Artikel top billede

Asus fortsætter med at udbygge deres sortiment af ”civilt” udseende netværksprodukter, som nemt kan sameksistere med møbler og brugskunst i kontor- og boligmiljøer. Den lille hvide BD4-router har en højde på blot 144 millimeter

Netværkstest-duel: Hvad dækker bedst: Tre billige eller to dyrere mesh-enheder?

Nu er der ingen grund til at vente længere på den seneste WiFi-teknologi. Du kan komme i gang for under 1.000 kroner for en WiFi 7-router, og et mesh-system med tre enheder behøver ikke koste meget mere. Vi tester Asus ZenWiFi BD4 BE3600 mod BT8 BE14000.

Lever du lykkeligt med den router – nogle udbydere bruger udtrykket ”modem” - som indgår i dit almindelige internetabonnement? Kan du svare bekræftende på dette spørgsmål, er du formentlig landet på Computerworld og denne test ved et tilfælde.

Men har du et par minutter, hvorfor så ikke læse videre? Det koster ikke noget. I hvert fald ikke før du bliver inspireret til at investere i nogle bedre forbindelser.

”Bedre forbindelser” kan defineres som effektiv og hurtig WiFi-dækning, hvor som helst du har brug for det.

Er dit kontor eller hjem ikke ret stort, kan du være heldig, at en enkelt standard-router kan levere væg til væg-dækning, men ellers lever mange brugere med større eller mindre ”huller” i deres trådløse netværk – steder, hvor signalet bliver svagt eller helt forsvinder.

Vil du gør noget ved sådan en irriterende situation, hvorfor så ikke starte med at satse på WiFi 7 og få den seneste teknologi?

Denne standard blev mejslet på digitale stentavler i begyndelsen af 2024, og siden er der ikke mange First Movers, som har haft lyst til at se sig tilbage.

Nu kan WiFi 7 blive folkeeje

I de første måneder af 2025 har jeg hygget mig med at observere, hvordan priserne på WiFi 7-enheder kan blive nærmest humane.

Spydspidsprodukterne fra de øverste hylder har selvfølgelig stadig prislapper, der kan ses på de fleste kontoudtog, men hvis du ”blot” vil have højere hastigheder og båndbredde til flere samtidige brugere, er økonomiklassen ved at blive invaderet af produkter, der gør det meningsløst at bruge tid på nye enheder med WiFi 6 og tidligere teknologier.

Et illustrativt eksempel er en kampagne, som en landsdækkende kæde af elektroniksupermarkeder over to omgange har kørt for et Asus ZenWiFi BD4 WiFi 7 mesh-system med tre enheder.

Førprisen for dette system blev opgivet til 2.599 kroner, og da jeg begyndte at skrive på denne test, var det stadig på tilbud til godt det halve – 1.399 kroner. Det er det ikke mere, men så dukker der uden tvivl et nyt tilbud op.

Selv den såkaldte normalpris må anses for attraktiv for at få WiFi-dækning af seks eller flere rum fordelt over op til 720 kvadratmeter.

Den totale teoretiske hastighed opgives til 3.600 Mbps, fordelt på 688 Mbps på 2,4 GHz-frekvensbåndet og 2.882 Mbps på det mere rummelige 5 GHz-frekvensbånd.

Det kan tilføjes, at firtallet i ”BD4” står for antallet af streams eller samtidige brugere. Fantasidata for få år siden og lige nu tilgængelige for under 1.000 kroner per enhed.

Hvordan performer sådan et mesh-sæt så? Det kommer jeg snart til, og i mit testmiljø bliver tingene yderligere sat i perspektiv af et andet, noget stærkere mesh-system også fra Asus, nemlig ZenWiFi BT8 med otte streams og to enheder, der kan dække fem eller flere rum og op til 548 kvadratmeter.

BT8-sættet dækker tre frekvensbånd med en total teoretisk kapacitet på 14.000 Mbps og koster aktuelt 4.499 kroner i supermarkedet med det gode BD4-tilbud.

Asus ZenWiFi BD4: Økonomisk eller bare billigt?

