskabsfulde elite, der udslettede alle hans nærmeste, går hans hævntogt i gang. Og så bliver der i øvrigt ikke sparet på kreative måder, hvorpå en hær af håndlangere kan miste livet.

Der bliver angiveligt arbejdet på en John Wick 5 – men indtil da kan Monkey Man måske slukke tørsten efter hævn.

Monkey Man kan ses i biografer over hele landet – og du kan se traileren lige her.