Hvis du anskaffer et Asus ZenWiFi BD4-system med tre mesh-enheder, får du ikke alene WiFi 7-teknologi. Du får også en vis grad af fremtidssikkerhed.

Måske drømmer du lige nu om en ”lynhurtig” fiberforbindelse på 1.000 Mbps (megabit per sekund), men den næste hastighedsklasse hedder 2.500 Mbps, og den er allerede tilgængelig for erhvervskunder og krævende private brugere.

Så er det godt, at Asus har udstyret hver af de tre enheder i systemet med to netværksporte, som kan klare hastigheder op til 2.500 Mbps.

Det kan du altid ikke tage for givet fra markedets billigste netværksudstyr, selv om det er mærket ”WiFi 7”.

Så har producenten til gengæld sparet andre steder.

De tre routere i sættet er kun forsynet med de to frekvensbånd på 2,4 GHz og 5 GHz, som vi har klaret os med årevis.

På 5 GHz er der teoretisk plads til en båndbredde på op til 2.882 Mbps, og det passer faktisk meget godt til de to netværksporte.

Til den vejledende udsalgspris er BD4-systemet efter min vurdering især et økonomisk køb, hvis du virkelig har brug for alle enheder i sættet.

Bor du i en etværelseslejlighed, hvor alle dine trådløse netværksenheder kan ”se” routeren, kan en enkelt BD4-enhed – eller sågar internetudbyderens router – måske være nok.

Til spørgsmålet om økonomi hører også det ikke helt ubetydelige strømforbrug i et trådløst netværk.

Jeg har målt forbruget for hver af de tre enheder til 7,2 watt – 21,6 watt i alt.

Det bliver på årsbasis til 190 kWh eller 475 kroner med en gennemsnitspris på 2,50 kroner per kWh. Kan du nøjes med en enkelt eller to enheder, er der også noget at spare på driften.

ZenWiFi BT8: Mere at økonomisere med

Det andet mesh-sæt i denne test-duel består af to større enheder til en noget højere pris – og med en betydeligt længere udstyrsliste.

Som allerede nævnt koster hver af de to enheder i det testede sæt godt 2.000 kroner.

Med en højde på 186 millimeter rager de også højere op i landskabet end de nuttede BD4-enheder, men formsproget er det samme, og møbleringsvenligheden er stadig i top.

Den afgørende forskel mellem det billige BD4-sæt og BT8-pakken er, at det dyrere sæt er udstyret med et bedre chipsæt og et 6 GHz-frekvensbånd. På 2,4 GHz er båndbredden stadig beskedne 688 Mbps, men allerede i 5 GHz-frekvensbåndet er der kapacitet til 4.323 Mbps, og ved 6 GHz kan brugere med kompatible klienter boltre sig på hele 8.646 Mbps.

På den måde kan Asus reklamere med en total teoretisk båndbredde på 14.000 Mbps.

Det lyder fantastisk for et mesh-sæt i denne prisklasse, men potentielle brugere skal notere sig, at de to LAN/WAN-portes hastighed er begrænset til 2.500 Mbps.

Hvis du vil surfe eller streame hurtigere, kan det kun foregå trådløst, men i det mindste kan du få glæde af de otte streams til flere samtidige brugere.

Mine målinger bekræfter da også, at BT8 er et markant hurtigere mesh-sæt end BD4.

Ud over de to nævnte netværksporte på 2.500 Mbps er der også to almindelige porte, der kan håndtere kablede klienter ved hastigheder op til 1.000 Mbps.

Med lidt held kan du spare en switch i et lidt større netværk. Endelig er der en USB 3.2 Gen 1-port på 5 Gbps.

Den kan du for eksempel bruge til et USB-A-harddrev, så du får et netværksdrev til sikkerhedskopiering – en billig NAS for begyndere.

Kunstig intelligens

Både BD4- og BT8-sættet har naturligvis AI – faktisk masser af det. Min favorit-feature er AiMesh, som betyder, at disse – og mange andre mesh-løsninger fra Asus kan udbygges med flere enheder, efterhånden som behovet vokser.

Og ikke nok med det: Så længe der står ”AiMesh” på dem – og de kommer fra Asus, kan de kombineres nærmest vilkårligt.

Eksempelvis har jeg et par mindre kritiske steder i huset og haven, hvor det stadig kan være rart med stærkere WiFi-signaler.

Det ville jeg sandsynligvis kunne klare ved at grave nogle lidt ældre AiMesh-enheder frem fra den store rodekasse og sætte dem til resten af systemet.

Selv i de lavere prislag som i denne duel sparer Asus ikke på sikkerhedsfunktionerne. Der er er faktisk sådan et udvalg af VPN og andet godt, at det kan virke overvældende.

Mere overskueligt i min optik er muligheden for at opdele det trådløse netværk i flere sektioner – op til tre med både BD4 og BT8 – med forskellige navne og formål.

Det gode gamle gæstenetværk er blot én mulighed. Omsorgsfulde forældre kan oprette et børnenetværk og sætte alle mulige grænser for ungernes skærmforbrug.

Bonusinfo: Et forældrepar i mit netværk ved ikke rigtigt, om de skal være stolte eller rasende. Deres børn har overtaget kontrollen med hele netværket og blokeret al forældreadgang til indstillingerne.

Så måske hellere et IoT-netværk til sikker opkobling af dørklokker og anden smart elektronik, der ellers kan fungere som bagdøre for hackere.

MLO (Multi-Link Operation) bør vi heller ikke glemme. Denne feature indgår som en valgfri – ikkeobligatorisk – egenskab i den oprindelige WiFi 7-standard, og den er nu også ved at blive tilgængelig i de mere økonomiske prislag.

MLO gør det muligt at slå to eller flere WiFi-frekvensbånd sammen til et enkelt WiFi-link, som kan håndtere både hurtige og langsomme bitstrømme samtidigt.

Dette kan på papiret blive til meget større effektiv båndbredde, fordi de hurtige bitstrømme ikke skal stille sig i kø bag de langsomme.

Nemt nok at komme i gang

Mit personlige gæt er, at langt de fleste netværksbrugere blot vil have internetforbindelsen på plads i en fart – med et minimum af bøvl.

Og det kan de med Asus – og efterhånden langt de fleste andre router-mærker – plus en smartphone.

Har du i forvejen Asus router-appen på din smartphone, er det smart at afinstallere den for at undgå forvirring og derefter installere en frisk kopi, inden du starter fra punkt et.

Asus kan nogle gange have en diffus opfattelse af minutter, øjeblikke og andre tidsangivelser, men hvis du blot følger anvisningerne, venter tålmodigt og lader være med at ”hjælpe” elektronikken, skal du nok komme i mål. Det tager blot lidt tid.

I alt brugte jeg op mod en halv time på BD4-sættet, som skulle have en omfattende softwareopdatering.

Det gik noget hurtigere med BT8-sættet, men til gengæld legede jeg lidt med ”Netværksoptimering”. Det kan routeren vist i øvrigt selv finde ud af.

Fuld fart på fiberforbindelsen

Så længe jeg bruger den kablede del af mit lokalnetværk, får jeg fuldt udbytte af min 2,5 Gbps-fiberforbindelse.

Variationerne bliver større, når jeg udfører mine sædvanlige Speedtest af den trådløse WiFi-dækning med tre klienter på fem forskellige positioner på de tre etager i mit hus/testmiljø.

(artiklen fortsætter under tabellerne)

Konklusion

Hvis prisen har afgørende betydning, og en gigabit-fiberforbindelse er tilstrækkelig, er der ikke meget at betænke sig på.

Asus ZenWiFi BD4 BE3600 kan dække både pænt store erhvervslokaler og private hjem, men resultaterne bliver bedst, når mesh-enhederne kan ”se” hinanden.

For en relativt beskeden merpris kan du med Asus ZenWiFi BE14000 komme op i en anden netværksklasse.

Du har flere kræfter, mere avanceret teknik og ikke mindst det høje 6 GHz-frekvensbånd, som letter den interne kommunikation mellem mesh-enhederne og øger farten.


Loading ikon